Hansen og Fitzpatrick i førerbold | Golf.dk
I løbet af sine 123 turneringer på europatouren har Joachim B. Hansen tjent lidt over en million euro. Det beløb står han til at fordoble, hvis han løber med sejren i Italian Open.

Foto: Getty Images

Hansen og Fitzpatrick i førerbold

11/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det meste af fredagen var Joachim B. Hansens navn øverst i stillingen ved Italian Open, men sent på eftermiddagen rykkede Matthew Fitzpatrick forbi danskeren. 

Fitzpatrick har fem sejre på europatouren, og det kommer ikke som nogen overraskelse, at han er velspillende på en bane som Olgiata Golf Club, hvor præcision er et hovedkriterie for succes.

Fredag lavede han syv birdies og en bogey, hvilket gav 65 slag. Med dagens bedste score – delt med Lucas Herbert – nåede Fitzpatrick til -10 samlet. Det er et slag bedre end Hansen, som var rundt i 66 slag.

Spillerne bliver sendt ud to ad gangen, og det betyder, det bliver en dansk-engelsk førerbold lørdag. 

Mens ugen kan udvikle sig til den største i Hansens karriere – en tredjeplads i Scottish Open 2013 er hans bedste resultat indtil nu – så er han ikke den eneste dansker, som kan få enhovedrolle at spille i weekenden.

Der hersker en smule tvivl om Kjeldsens score, men det burde ligge fast, at han er sikkert med videre til finalerunderne i Rom. I stillingen er Kjeldsen noteret for 70 slag fredag, -1, men kigger man nærmere på de individuelle hulscores, løber scoren op i 71 slag. 

Tager man stillingen for gode vare, er den 44-årige tidligere verdensmester på 21. pladsen i -4, og derfra er der kun seks slag til toppen af stillingen.

Cuttet faldt i par, og det var hverken Jeff Winther eller Thomas Bjørn i nærheden af at klare. Winther brugte 75 slag og sluttede +4 samlet. Bjørns 78'er gav en total i +12 og en placering blandt de sidste.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer