Hundebøll på vej mod fast plads på challengetouren | Golf.dk
Oliver Hundebøll fortsætter storspillet efter sidste uges tredjeplads.

Foto: Getty Images

Hundebøll på vej mod fast plads på challengetouren

10/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Sidste uge blev en stor omvæltning for Oliver Hundebøll. I juli blev den nyprofessionelle fra Silkeborg inkluderet i lærepladsen Team Made in Denmark, og efter to missede cuts og to placeringer uden for top-30 lignede det præcis det - En appetitvækker på challengetouren. Opvarming til Q-School, en smagsprøve på livet som pro.

Det er sådan Flemming Astrup – bagmanden - ser det, og hvis noget ekstraordinært skulle ske, er det blot en bonus. 

Noget ekstraordinært skete søndag, da Hundebøll i Marokko blev nummer tre og stormede frem til 72. pladsen på Road to Mallorca. Kan han slutte sæsonen i top-70, vil det udløse kategori 10. Det er sådan en, Jeppe Huldahl har benyttet sig af i 2018, og som har givet adgang til stort set alle turneringer.

Chancerne for Hundebøll er ikke blevet mindre efter førstedagen ved Stone Irish Open. Fire spillere har lagt sig i front på Headfort Golf Club, og i -5 har de kun to slag ned til danskeren, som tidligere på året vandt ECCO Tourens Made in Denmark Qualifier. 

Hundebølls runde i 69 slag talte fire birdies og en bogey, hvilket rækker til en delt 10. plads. Som stillingen er efter første runde, ligger han til at rykke frem til 63. pladsen på Road to Mallorca.

Hundebøll er kun et enkelt slag foran Marcus Helligkilde, som ligeledes fik en flot start på den irske turnering. Trods fire bogeys på stribe på bagni kom han rundt to slag under par og har lagt sig på en delt 17. plads.

Nicolai Tinning er lige inden for cutgrænsen i par, mens den 19-årige amatør Kasper Nyland (+2) og Peter Launer Bæk (+4) får deres sag for, hvis de skal med videre til weekenden.

Link til stillingen  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer