Hvor hestesport og golf er naboer i ørkenen | Golf.dk
Vand, græs, sand, palmer, lysmaster. Al Ain i en nøddeskal.

Foto: PR

Hvor hestesport og golf er naboer i ørkenen

13/03 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Ørkengolf er vel per definition et oxymoron. En idé, der er født som selvmodsigelse.

Det har vi som golfspillere for længst glemt. Det er allerede 18 år siden, at Thomas Bjørn vandt en af de største sejre i dansk golfhistorie, da han dukkede Tiger Woods i Dubais sand. Den amerikanske PGA Tour har længe haft turneringer i Arizona og andre ørkenområder.

Men når man selv står på en ø af græs i et hav af sand, er man tvunget til at forholde sig til det på ny.

Hvad kan det, det der ørkengolf?

Jeg befinder mig på Al Ain Equestrian, Shooting & Golf Club, som ligger i Abu Dhabi, en af de syv arabiske emirater, som tilsammen udgør en nation.

Al Ain er i 2019 hjem for to træningslejre for det danske golflandshold, og det er også årsagen til, at jeg selv står på første tee med lånte køller og overvejer, om jeg skal spille med solbriller eller ej.

Det konstante fravær af regn er et af lokkemidlerne i Mellemøsten, hvor især Dubai har etableret sig som golfdestination for vestlige turister.

Garanti for tørvejr og sol er nok for nogle golfspillere. Andre vil aldrig helt forlige sig med ørkengolf. De vil altid føle mere kærlighed for anlæg, hvor naturen bøjer banen efter sin vilje, og ikke som her, hvor banearkitekten bøjer naturen efter sin.

At der er noget kunstigt over ørkengolf kommer også til udtryk her.

På Al Ain kan man træne og spille selv efter solnedgang.

Det er ikke noget tilfælde, at ordet equestrian står foran ordet golf i klubtitlen. Der er en galopbane, som løber rundt om banens første ni huller og tæt på klubhuset er der et dressurstadion. Hestesport betyder tydeligvis noget her (jeg får også fortalt, at man har importeret sand for to millioner dollars for at have det helt rigtige underlag til hestene - unægteligt ironisk, når vi befinder os i et område med uendelige sandmængder).

Der er projektører hele vejen rundt om den tre kilometer lange galopbane, ligesom der er projektører omkring træningsbanen og hele mesterskabsbanens sidste ni huller, så man kan begynde sin runde selv sent på eftermiddagen.

De pynter ikke, men de er medvirkende til, at man kan få sig en særlig golfoplevelse efter mørkets frembrud. Og de oplyste, altid solbeskinnede og særdeles veludviklede træningsfaciliteter er medvirkende til, at topspillere finder Al Ain nærmest optimal som træningssted.

Stedets “Championship Course” var igennem en gennemgribende renovering i 2016, hvor ni huller blev ændret.

Den i forvejen unge bane (åbnet i 2007) er glimrende, målt på variation, underholdning, vedligeholdelsesstand og udfordring. Det er ikke nogen vanskelig bane. Selvom der er vand på 12 huller er det til at navigere uden om fra teested og de fleste steder kan man med kloge jernvalg minimere risikoen i sine approachslag.

Greens er til gengæld svære at stoppe bolden på og relativt hurtige. Omkring green kan man nemt få vanskelige indspil, så det er her, en del af udfordringen ligger.

Al Ain har ikke noget decideret signaturhul. Hul 12 er dog et af de mere mindeværdige. Det er et kort par fire-hul, hvor en bæk løber ind foran en smal green. Her får du brug for et kontrolleret wedgeslag.

Banen er ikke specielt lang - godt 5.600 meter fra herretee og 4.800 meter fra dametee. Og man kan som regel altid finde sin bold, hvis man kan holde den tør. Derfor er den til dels bygget ud fra resortdevisen - gæsterne skal ikke føle, at de får bøllebank af banen. Samtidig skal der kunne nå mange igennem. En runde på Al Ain tager ikke nødvendigvis lang tid. Over de fire dage, jeg er på anlægget, ser jeg ingen, der navigerer banen til fods. Så hvis man sværger til at gå mellem sine slag og helst undgår buggies, er det måske ikke lige stedet.

I modsætning til mange andre resortbaner er her en fantastisk ro. Der er ingen trafik at høre, ingen øjebæ-bungalows, som man skal undgå at kigge på, og der er en dejlig tavshed, som ganske vist bliver afbrudt, når bønnen fra moskéen lyder nogle gange om dagen.

I det flade terræn kommer man nemt til at hæfte sig ved de utallige lysmaster omkring faciliteterne. Men der er også enkeltstående palmer spredt over det hele, og man kan ikke undgå at se monolitten Jabel Hafeet, som er 1.249 meter højt, ligger på grænsen til Oman og er det eneste bjerg i Abu Dhabi.

Klubben har desuden en glimrende restaurant. Her kan man ikke få svinekød, men det er ikke noget problem at købe alkohol.

Abu Dhabi har ganske vist en europatourturnering, men det er ikke mange turister, der tager vejen dertil. Hvis du gerne vil spille golf i ørkenen under garanteret gunstige vejrforhold og gerne vil gå udenom af og til kaotiske Dubai, kan Al Ain være en glimrende mulighed.

Dubai ligger i øvrigt ikke mere end halvanden times kørsel fra Al Ain og er det logiske sted at flyve til. Der går fly fra København til Dubai hver dag, ligesom der flyves til Dubai fra masser af europæiske lufthavne.

Abu Dhabi og Dubai er de to emirater, der primært forbindes med golf (der er også europatour-turneringer i Oman, Qatar og Saudi Arabien, som ikke er en del af De Forenede Arabiske Emirater). Imidlertid er også Ras Al Khaimah begyndt at røre på sig som det tredje golfemirat. Ras Al Khaimah er fra 2018 vært for sæsonafslutningen på Challenge Tour, så det var her, Joachim B. Hansen endegyldigt fik sin samlede sejr på challengetourens rangliste i hus.

En runde golf på Al Ain varierer i pris afhængig af årstid, men hvis du budgetterer med 1.000 kroner for 18 huller, passer det formentlig meget godt. Det er inklusive buggy og forbrug af rangebolde inden runden.



 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer