Hole-in-one-familien: Nu er den tredje søster også på tavlen | Golf.dk
Her familien samlet til "Mors Dag". Bagest fra venstre er det Anette (3 hole-in-one), Lis (2 hole-in-one) og Jette (der ikke spiller golf). Forrest står mor Henny og Joan, der nu også har en hole-in-one.

Foto: Privat

Hole-in-one-familien: Nu er den tredje søster også på tavlen

29/04 - 2020 | Henrik Søe

Har I lavet hole-in-one? 

Ja, det “Hartvig”. 

Efter denne morfar-joke iler vi videre til historien om de tre golfspillende søstre fra Hartvig-familien, som Golf.dk første gang skrev om for snart tre år siden

På det tidspunkt havde to af søstrene, Anette og Lis, gang i en regulær hole-in-one-fest. På bare seks år havde de to søstre lavet fem holes-in-one tilsammen. 

Og nu har den tredje golfspillende søster Joan så også meldt sig ind familiens hole-in-one-klub. Det skete i søndags på Joans hjemmebane i Fredericia, hvor drømmeslaget blev slået på 8. hul. 

- Det var en fantastisk følelse, og jeg kunne se den hele vejen. Jeg ved jo, at mine søstre kan sætte sig ind, hvordan det er at slå det der gode slag. Og jeg skrev da også til dem ude fra banen, at nu havde jeg også lavet en. Så det er noget, vi deler, fortæller Joan, som nu for alvor kan melde sig ind i hole-in-one-samtalen, når søstrene mødes og snakker golf.  

- Altså jeg har da hørt om det nogle gange, siger Joan med en stemmeføring, der antyder, at emnet ofte kommer på bane.  

De tre søstre har nu seks holes-in-one mellem sig siden 2011. Så hvad er søstrenes  hemmelighed mon? 

- Hvis jeg vidste det, havde jeg nok sgu lavet en før, siger Joan med et grin. 

 - Nej, der er jo en hel masse ting, der skal passe sammen, før det lykkes. Jeg tror det er mere end held end forstand, men der skal selvfølgelig et godt slag til, siger Joan, der selv er i gang med sin niende sæson. 

Joan har tre søstre, og det er kun den ældste, Jette, som (endnu) ikke er blevet fanget af golfsporten. Til gengæld har søstrenes 85-årige mor spillet siden hun var 78.

- Vi er hvert år sammen på det vi kalder “Mors Dag”, hvor vi mødes med vores mor, og så er vi ude at spille golf, mens vores ældste søster går med rundt på banen. Det er enormt hyggeligt, fortæller Joan. 

Her er et overblik over søstrens holes-i-one 
26. marts 2011: Anette på Ørnehøjs 21. hul (banen har tre sløjfer á ni)
3. september 2011: Lis på Ledreborgs 2. hul
1. juli 2015: Lis på Ledreborgs 17. hul
18. maj 2016: Anette på Åbybros 3. hul
2. august 2017: Anette på Skanderborgs 4. hul
26. april 2020: Joan på Fredericias 8. hul.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer