Helligkilde eneste danske lyspunkt på challengetouren | Golf.dk
Marcus Helligkilde er kun et slag fra andenpladsen halvvejs gennem Le Vaudreuil Golf Challenge.

Foto: Getty Images

Helligkilde eneste danske lyspunkt på challengetouren

12/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

På europatouren klarer top-65 cuttet efter 36 huller. På challengetouren er det kun top-60. Den marginale forskel fik kæmpe betydning for størstedelen af de danske deltagere i Le Vaudreuil Golf Challenge.

Seks ud af 11 danskere fandt vidt forskellige måder at nå til totalscoren +2. Det placerede dem delt på 62. pladsen, hvilket betyder en friweekend i det franske.

Lad os tage dem en ad gangen:
Nicolai Højgaard startede dagen på femtepladsen, men en runde med tre doublebogeys i 77 slag gav et styrtdyk i tabellen.

Rasmus Højgaard og Jeppe Huldahl lå delt nummer 38 i -1, indtil 74'ere sendte dem på den forkerte side af cutgrænsen.

Martin Leth Simonsen brugte 73 slag, et flere end Christian Gloët. De sluttede +2 og er uden weekendarbejde, præcis ligesom Lasse Jensen, som ellers spillede en flot fredagsrunde i 69 slag.

Nicolai Tinning (68), Oliver Hundebøll Jørgensen og Mark Haastrup sluttede længere tilbage.

Det efterlader kun to danskere tilbage til at kæmpe med om de 210.000 euro i præmiepuljen på Golf PGA France du Vaudreuil.

Benjamin Poke fik akkurat skrabet sig videre til weekenden med en runde i par og en 50. plads i +1. 

Helt fremme i topstriden finder man Marcus Helligkilde. Efter seks missede cuts i træk på challengetouren viste Helligkilde, at han har det, der skal til for at være med. Han lavede seks birdies i løbet af otte huller på anden runde og spillede banen i 67 slag, -4. 

Kun tre spillere havde en lavere score fredag, og med den flotte runde rykkede danskeren frem til sjettepladsen i -6. Helligkilde er nummer 127 på pengelisten, men det får han mulighed for at gøre noget ved i weekenden.

Der er fire slag til toppen, hvor en af challengetourens mindst kraftfulde spillere viste, at fart alene ikke gør en score. Det er ikke sjældent, at Steven Tiley finder sig selv 50 meter bag sine medspillere efter drivet, men med dagens runde i 68 slag nåede englænderen til -10 og tager et forspring på tre slag med til de afgørende 36 huller.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer