Holdkaptajnen er imponeret af sine drenge | Golf.dk
Hans Stenderup i spidsen for sit hold ved åbningsceremonien i Rungsted mandag.

Foto: Henrik Schou

Holdkaptajnen er imponeret af sine drenge

03/09 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Vejret har været omskifteligt denne tirsdag i nordsjælland, så Hans Stenderup har haft regntøjet af og på et par gange, mens han har fulgt sine seks spillere rundt på Rungsted Golf Klubs udfordrende bane.

Det gode humør har også været lidt af og på. Men dagens melodi er gået fra mol til dur, og derfor er det en opløftet holdkaptajn, der gør status efter første dag ved EM.

- Det er imponerende af drengene i eftermiddag, med Bjørn der render rundt og laver dagens bedste runde, lyder det fra Hans Stenderup.

- Det lover godt for i morgen. Der er en flight ét i sigte, det er også målet.

First flight er de otte hold, som skal spille om medaljer mod slutningen af ugen. At slutte uden for de otte ville være en skuffelse for Danmark.

Hans Stenderup fortæller da også, at strategien for i morgen til forveksling ligner den for i dag.

- Vi gør det samme som i dag, samme rækkefølge. Men vi får Henrik (Daugaard, red.) til at satse mere end i dag. Banen spiller langt, og han slår kun jern ud i dag, bortset fra 18. hul, siger Hans Stenderup.

Henrik Daugaard og Tony Jensen var begge skuffede over at bruge 80 slag (+8). Men det får ikke Hans Stenderup til at hive manuskriptet til en peptalk frem fra skrivebordsskuffen.

- Der er ikke noget at sige. De ved godt, det ikke er så godt, som det burde være, siger holdkaptajnen.

Han kunne ses storsmilende på banen hele eftermiddagen, hvor hans spillere da også for alvor leverede varen. Stenderup mener, at de gode eftermiddagsvibrationer havde selvforstærkende virkning.

- Vi kan jo gå og holde hinanden orienteret. Det har en betydning, at vi ved, at det går godt for de andre, vurderer han.

Den danske styrke i modgang var måske bedst symboliseret ved Hans Peter Jacobsen, som lagde langsomt ud, men stormede op ad leaderboard med en eagle på 11. hul og en efterfølgende birdie på 14. hul.

- Sådan er Hans Peter. Han er sej - men det er de jo allesammen, kommer det fra Hans Stenderup.

 

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer