Harrington skærer ned på captain's picks | Golf.dk

Harrington skærer ned på captain's picks

09/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Paris står stadig frisk i erindringen, men en ny Ryder Cup kan allerede skimtes i horisonten. Padriag Harrington er for længst udnævnt til Europas kaptajn, og onsdag blev kvalifikationsprocessen så offentliggjort.

BMW PGA Championship, som fra i år spilles i september, indleder kvalifikationen. Den løber et helt år og slutter på Wentworth i 2020.

Ligesom i kvalifikationen til Thomas Bjørns hold kommer spillerne til at gange point indtjent til Ryder Cup-listerne med halvanden i de sidste måneder for at sikre, at flere formstærke spillere kommer med til Whistling Straits. Der vil stadig ikke kunne indtjenes point andre steder i verden samme uge, som der afvikles en turnering i Rolex Series.

Én ting er ny. Harrington ønskede sig en ændring fra fire til tre captain's picks. Og det gik den europæiske  turneringskomité med på. Således kvalificerer fire spillere sig fra European Points List, fem fra World Points List, og de tre sidste vælger Harrington sidst i september næste år.

- Ved mange lejligheder har jeg sagt, at en af årsagerne til den senere europæiske succes i Ryder Cup er kontinuitet. Det er et tema, som vil være fremherskende gennem mit kaptajnskab, og jeg tror, man kan se det i kvalifikationsprocessen til 2020 holdet.

- Når det er sagt, er jeg glad for, at turneringskomitéen gik med til at ændre antallet af wild cards. Jeg har talt med en række spillere angående den niende spiller som automatisk kvalificeret, og min erfaring siger mig, at en spiller er mere komfortabel, når han har kvalificeret sig, og der er bevæggrunden for ændringen.

- Jeg er også begejstret over at starte og slutte processen ved BMW PGA Championship på Wentworth. Det er en af vores mest prestigefulde turneringer, som bliver spillet på en ikonisk bane og på hjemstedet for europatouren, og det vil styrke narrativet omkring kvalifikationsprocesssen, udtaler Harrington.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer