Hollands longhitter bomber sig til tops i San Francisco | Golf.dk
Anna Van Dam slår længere end nogen anden professionel damespiller, men hun er meget mere end rå kraft.

Foto: Getty Images

Hollands longhitter bomber sig til tops i San Francisco

03/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Hvem har klodens bedste golfsving? Mange vil pege på Adam Scott eller Louis Oosthuizen. Rory McIlroys bevægelse er ikke helt dum. Anne Van Dam? Den 23-årige hollænder bør være med i diskussionen.

Fra starten på svinget til armene krøller rundt om nakken lang tid efter træffet, er Van Dams sving eminent. Frys svinget på et vilkårligt tidspunkt, og positionen vil være helt efter lærebøgerne. Ikke alene er svinget en fryd for øjet, det genererer også imponerende kraft.

Van Dam har vundet fire gange på Ladies European Tour, og nu er hun klar til at indtage USA. I 2019 er hun rookie, og allerede fra starten af LPGA Tour-karrieren er hun strøget til tops i statistikken over driving distance. 

Hele 289 yards slår hun bolden i gennemsnit, fem yards længere end nummer to på listen. Van Dam kan få køllehastigheden op over 110 mph, ikke langt fra gennemsnittet blandt herrerne på PGA Touren.

Golf er langt mere end æstetik og kraft, og på første runde af LPGA  Mediheal Championship viste Van Dam, at hun har alle værktøjerne til at gøre sig gældende blandt verdens bedste.

På Lake Merced Golf Club lavede hun torsdag en håndfuld birdies og en eagle på vej mod en 67'er, fem under par. Det rækker til en delt førsteplads med sydkoreanerne So Yeon Ryu og Eun-Hee Ji. 

De danske deltagere fik også en fornuftig start på turneringen, selvom det blev til scores over par.

Efter søndagens skuffelse i Los Angeles leverede Nanna Koerstz Madsen et solidt udlæg med to bogeys og en birdie. +1 giver en delt 39. plads. Koerstz Madsen ligger for øvrigt nummer seks i driving distance for 2019 med 279,4 yards.

Nicole Broch Larsen er et slag efter sin landsmand. I sidste uge missede hun cuttet med et slag,men i +2 er hun efter 18 huller lige inden for cutgrænsen i San Francisco. Tre bogeys og en birdie placerer den snart 26-årige spiller fra Hillerød på en delt 61. plads.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer