Har Danmarks mænd mistet major-magien? | Golf.dk
Søren Kjeldsen under tredje runde i The Open på Royal Troon i 2016 - sidste gang en dansk herrespiller er sluttet i top 10 i en major.

Foto: Getty Images

Har Danmarks mænd mistet major-magien?

05/04 - 2021 | Jesper Frigast Larsen

Når the Masters, årets første major, indledes på Augusta National i Georgia på torsdag den 8. april, bliver det ligesom i 2020-udgaven uden dansk deltagelse. Og med kun en enkelt dansker i top 100 på verdensranglisten - i skikkelse af Rasmus Højgaard på en 88. plads - ser det ud til, at det kan have lange udsigter, før end drømmen om en mandlig dansk major-vinder kan opfyldes.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. Indtil for få år siden var det ganske almindeligt, at en major havde deltagelse af 3-4 danske spillere, og deltagelse er jo den første forudsætning for at kunne vinde…

Danskerne har gjort det godt gennem årene. Faktisk er en dansk herrespiller hele 17 gange i perioden 1998-2016 sluttet i top 10 i en major, og danske spillere har været med fremme i alle fire majors.

P.t. er det de danske damer, der ligger bedst til, og andetsteds på Golf.dk fortæller vi om Nanna Koerstz Madsens flotte tredjeplads i kvindernes major, ANA Inspiration. Så mens vi venter på, at brødrene Højgaard m.fl. for alvor vil blande sig verdenselitens absolutte top, kan vi passende kaste et blik på de største danske sejrschancer i herrernes majors gennem tiderne.

Golf.dk har - helt for egen regning - rangeret de 17 top 10-placeringer. Ikke efter den direkte placering, men efter hvor tæt på sejren, spilleren var. I dag rangerer vi placeringerne 11-17, og i morgen tæller vi ned med de ti bedste præstationer, hvor top tre var virkelig tæt på at vinde…

17. Søren Kjeldsen, The Open 2016

Søren Kjeldsen lagde stærkt ud med en 67'er på Royal Troon i The Open 2016, og det placerede ham på en 4. plads. En 68'er i anden runde bragte ham op på 3. pladsen, tre slag efter Phil Mickelson. Weekendens runder på 75 og 72 betød, at Søren Kjeldsen røg ned som nr. ni, hele 18 slag efter den suveræne svenske vinder Henrik Stenson, men Kjeldsens niendeplads er indtil videre stadig den seneste top 10-placering, en dansk herrespiller har præsteret i en major.

16. Søren Hansen, The Open 2009

En stærk slutspurt sikrede Søren Hansen en top 10-placering ved The Open på Turnberry i 2009, men med scores på 68, 72 og 74 var Hansen ikke med helt fremme i de første tre runder. En flot afslutningsrunde i 67 betød dog, at Søren Hansen sluttede på en 8. plads, blot tre slag fra Stewart Cink og veteranen Tom Watson. Cink vandt efter et fire hullers omspil.

15. Thorbjørn Olesen, The Open 2012

Der var fire danskere til start i The Open 2012, og det var den 22-årige Thorbjørn Olesen, der klarede sig bedst på Royal Lytham & St. Anne's. En strålende 66'er i anden runde bragte ham op på en 4. plads, efter tre runder lå han nr. 7, og selvom sidste runde blev på 74, var det nok til at give Olesen hans første top 10-placering i en major med en delt 9. plads. Vinder blev Ernie Els, syv slag foran Olesen.

14. Thomas Bjørn, The Masters 2014

Thomas Bjørn beviste ved The Masters 2014, at han bestemt ikke var færdig med at spille god golf, selvom han havde rundet de 43 år. Efter en anden runde i 68 lå Bjørn nr. tre, og selvom de to sidste runder hed 73 og 74, holdt Bjørn sig i top 10 på en 8. plads, otte slag efter den suveræne vinder Bubba Watson.

13. Søren Kjeldsen, PGA Championship 2009

Søren Kjeldsen holdt sig i top 10 gennem hele turneringen, efter at hans første runde i 70 slag havde placeret ham på en 9. plads. Før sidste runde lå Kjeldsen nr. seks, 5 slag efter Tiger Woods, som lignede en sikker vinder. Men i sidste runde måtte Woods nøjes med en 75'er, og den koreanske overraskelse Yang Yong-eun vandt med tre slags forspring til Woods. Kjeldsen gik i 74, men holdt sin 6. plads, syv slag efter Yang.

12. Thomas Bjørn, The Open 1998

The Open 1998 var Thomas Bjørns tredje optræden i en major. På Royal Birkdale indledte Bjørn med en 68'er, som blev fulgt op af en 71'er. Den placerede ham på en 5. plads, blot to slag fra den førende amerikaner Brian Watts. Med en 76'er i tredje runde satte Bjørn et par slag til, men med 71 i sidste runde sikrede Bjørn sig sin - og Danmarks - første top 10-placering i en major. Bjørn blev nr. ni, seks slag efter Mark O'Meara og Brian Watts. O'Meara vandt efter omspil.

11. Thorbjørn Olesen, The Masters 2013

Thorbjørn Olesen startede The Masters 2013 med en 78'er, men han klarede cuttet med en 70'er i anden runde, og så gav danskeren den ellers gas. To flotte 68'ere i de to sidste runder bragte Thorbjørn Olesen op på en samlet 6. plads i fire under par, fem slag fra Adam Scott og Angel Cabrera, der måtte ud i et omspil, som Scott vandt.

Se med på Golf.dk i morgen, hvor vi bringer top 10 over de bedste danske mandlige major-præstationer!

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,177,438
  • Unique Visitor:178,258
  • Registered Users:166,918
  • Unregistered Users:31,317
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,334
  • Unpublished Nodes:318
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.239.150.57
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:12,308
    • This week:102,375
    • This month:413,325
    • This year:3,178,092

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk