Hej til golf og farvel til elitesvømning | Golf.dk
Rikke Svejgaard har målet om at få en plads på LET Acces Series i næste sæson

Hej til golf og farvel til elitesvømning

27/11 - 2017 | Martin Rahbech

Sæsonen er ikke forbi for 20-årige Rikke Svejgaard fra Varde Golfklub, for hun er med på tourskolen til Ladies European Tour i Marokko fra 6. december. Det er næstsidste etape inden Final Qualifying School, men det heller ikke målet for hende at gå hele vejen til europatouren.

- Jeg stiller mest op, fordi jeg gerne vil spille LET Access Series for at få nogle erfaringer og så måske blive professionel næste år, fortæller Rikke Svejgaard til Golf.dk

Hun bor i Esbjerg og har spillet i Varde Golfklub i denne sæson, og hun skifter til Kolding til næste sæson.

Hun forbliver altså amatør, for hun er relativ ny som golfspiller, men ikke som eliteidrætsudøver.

- Jeg fik mit bagmærke i 2012, og jeg var før elitesvømmer og med i ungdomseliten, men jeg mistede lidt motivation til det. Jeg missede adgangskravet til det nordiske mesterskab og ungdoms-OL med en tiendedel sekund. Det er jo ingenting, og det tager bare lang tid med træning hver dag, og jeg begyndte at kede mig med det. Jeg havde en kæreste, der spillede golf. Jeg havde lidt en fordom om, at det var for gamle mennesker, men det viste sig at være rigtig sjovt for mig at spille, fortæller Rikke Svejgaard.

Det sjove og kvalitet hænger sammen, for Rikke Svejgaard spiller for anden sæson med i DGU’s observationstrup.

Der er ikke andre danskere, der spiller på jagt mod Ladies European Tour til den kommende sæson. Daisy Nielsen havde ikke topresultater i sidste sæson, men har sikret sig en fin kategori på LETAS næste sæson.

De bedste danske damespillere med Nicole Broch Larsen, Emily Pedersen og Nanna Koerstz Madsen har spillet sig til en plads på LPGA, så Ladies European Tour spiller for dem en birolle. Dog er de alle tre med i sæsonfinalen i Dubai.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer