Hannah Greens gennembrudsår nåede et nyt højdepunkt i Portland | Golf.dk
Hannah Green startede året uden for top-100 på verdensranglisten. Med sejren i Cambia Portland Classic rykker hun ind i top-20.

Foto: Getty Images

Hannah Greens gennembrudsår nåede et nyt højdepunkt i Portland

02/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Teenageren Yealimi Noh havde de bedste kort på hånden på vej ind til finalerunden ved Cambia Portland Classic. I løbet af de første tre dage havde amerikaneren, der var gennem mandagskvalifikation for at få adgang til turneringen, opbygget et forspring på tre slag i et felt, der blandt andet talte verdensranglistens nummer et og to.

Det var verdensranglistens nummer 26, Hannah Green, som var den nærmeste udfordrer og største konkurrent til titlen på Columbia Edgewater Country Club.

I den førerbold indtog 22-årige Green rollen som den rutinerede spiller- en ganske ny oplevelse. Det er mindre end halvandet år siden, hun spillede sin første major, og det er kun lidt over to måneder siden, hun vandt for første gang på LPGA Tour. Det var i årets tredje major, KPMG Women's PGA Championship, og de erfaringer blev vigtige i duellen med 18-årige Noh.

Begge spillere var tre under par efter 14 huller, og dermed var Nohs forspring intakt på vej ud på de afgørende huller. Green kom et slag nærmere med en birdie på 15., og da banen krævede en bogey fra Noh på 16., var det helt åbent.

Green trillede et putt fem meter i hul for birdie på 17. hul for at udligne, og da Noh fik bogey på turneringens 72. hul, kunne Green rulle sit par putt fra to meter i hul for karrierens anden sejr. 

Den kom, efter hun havde skabt et forspring på fem slag halvvejs i turneringen, blot for at gå over par lørdag. Det var et klassisk eksempel på, hvor afgørende det mentale er for succes i golf.

- Det er spøjst. Jeg tror, jeg var mere nervøs i går, end jeg var i dag, fordi jeg vidste, at jeg havde turneringen i mine hænder med et forspring på fem slag. Jeg var overrasket over, hvor forskellige forholdene var fra fredag til lørdag, og jeg havde virkelig svært ved at få mine slag mod green og min putting til at passe.

- I dag føltes helt anderledes, og jeg kan bestemt sige, det at have erfaringerne fra KPMG klart hjalp mig, specielt på de sidste fem huller; hænge i og forblive tålmodig, sagde Green efter sejren.

Det blev til en 67'er søndag og en samlet score i -21, et slag foran Noh. Brittany Altomare sluttede på tredjepladsen i -17.

De tre danske deltagere i Portland misssede alle cuttet. Forude venter tre ugers turneringspause, inden LPGA Touren er tilbage i aktion. 

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer