Hole in one var vejen til førstepladsen | Golf.dk
Gaby López spillede sig fredag helt frem ved Blue Bay LPGA

Foto: Getty Images

Hole in one var vejen til førstepladsen

09/11 - 2018 | Martin Rahbech

Verdens bedste damespiller er Ariya Jutanugarn, og hun var godt i gang med at skabe en ny triumf på Jian Lake Blue Bay Golf Club ved Blue Bay LPGA.

Men fredag skete der noget lidt uventet. Ariya Jutanugarn spillede sin tredje runde i -1, og det åbnede døren på klem, og det blev udnyttet af mexicanske Gaby López.

Hun spillede sin tredje runde i 66 slag (-6), og nu er hun med en total i -9 på førstepladsen ét slag foran Ariya Jutanugarn. Kronen på hendes værk på tredje runde var et Hole-in-one på banens 17. hul, og da hun fulgte op med en birdie var hun altså på førstepladsen.

34-årige Gaby López er nummer 136 på verdensranglisten og har endnu ikke vundet på LPGA. Hun er nummer 79 på sæsonens rangliste, men har altså fået en invitation til turneringen i Kina, hvor der startede med at være plads til top 60.

Den samme mulighed har Nicole Broch Larsen fået. Hun er nummer 99 på ranglisten ved LPGA, men har altså fået plads i det stærke felt.

Nicole Broch Larsen fortalte til Golf.dk efter sin udtagelse til turneringen, at det glædede hende, da hun lige nu er i en offseason periode.

Hun leverede fredag sin bedste runde i turneringen med en 73’er efter åbningsrunder i 76 og 77 slag, og det placerer hende på 59, pladsen inden sidste runde lørdag.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer