Hovedpunkter fra WGC – Match Play | Golf.dk
13 huller var nok til at sikre Jon Rahm det første point på den lange vej mod sejren og de 1.745.000 dollars i førstepræmie.

Foto: Getty Images

Hovedpunkter fra WGC – Match Play

28/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Førstedagen af WGC – Dell Technologies Match Play er overstået, og det er tid til at gøre status over slagets gang på Austin Country Club. Flere blev forslået, men ingen er endnu slået hjem. Det var kun den første af tre matches, som alle 64 spillere er garanteret, men chancerne for at nå videre til 1/8-finalerne efter et nederlag onsdag er minimale. I løbet af fire år med det nuværende format har kun otte spillere formået at overkomme et nederlag på førstedagen og avancere.

Her er hovedpunkterne fra onsdagens spil:

Europa dominerer
Alex Norén tabte, men de 11 øvrige spillere fra Thomas Bjørns vindende Ryder Cup-hold gik sejrrigt fra slagmarken onsdag. Det står i skærende kontrast til hulspilsturneringens 11 amerikanere, som også spillede med i Paris. Kun fire vandt, mens to delte deres match.

Det var ikke kun Europas Ryder Cup-spillere, som var godt kørende. 21 europæere er med i Texas, og ud af 19 mulige point (fire var i kamp mod hinanden) hentede de 13,5.

Danskerne imponerer
Ud af de 32 matches på førstedagen blev tre delt, 16 blev vundet af den højestseedede, og 13 blev vundet af den undertippede spiller. Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard tog hver en stor skalp. Olesen, seedet 45, slog Webb Simpson, seedet 21. Lucas Bjerregaard stod for dagens største overraskelse, da han som 50. seedet knuste femteseedede Justin Thomas. 

Thomas gik ind til turneringen med chance for at vende tilbage til verdensranglistens førsteplads, men den drøm hænger i en tynd tråd, efter han fik ørerne i maskinen hos frederikshavneren. 

Kort arbejdsdag for Jon Rahm
Dagens største sejr stod Jon Rahm for. Spanieren nåede finalen for to år siden, og han er godt på vej mod et nyt seriøst bud på titlen efter en sejr på 7&5 mod Si Woo Kim. Rahm var 2Up efter otte huller, og derfra lukkede han sin match med fem vundne huller i træk.

Dagens comeback
Jason Day var 3Up efter otte huller mod Jim Furyk, og på niende trak det op til, at australieren ville bringe sig yderligere foran. Day havde et putt på under tre meter for birdie; Furyks putt var to meter længere, men da de gik fra hullet, var Day kun 2Up. Furyks putt gik i hul og Days løb forbi.

Det blev starten på et monumentalt comeback. To huller og to birdies senere var matchen All Square, og Furyk endte med at slå den 12. seedede tidligere verdensetter 2Up på 18. hul.

Favoritterne godt fra start
Kombinerer man dagsform med verdensranglisteplacering er det svært at finde fire større favoritter end Rory McIlroy, Dustin Johnson, Justin Rose og Francesco Molinari. Alle fire vandt deres åbningsmatch. Det samme gjorde Tiger Woods. Den tredobbelte vinder af turneringen var ikke specielt velspillende, men han gjorde nok til at lukke sin match mod Aaron Wise på 17. green med 3&1.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer