Helligkilde: - Jeg er blevet bedre til at spille golf og ikke følelser | Golf.dk
Marcus Helligkilde skal næste år kæmpe sine slag på challengetouren.

Foto: Brian Rasmussen

Helligkilde: - Jeg er blevet bedre til at spille golf og ikke følelser

09/10 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Marcus Helligkilde kan se tilbage på sin måske bedste sæson nogensinde.

Spilleren, der fyldte 24 år i mandags, har vundet en turnering på Nordic League, Santander Divisionen med Smørums herrehold, og DM for pro’er (Jyske Bank PGA Championship).

Og så har han forbedret sin kategori på Challenge Tour for 2021 med en samlet 2. plads på Nordic League-ranglisten, Road to Europa.

- Det fedeste var at vinde DM for pro’er. Jeg slog Højgaard-brødrene og en masse andre store navne. Og det var et udstillingsvindue på tv, siger Marcus Helligkilde til Golf.dk.

Jyske Bank PGA Championship blev spillet på HimmerLand i slutningen af juni. Helligkilde sænkede et drilsk, nedadbakke birdieputt på sidste hul for en sejr på to slag over Rasmus Højgaard et felt, der også talte Winther, Kjeldsen, Olesen og en lang række af Danmarks bedste spillere.

Det var ikke uden nerver.

- Det var da en af de gange, jeg har måttet køre mine mentale processer igennem flest gange for at kunne være til stede i nuet, siger han.

Og netop processer, systemer og fornuftige beslutninger er årsagen til, at Marcus Helligkilde har haft en stærk sæson, hvor han også er nået højere på verdensranglisten end nogensinde før (nummer 575 i slutningen af august).

Den tidligere landsholdsspiller var som amatør måske mest berømt for at have gået en 59’er i en turneringsrunde.

Derfor lyder det lidt mærkeligt, når han i telefonen fortæller, at han nok er blandt den ene procent af de mest statistikbaserede golfspillere.

- Jeg spiller meget kedelig golf, siger han.

Men der ligger også nøglen til hans fremgang.

- Jeg er blevet bedre til at spille golf i stedet for at spille følelser. Jeg spiller statistisk baseret golf, uanset hvad følelserne fortæller mig. Jeg har været skarp til at kende mit spil i år og god til at slutte i top-6, også når jeg ikke har haft mit “A-game”, vurderer han.

Marcus Helligkilde spiller efter det analyseværktøj, der kaldes DECADE, som også bruges af en række andre topspillere.

DM for pro’er tæller ikke på nogen rangliste, da den blev afviklet under stramme coronarestriktioner med et udelukkende dansk felt, der også talte damespillere.

Nordic League-sæsonen har til gengæld givet ham en sejr og top-6 placeringer i flere end halvdelen af hans ranglistetællende turneringer.

Marcus Helligkilde er hurtig til at kreditere sin træner, Andreas Kali, som en stor inspirationskilde i hans arbejde for at blive en lille smule bedre hele tiden.

Helligkilde har i forvejen et kategori 15-kort til Challenge Tour. Han har dog valgt ikke at spille på Europas næstbedste tour i år, da der ikke er oprykning til europatouren i år. Derfor har han nøgternt bedømt, at hans bedste chance for at forbedre sin kategori på challengetouren, var at sigte hårdt mod toppen af Nordic League.

Det lykkedes så med en 2. plads på Road to Europa. Danskeren forbedrer sin kategori 15 til en kategori 14, hvilket vil rykke ham 20. pladser op på entry-listerne, når den kommende challengetoursæson går i gang og dermed give ham adgang til flere turneringer. (Golf.dk talte med Helligkilde torsdag aften, dagen inden finalerunden i tourfinalen i Nordic League. På det tidspunkt vidste han ikke med sikkerhed, om han ville forbedre sin kategori, i og med en 3. plads på Road to Europa blot ville fastholde ham som kategori 15-spiller, red.).

Den kommende vinterpausen skal bruges til at få mere længde.

- Jeg er 100 procent sikker på, at det vil hjælpe mig. Jeg skal have noget mere clubhead speed, og jeg skal have noget nyt udstyr. Jeg har en lige nu en forkortet driver med mere loft end dem, der slår længst, fortæller han.

Marcus Helligkilde fortæller, at han med sit standarddrive har en køllehovedhastighed på 111-112 miles per hour. Målet er en stigning på tre til fem milies per hour.

Den 24-årige dansker spillede allerede i 2018 en fuld sæson på challengetouren. Han kom ikke ind i den eftertragtede top-70 på tourens rangliste, men opnåede en kategori, som han på Nordic League nu er lykkedes med at forbedre.



 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,146,877
  • Unique Visitor:103,611
  • Registered Users:159,554
  • Unregistered Users:31,229
  • Blocked Users:12,380
  • Published Nodes:15,248
  • Unpublished Nodes:286
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:54.236.35.159
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:7,428
    • This week:93,264
    • This month:397,080
    • This year:1,147,098

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk