Hårdt exit for Lasse Jensen | Golf.dk
Lasse Jensen var tæt på, men endte med endnu et misset cut.

Foto: Getty Images

Hårdt exit for Lasse Jensen

20/04 - 2018 | Martin Rahbech

Det var tæt på mørke, da Lasse Jensen spillede sit sidste hul på Royal Golf Dar Es Salam, og det blev en hård afslutning på en hård runde for Lasse Jensen.

Han sluttede med en dobbeltbogey på par-3 hullet 9. Han havde brug for en birdie for at klemme sig med i finalefeltet, men endte tre slag derfra på 91. pladsen.

Lasse Jensen har ikke klaret cuttet siden januar og har fem missede cuts på stribe, og det var en barsk omgang fredag.

Da han startede ud på 2. runde var han på 53. pladsen i +2, og det var indenfor cuttet.

Runden rykkede lidt rundt på cutgrænsen, og det ser ud til at ende i +3, så det er en tung omgang for Lasse Jensen. 

De resterende fire danskere udspillede hurtigt deres roller.

Søren Kjeldsen sluttede på 119. pladsen i +8, Lucas Bjerregaard og Thomas Bjørn blev nummer 128 i +9, og Jeff Winther blev nummer 141 i +7.

Álvaro Quirós er jo et kendt navn, men mest for præstationer tidligere i karrieren. Han vandt seks gange på europatouren fra 2006 til 2011, men så dykkede præstationerne. Han var helt nede på 703. pladsen på verdensranglisten og måtte flere gange omkring Q-School. Han vandt dog igen i 2017, så nu er lykken måske vendt for den 35-årige spanier.

Han er efter en anden runde i 70 slag alene i spidsen i -7.

Link til stillingen
 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer