Holmsland Klit Golfklub overtager driften af banen fra Lalandia | Golf.dk
Holmsland Klit Golfklub driver nu selv sin fine bane og klubhus efter aftale med baneejeren Lalandia.

Foto: Privat

Holmsland Klit Golfklub overtager driften af banen fra Lalandia

07/03 - 2021 | Jesper Frigast Larsen

Holmsland Klit Golfklub i Søndervig har altid boet til leje på sin egen golfbane. Klubben blev stiftet i 1992, og i 2006 blev banen udvidet til 27 huller. Men efter at den tidligere baneejer Jens Lind solgte banen til Lalandia, er der sket store ændringer.

I Søndervig er Lalandia i færd med at opføre Nordeuropas største feriecenter med badeland og 485 tilknyttede feriehuse, og en del af disse bygges på et areal, hvor ni af golfbanens huller lå. Holmsland Klit Golf er derfor beliggende inden for gåafstand af de nye feriehuse, som Lalandia er ved at opføre. Så alle parter er interesserede i et godt samarbejde, men Lalandia har ingen direkte interesse i at drive en golfklub.

Derfor har Lalandia og Holmsland Klit Golfklub nu aftalt, at klubben overtager driften af banen.

- Vi er glade for den interesse og entusiasme, som Holmsland Klit Golfklub har udvist for at overtage driften af banen. De har helt sikkert gode forudsætninger for at drive banen med succes, fortæller adm. direktør i Lalandia, Jan Harrit.

Det er formanden for Holmsland Klit Golfklub, Thomas Andersen, helt enig i.

- Klubben lejer banen af Lalandia, og vi har dermed overtaget den fulde drift af banen og klubben bortset fra restauranten, fortæller Thomas Andersen.

- Vi har nu personaleansvar for greenkeepere og manager og får optimal indflydelse på udviklingen af golfbanen de kommende år, og det vil helt sikkert betyde, at vores medlemmer vil føle et større ejerskab til banen, fortsætter Thomas Andersen.

Klubben sørger ikke over at have mistet ni af sine 27 huller.

- Med 650 medlemmer har klubben en passende størrelse til en 18 hullers bane, og vi har også plads til mange greenfeegæster. Lalandia køber en del greenfee-billetter som en del af samarbejdsaftalen, så vi forventer, at de vil tilbyde golfpakker til deres gæster, som kan være med til at øge antallet af gæster på banen, siger Thomas Andersen.

Med placeringen tæt på Vesterhavet er golfbanen spilbar det meste af året, og med den nye aftale har klubben selv ansvaret for banens udformning.

- Vi har i bestyrelsen planer om et lidt ændret hulforløb, som dog først skal godkendes af generalforsamlingen for at kunne realiseres, slutter Thomas Andersen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,161,998
  • Unique Visitor:177,711
  • Registered Users:166,762
  • Unregistered Users:31,298
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,328
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,411
    • This week:99,289
    • This month:408,207
    • This year:3,162,650

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk