Hvad har danskerne på touren tjent per slag? Vi giver dig svaret | Golf.dk
Nogle danske spillere har tjent en klækkelig sum per slået slag på europatouren.

Foto: Illustration: Michael Werge

Hvad har danskerne på touren tjent per slag? Vi giver dig svaret

01/04 - 2020 | Henrik Søe

Der har efterhånden været mange danskere i aktion på europatouren, men hvordan har de egentlig klaret sig, når man sætter dem over for hinanden? 

Det satte vi os for at undersøge nærmere, så vi fandt den store lommeregner frem og gravede os ned i statistikkerne for de 20 danske spillere, som har tjent flest penge på europatouren i deres karrierer. Det udmøntede sig i en større analyse, som du kan dykke ned i, når årets første udgave af Dansk Golf udkommer senere på ugen. 

De fleste glade danske amatører betaler gladeligt for at slå deres slag - og nogle mere end andre. I proernes verden går pengene den anden vej, men også her er der stor forskel på, hvad slagene er værd, når man omregner til kroner.

Med udgangspunkt i spillernes præmiepenge gennem karrieren regnede vi os frem til, hvor mange penge de enkelte danskere har tjent per spillet turnering, per runde - og per slag. 

Og selv om Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen fører feltet solidt an, når det kommer til den samlede karriere-indtjening, så er det ingen af de to veteraner, der i snit har tjent flest penge pr. turnering og slag, de har spillet og slået. Den “titel” tilfalder Thorbjørn Olesen, der har tjent over 1.600 kroner pr. slag han har slået i karrieren. Thomas Bjørn er dog godt med, og han har ligesom Lucas Bjerregaard tjent over 1.100 kroner pr. slag. 

Europatourens økonomiske udvikling afspejles også tydeligt i tallene, hvor man kan konstatere, at Steen Tinning og Anders Sørensen skulle arbejde noget mere for deres præmiepenge, da de var aktive på touren. En spiller som Steen Tinning havner således på cirka 190 kroner pr. slag. 

Du kan læse mange flere tal og statistikker fra de danske europatourspillere i Dansk Golf 1, der udkommer den i næste uge. 


 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer