Hansen og Perez i direkte kamp om challengetouren | Golf.dk
Joachim B. Hansen er 18 huller fra at blive den anden danske vinder i challengetourens 29-årige historie.

Foto: Getty Images

Hansen og Perez i direkte kamp om challengetouren

02/11 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Det sidste slag er slået, slagmarken forladt. Over Al Hamra Golf Club blæser stadig en strid vind, som eftermiddagen igennem satte spillerne på en hård prøve. De 45 deltagere mangler kun 18 huller, inden hele to førstepladser bliver afgjort.

Det gælder kampen om Ras Al Khaimah Challenge Tour Grand Final, og så er der pengelisten, Road to Ras Al Khaimah.

Otte spillere startede ugen med en chance for at vinde challengetouren, men inden lørdagens afgørelse er der realistisk set kun to mand tilbage i kampen – Joachim B. Hansen og Victor Perez.

For anden dag i træk var Hansen rundt uden bogeys, for anden dag i træk lavede han fem birdies, og for anden dag i træk var spillet fra tee til green helt i top.

- Mit wedgeslag på hul fem fra 51 meter; der var jeg lige ved at slå den i hul. Det var rigtig lækkert, sagde Hansen efter runden.

Det var et ud af en håndfuld slag, han ikke kunne eksekvere bedre om han så fik 100 forsøg. Normalt slår han på en runde et sted mellem et og fire af den slags slag, der ikke kan sættes en finger på. 

Det sublime wedgeslag førte til dagens tredje birdie. Han lavede fire på de første ni huller, og grunden til, at det blot blev til en enkelt på bagni, var ligesom de første dage at finde på greens.

Et birdieputt fra fire meter på første hul er det længste, han har dumpet i koppen gennem de første 54 huller. Det, han fik i for par på hul 17, var næsten ligeså langt og mindst ligeså vigtigt. Derimellem var der en række spildte chancer, heriblandt to fra halvanden meter, men Hansen finder sig alligevel med fremme, inde i kampen om sejren.

- Jeg manglede lige at hole nogle birdieputts her på de sidste ni huller, men den ville ikke lige rulle i. Så fik jeg til gengæld en god par på 17, så det var vigtigt.

- Der er ikke meget, der er faldet i indtil videre i turneringen, men det kan være, det kommer snart, sagde han. Inshallah!

I det lange spil har han ikke brug for gudernes hjælp – ingen af dem.

- Det var super godt, lød den overordnede konklussion.

- Det er stabilt, det er et godt sted. Jeg har slået den forholdsvis tæt på pinden i dag og givet mig selv rigtig mange chancer, så det har været rigtig fedt. 

Det lange spil har bragt Hansen 10 under for turneringen, og det rækker til en sjetteplads inden det hele skal afgøres. Dagens 67'er var den bedste score i feltet, kun matchet af Jack Senior og den førende spanier, Adri Arnaus. Der er fire slag mellem Hansen og førstepladsen, men ligeså interessant er det, hvad afstanden er op til Perez.

Den 26-årige franskmand er inde i en utrolig formkurve. Han er ikke sluttet uden for top-15 siden tidligt i august, og alene i løbet af de seneste tre turneringer har han indspillet 90.000 euro. Størstedelen af den sum kom i hus via sejren i Foshan Open for to uger siden, og en ny sejr kan meget vel være under opsejling. Perez brugte 69 slag og spillede sig frem til en delt andenplads i -11.

- Jeg føler, jeg har spillet godt i et stykke tid, så det er en viderebygning på nogle ting. Men med golf er det ret besværligt, og man må bare gøre, hvad man selv tror på er rigtigt, og forhåbentlig klikker det hele på et tidspunkt, og det har det gjort for mig i de seneste tre måneder, sagde han, da scorekortet var underskrevet.

For udfordreren til den samlede førsteplads er det meget simpelt. En andenplads denne uge er 47.000 euro værd, og han har 47.024 euro op til Hansen i spidsen for Road to Ras Al Khaimah. Derfor tæller kun en sejr, hvis han skal slutte året som nummer ét og snuppe de 30.000 euro i bonus.

Hvad det kommer til at kræve lørdag, kan Perez ikke sige noget om. Hvis han har et nummer i hovedet, vil han i hvert fald ikke ud med det.

- Det kommer til at afhænge af vejret. Hvis det blæser igen i morgen, er alt under par en god runde, men hvis det er en smule mere roligt i vejret, kommer det til at kræve en lidt lavere score. Det er svært at sige. 

- I dag var det virkelig svært at ramme fairway på bagni på grund af sidevinden, og i det øjeblik, man spiller fra roughen, bliver det utroligt krævende. Hvis vinden var direkte med eller imod, ville det være en lidt anden historie, men med vind fra siden skal man være utrolig præcis med hvilken linje bolden starter på og sørge for, at træffet er perfekt, for ellers spiller man videre fra roughen, og det giver problemer, lød det fra nummer to på pengelisten.

Selv hvis Perez skulle løbe med sejren på Al Hamra Golf Club, så kan Hansen slutte øverst på Road to Ras Al Khaimah med en tredjeplads. Men det er ikke noget, den 28-årige dansker fylder hovedet med. I stedet fokuserer han på titlen.

- Jeg prøver at tage det som en helt almindelig turnering og gøre det bedste, jeg kan. Selvfølgelig er der en realistisk chance for sejr. Jeg skal bare ud at jagte nogle birdies, og så se, hvad det bliver til, sagde han på vej mod en sen frokost.

Som om det ikke var spændende nok i sig selv, har resultaterne flasket sig sådan, at de to aspiranter til den samlede sejr på challengetouren kommer i bold sammen lørdag. De går på banen til næstsidste start klokken 07.28 dansk tid med amerikanske Sean Crocker som det tredje hjul.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer