Gyttegårds danmarksmestre fik endefuld, mens Smørums åbnede med sejr | Golf.dk
Smørum lagde ud med en sejr i første runde af Santander Divisionen.

Foto: Henrik Schou

Gyttegårds danmarksmestre fik endefuld, mens Smørums åbnede med sejr

04/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Første runde af damernes Santander Division bød i øst på et opgør mellem de seneste to års vindere. Det blev de forsvarende mestre fra Smørum, som sejrede 8-4 over Hillerød.

Foursomes blev delt i porten, men i løbet af eftermiddagen afgjorde Emma-Sofie Larsen, Natacha Høst Husted og Louise Markvardsen det til Smørums fordel.

I gruppens andet opgør gæstede oprykkerne fra Helsingør Kokkedal, og selvom nytilkommerne var foran 3-1 efter foursomes, så var det værterne, der løb med sejren på 7-5.

I vest led oprykkerne, Odense, også nederlag, da de tog på besøg i Aalborg. Daisy Nielsen hentede point sammen med Julie Carslund Kristensen, og den tidligere LET-spiller vandt også sin single sikkert. Værterne vandt 8-4 og lagde sig dermed på førstepladsen i gruppen.

Vejles hjemmekamp mod Mollerup sluttede 7-5. Gæsterne bragte sig foran ved pausen, men med tre singlesejre sikrede Vejle sig den fulde pointhøst.

Senest vi så noget til herrernes Santander Division fejrede Gyttegård danmarksmesterskabet på behørig vis, men da den nye jagt på guldet blev indledt, kom mestrene – uden Rasmus og Nicolai Højgaard - hurtigt ned på jorden igen.

Turen gik til Brønderslev, og det point, Lars Christensen og Martin Kamp fik for at dele deres foursome mod Morten Hedegaard og Christoffer Lange, var det eneste, gæsterne skrabede til sig. Brønderslev sad på det hele og vandt 17-1.

Det blev anderledes tæt i Aalborg, hvor Koldings oprykkere kiggede forbi. Én foursome vandt Aalborg på 13. hul, én single vandt Mathias Bærholm på 14. hul for Kolding, men da slagmarken blev forladt, havde Kolding vundet 10-8.

Også i øst blev det til overbevisende sejre. Smørums oprykkere tog til Kokkedal og var bagud 6-0 efter foursomes. Gæsterne vandt to ud af fem singles, men introduktionen til Santander Divisionen endte med et nederlag på 14-4.

Samme cifre vandt Odense Eventyr med. Hjemme mødte de Furesø, og det blev til sejre i alle tre foursomes og de tre første singles, før gæsterne fik pyntet på resultatet.

Damernes danmarksturnering
Herrernes danmarksturnering

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer