Hov-dinis store flugtforsøg | Golf.dk
Viktor Hovland gav vores norske broderfolk noget at juble over i går

Foto: Getty images

Hov-dinis store flugtforsøg

10/04 - 2021 | Claes Meldal

Den norske komet Viktor Hovland lå med en vis legemsdel faretruende nær cutgrænsen i Masters – men så leverede han et forsvindingsnummer, der var en Harry Houdini værdig.

Det er muligt, at vi danskere ikke kan få styret vores lyst til at kippe med klaphatten i denne danskerløse udgave af Masters på Augusta National. Men løfter vi blikket en anelse og vender det mod nord, er vores norske broderfolk til gengæld i ekstase over den præstation, som deres nye verdensstjerne Viktor Hovland leverede i går.

Hovland, der i en alder af blot 23 år er krøbet helt op på en 14. plads på verdensranglisten takket være en perlerække af topresultater, var ellers ikke kommet udpræget godt fra start. Han lagde fra land med en grim triplebogey på allerførste hul i Masters, og selvom han fik rettet lidt op på blamagen, var han stadig rundt i 73 slag i torsdags.

Fredagens anden runde var alt andet end kedelig set med norske briller. Hovland havde store problemer med spillet og fik – sagt meget pænt – i den grad brugt anlæggets bredde, ligesom han havde overordentligt svært ved at finde hastigheden på de lynhurtige greens.

På 13. hul lå Hovland på +4 og dermed et enkelt slag på den forkerte side af en cutgrænse, der ikke rigtig så ud til at flytte sig. Noget måtte gøres. Først snuppede han en sikker birdie på 13. for at komme tilbage på cutgrænsen. Efter et højrisikabelt lob på 14., som reddede par for nordmanden, havde han chancen for at rykke fri af cutgrænsen på par 5-hullet 15.

Nordmanden fik givet sit andetslag over vandet ind mod green for meget, og han gav sig selv et ekstremt svært chip ned ad bakke fra cirka 20 meter. Ikke ligefrem optimalt i forhold til at sikre sig weekendarbejde. Men Hovland – der efter sin første PGA Tour-sejr sidste år famøst udtalte, at han var "virkelig dårlig til at chippe" – slog det perfekte slag venstre om pinden og kunne se bolden møjsommeligt arbejde sig tættere og tættere på hullet og gå i for en spektakulær eagle.

Efter dette dramatiske vendepunkt var den norske Houdini som forvandlet. En sikker birdie på 16. hul efter et perfekt approachslag fik ham tilbage på par for turneringen, og på 17. hul chippede Hovland igen i koppen lige uden for green for sit andet nulputt på tre huller. Man kan forundres over, at lige så svært golf kan synes det ene øjeblik, lige så legende let kan det være, når tingene kører.

Norges stolthed tillod sig oven i købet at brænde et birdieputt fra tre meter på 18. og sidste hul, hvor han måttes nøjes med par. Men forsvindingsnummeret fra cutgrænsen var for længst tilendebragt, og Hovland overnatter på en flot 17. plads i -1. Hovland er kun seks slag efter Justin Rose på førstepladsen, så hvis han kan fortsætte, hvor han slap, kan den unge nordmand sagtens komme til at spille en hovedrolle i weekenden.

Link til stillingen

User Comments:

  • Hul 17 rettet

    10/04 - 2021 | Claes Meldal

    Korrekt, helt så let var birdien på 17. hul ikke - artiklen er nu opdateret.

  • Hul 17

    10/04 - 2021 |

    Uproblematisk birdie på hul 17? Han chipper den også i der kort af green

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,553,322
  • Unique Visitor:191,749
  • Registered Users:170,248
  • Unregistered Users:31,628
  • Blocked Users:12,476
  • Published Nodes:16,597
  • Unpublished Nodes:327
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.239.56.184
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:1,807
    • This week:92,801
    • This month:441,678
    • This year:3,554,118

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk