Hæder til 25-års-jubilaren | Golf.dk
Simon's Golf Club blev kåret som Danmarks bedste bane ved den femte udgave af World Golf Awards

Foto: SImon's Golf Club

Hæder til 25-års-jubilaren

09/11 - 2018 | Henrik Søe

Endnu en golfsæson er ved at nærme sig sin afslutning, og når året går på hæld, er det traditionen tro også blevet tid til kåringer.  

En af disse kåringer hedder World Golf Awards, som hvert år uddeler priser og hæder i en masse forskellige kategorier i golfbranchen verden over.

En af kategorierne hedder Danmarks bedste golfbane, og her blev Simon’s Golf Club i år stemt ind som den bedste i et felt af nominerede, der også talte Holstebro, Esbjerg, Lübker, Silkeborg og The Scandinavian (Old Course), der vandt prisen i både 2017 og 2016.

Simon’s, der i år fejrer 25 års-jubilæum, dannede i forsommeren ramme om Senior Tour-turneringen Shipco Masters, og de store stjerners besøg har givetvis også været med til at skabe ekstra opmærksomhed om det nordsjællandske anlæg i den forgangne sæson.  

- Folk må naturligvis tage disse afstemninger for, hvad de er, men vi er meget stolte over at blive kåret som Danmarks bedste bane. Som det fremgår af de andre nominerede, findes der mange gode baner i Danmark, men vi synes - hånden på hjertet - at vi hører til blandt de bedste. Og vi har en bane, som i vores jubilæumsår har stået superflot - ikke mindst i forbindelse med Shipco Masters, siger Helle Kongsted, der er Administration Manager i Simon’s Golf.

I kategorien “Bedste danske golfhotel” vandt Himmerland Golf & Spa Resort æren for femte gang i træk, mens Golf Plaisir i år tog titlen som "bedste danske golfrejseoperatør".

World Golf Awards har stor fokus på golfturismen, og i en af de mere prestigefyldte kategorier, nemlig prisen for verdens bedste golfdestination, kunne Portugal lade sig hylde for femte gang på stribe. Som verdens bedste golfbane i 2018 stemte brugerne igen på St. Andrews Old Course, der også har vundet den titel hvert år, siden de første priser blev uddelt i 2014.

Som altid, når golfbaner og lignende rangeres i kåringer, danner det grobund for diskussioner om procedurer og hvorfor, hvordan og hvorledes. Priserne ved World Golf Awards er baseret på stemmerne fra de brugere og virksomheder, der registrerer sig og stemmer i de forskellige kategorier.

Læs mere om World Golf Awards.

User Comments:

  • Spiller gerne 50runder om året i Simons

    10/11 - 2018 | Søren Aaby

    Håber snart jeg får min første Hole in One ........ får man stadig et Bag Tag fra Nykredit ? Flere af mine golfvenner fra klubben har forlængst sikret sig et sådan.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer