Højgaard-brødrene tager hver sin retning i Slovakiet | Golf.dk
Brødrene Højgaard var begge med i toppen efter fredagens runde.

Foto: Brian Rasmussen

Højgaard-brødrene tager hver sin retning i Slovakiet

06/07 - 2019 | Kasper Ørkild

En runde i 67 slag betyder, at 18-årige Rasmus Højgaard fortsat kæmper med i den sjove ende af tabellen i Slokaviet, hvor D+D Real Slovakia Challenge spilles disse dage.

Dermed er danskeren på vej mod endnu et topresultat på Challenge Touren i sin debutsæson som professionel.

Rasmus Højgaard ligger inden finalerunden på en delt 6. plads i selskab med australske Josh Geary. I -11 har de fem slag op til Darius van Driel på førstepladsen.

Fem birdies og 13 pars udgjorde et meget kontrolleret scorekort for Gyttegård-spilleren. 

De samme ord er svære at bruge om tvillingebrorens lørdag på banen. Nicolaj Højgaard var nemlig ni slag over par efter 12. hul, da han havde en lang række bogeys og to double bogeys på tredje runde. 

Fire birdies på vej ind mod klubhuset hjalp ikke meget på dagen, og med en runde i 77 slag faldt han tilbage på en delt 55. plads. 

Dermed er det kun Rasmus Højgaard, der med Dannebrog ud for sig kæmper med om sejren. Nicolai Tinning ligger nemlig på en delt 48. plads i Slovakiet. Lørdag kom han ind fra runden en score i -1 og er samlet tre under par.

Marcus Helligkilde, Jeppe Huldahl, Martin Leth Simonsen og Christian Gløet missede alle cuttet ved turneringen.

Se hele stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer