Halv god turnering og halvt på vej til superligaen | Golf.dk
Lucas Bjerregaard gjorde endnu en gang en god figur i en vigtig European Tour-turnering.

Halv god turnering og halvt på vej til superligaen

13/11 - 2018 | Claes Meldal

Power Rankings: Lucas Bjerregaard spillede en halv superturnering, og flere danskere ligger lunt i svinget halvvejs gennem tourskolefinalen på European Tour.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 11 i Nedbank Golf Challenge (European Tour)
Præmiepengene bliver drysset gavmildt ud over de spillere, der holder sig til i toppen af de sidste turneringer på European Tour – og det gør Lucas Bjerregaard med største selvfølgelighed. Efter en sløj første og tredje runde i 75 slag slog han til med en brillant 65’er søndag. Det sendte ham 33 pladser op ad leaderboardet. Det er åbenbart nok at spille en halv god turnering, hvis bare det gode er virkelig godt.

2. Jeff Winther
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Ligger nr. 9 i Q-School Final Stage (European Tour)
Der er rigtig lang vej endnu – 54 huller for at være helt præcis – men Jeff Winther er lige nu bedste bud på en dansker i den forjættede top 25 på tourskolen, som tager et fuldt kort til European Tour i næste sæson. Winther har haft svært ved at etablere sig på European Tour i år, men det ser ud til, at formkurven topper på det helt rigtige tidspunkt.

3. Christian Gløët
Sidste uge: 5
Seneste resultat: Ligger nr. 19 i Q-School Final Stage (European Tour)
Christian Gløët er den anden af de syv danske deltagere i Final Stage, som ligger på den rigtige side af drømmegrænsen halvvejs inden i tourskolens finale. Fraset en enkelt dobbeltbogey har Gløët undgået de store katastrofer, og han har kun en enkelt bogey på kortet efter de første 54 huller. Solidt arbejde.

4. Anders Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Ligger nr. 37 i Q-School Final Stage (European Tour)
Alder er absolut ingen hindring for at gøre en god figur på tourskolen. Anders Hansen er efterhånden blevet 48 år, men hverken det lange eller det korte spil fejler noget. Han var direkte kvalificeret til finalen, og indtil videre har han ingen problemer med at holde sig til. Han har hældt 18 birdies i koppen på de første tre runder og ligger kun to slag fra top 25.

5. Nicolai Tinning
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Ligger nr. 60 i Q-School Final Stage (European Tour)
En placering som nr. 60 virker måske ikke prangende, men tourskolen er en maraton, ikke en sprint. Nicolai Tinning har tre runder til at hente de fem slag, han har op til top 25, og i første omgang gælder det om at klare cuttet efter 4. runde, hvor feltet snævres ind til 70 spillere. Det kræver dog, at han rejser sig efter mandagens kolde dukkert i form af en 75’er med fem bogeys og en dobbeltbogey.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer