Helt lige i skandinavisk opgør om finalepladsen

14/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Danmark er dobbelte guldvindere og forsvarende bronzeindehavere ved EM for drenge, og drømmen om at slutte øverst på skamlen lever stadig på La Manga South Course syd for Alicante.

Der var genvalg til Rasmus Højgaard og Oliver Jørgensen, som vandt deres foursome torsdag, men i semifinalen løb de ind i en stærk svensk duo og blev besejret 3&1.

Det gik langt bedre for Rasmus Neergaard-Petersen og Frederick Sejr, som tog over for Kristoffer Max og Nicolai Højgaard. Sjællænderen fra Furesø og jyden fra Mollerup Golf Club komplementerede flot hinandens spil, og det resulterede i en sejr efter 15 huller på 4&3, så der gerne skulle være lidt krudt tilbage i kanonen.

Arbejdet er nemlig ikke færdigt for i dag. Ved stillingen 1-1 skal fem af de seks danskere på banen igen i eftermiddag for at kæmpe om finalepladsen i singles.

I Finland skal pigelandsholdet lørdag spille om at blive nummer syv eller otte. Cecilie Nielsen og Fie Kjærgaard Olsen vandt deres singles, men da Karen Fredgaard, Sophia Giverny Carlsen og foursomen med Marie-Louise Tommerup og Smilla Sønderby tabte deres point, sluttede det 3-2 i tysk favør.

De danske herre- og damelandshold er i fuld gang med spillet for deres sekundære placeringer. Herrerne kan i bedste fald slutte som nummer ni, mens damerne har mulighed for at slutte på femtepladsen. 

Medaljehåbet hænger på drengene alene.

Stillingen hos drengene
Stillingen hos pigerne 
Stillingen hos herrerne
Stillingen hos damerne

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer