Hæder til danske college-spillere | Golf.dk
Karen Fredgaard i landsholdstrøjen. Hun imponerer for tiden i Texas.

Foto: Brian Rasmussen

Hæder til danske college-spillere

08/11 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Det går strygende for flere af Danmarks repræsentanter på den amerikanske college-scene. 

Nicole Lørup har netop vundet to turneringer lige i streg, og danmarksmesteren i hulspil, Cecilie Finne-Ipsen har også taget sin første skalp i Amerika.

Nu har to andre danskere så udmærket sig.

På University of Houston er Karen Fredgaard for første gang blevet kåret til American Athletic Conference Golfer of the Month. Kåringen kommer, fordi hun med en stærk og stabil indsats har hjulpet sit collegehold, The Cougars, til en række fine resultater.

Asserbo-spilleren leverede blandt andet fem scores under par på bare to turneringer (á tre runder). I en enkelt turnering gik hun tre runder i træk i 60’erne. Hendes 54-hullers score på 205 slag er rekord for universitetets damehold.

I Florida kan John Axelsen bryste sig af, at han er blandt de 20 nominerede til The Haskins Award, som er en prestigefyldt pris, der årligt gives til den mandlige college-golfer, der har udmærket sig mest.

Blandt de tidligere vindere af prisen, som Axelsen altså kandiderer til, er folk som Phil Mickelson, Tiger Woods, Luke Donald og Justin Thomas.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer