Hansen solidt i forfølgergruppen | Golf.dk
Joachim B. Hansen har spillet sig til en fin chance for at blande sig i toppen i Sydafrika

Foto: Getty Images

Hansen solidt i forfølgergruppen

08/12 - 2017 | Martin Rahbech

Det er en måske sparsom kategori, Joachim B. Hansen fik ud af Q-School til europatouren, men hans kategori 22 bliver udnyttet optimalt.

I sidste uge blev han nummer 15 ved Australian PGA Championship, og i denne uge er turen gået til Johannesburg og Joburg Open.

Det er en kæmpe turnering med 240 spillere til start på Firethorn Course og Bushwillow Course. Men i weekenden bliver det en mere almindelig turnering med 65 spillere i finalefeltet.

Lørdagens felt er ikke helt på plads, for tordenvejr satte spillet på pause. Det skal gøres færdig fra 7.30 lørdag morgen og tredje runde spilles fra to teesteder.

Ingenting kan dog ændre på, at Joachim B. Hansen er klar til at spille med i topstriden.   

Han spillede fredag Bushwillow Course i 67 slag (-4) med fem birdies og én bogey. Samlet er han i -10 på den delte femteplads.

Han er fire slag efter Tapio Pulkkanen, der er rookie på europatouren efter han er rykket op via Challenge Touren- Men finske Pulkkanen har vist sit topniveau på de første to runder, som han har spillet uden bogeys og med 14 birdies deraf seks på stribe fra starten af anden runde.

Jeff Winther imponerede fredag med en 66’er (-5) på Bushwillow Course og samlet er han i -7 på 19. pladsen.

Anders Hansen missede cuttet, selv om han brød på begge baner. Han ligger på 100. pladsen i -2.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer