Gylden uge kan forvandle Lucas’ karriere | Golf.dk
Lucas Bjerregaard blev nummer fire ved WGC - Dell Technologies Match Play.

Foto: Getty Images

Gylden uge kan forvandle Lucas’ karriere

01/04 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Danmarks bedste golfspiller hedder nu Lucas Bjerregaard. Selvom han natten til mandag tabte sin sidste match til Francesco Molinari med 4&2 vil han overhale Thorbjørn Olesen på verdensranglisten.

Lucas Bjerregaard har det tilsyneladende som en fisk i vandet i USA.

Fjerdepladsen ved WGC - Dell Technologies Match Play er et af de bedste danske resultater på amerikansk jord nogensinde. Og det er det næstbedste danske resultat nogensinde ved et World Golf Championship, kun overgået af Thorbjørn Olesens tredjeplads i Akron, Ohio i sommeren 2018..

Thomas Bjørns 2. plads ved PGA Championship i 2005 og Anders Hansens 3. plads ved samme turnering i 2011 står fortsat som de to bedste danske transatlantiske præstationer.

Men Lucas’ fjerdeplads i Austin ligger i kvalitet tæt op af de 6. og 7. pladser, som Søren Hansen, Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen har opnået i de amerikanske majors. I høj grad fordi han uanfægtet gjorde det onde ved superstjerner som Justin Thomas, Henrik Stenson og Tiger Woods på sin vej.

Danmarks bedste spillere har altid haft svært ved at finde fodfæste i Guds eget land. Thomas Bjørn, Anders Hansen, Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen har alle uden held forsøgt at etablere sig på PGA Tour.

Men Lucas Bjerregaard, der traditionelt altid har gemt sit bedste spil til om efteråret, har ladet det ene gode forårsresultat efter det andet rasle ud af ærmet i USA.

Hans 12. plads ved Honda Classic var den næstbedste danske debut nogensinde i en regulær turnering på PGA Tour. Og hans 30 plads ved The Players var mere end godkendt, også set i det lys, at ingen dansker nogensinde var sluttet højere end nummer 22 i den turnering.

Og det kan godt være, at det efter en euforisk fredag var noget af et antiklimaks at se Lucas Bjerregaard falde i semifinalen mod Matt Kuchar og senere i den såkaldte trøstematch mod Francesco Molinari.

Men selvom ugen sluttede med to triste sange, så har Lucas Bjerregaard alligevel givet noget, der minder om sit livs koncert - med sejre på samme dag over Henrik Stenson og Tiger Woods som højdepunkter, der bragte publikum i ekstase.

At slå Tiger Woods i direkte dyst gør dig udødelig i golfens verden. I USA taler man stadig om australske Nick O’Hern, men det er også kun fordi, han to gange slog Tiger Woods i WGC - Match Play.

Mange uden for Danmarks grænser vil huske Lucas Bjerregaard for hans sejr over Tiger. Det kan gøre det lettere for Lucas Bjerregaard at få sponsorinvitationer, som den han har fået til Valero Texas Open i den kommende uge (omend han allerede havde sikret sig den, inden han slog Tiger Woods og Henrik Stenson lørdag)

Men måske får Lucas Bjerregaard slet ikke brug for sponsorernes velvilje for at spille sig til fuldt medlemskab af PGA Touren..

Med fjerdepladsen på Austin Country Club tjener han 574.000 dollars. Det er karrierens næststørste check efter de 695.000 euro, han vandt på St. Andrews i efteråret med sejren i Alfred Dunhill Links Championship.

En tredjeplads havde været nok til allerede nu at sikre ham midlertidig kategori på PGA Tour. Den fik han ikke, men den 27-årige dansker har god mulighed for at sikre sig kortet til PGA Touren over resten af året.

Fjerdepladsen betyder, at han for kun femte gang i karrieren henter flere end 20 verdensranglistepoint i en enkelt turnering. Det vil sende ham et godt stykke ind i verdens top-50, og for kun anden gang i karrieren vil han være verdens højest rangerende dansker.

Kan han blive i top-50, vil han komme ind i alle majors (han er allerede sikker på de tre), ligesom han vil kunne komme ind i den prestigefyldte The Memorial, som har Jack Nicklaus som vært. Endelig kommer han også ind i årets sidste WGC, som spilles i juli. De seks starter plus Valero Texas Open kan vise sig at være rigeligt til at spille sig til et tilbud om fuldt medlemskab af verdens største golftour.

Hvis han ønsker at spille PGA Tour sideløbende med europatouren, kan han indtil videre gøre det i ro og mag, i og med han er sikret spilleret på europatouren til og med 2020 på grund af hans sejr ved Alfred Dunhill Links Championship.

Hvis Lucas Bjerregaard bliver den dansker, der endegyldigt slår igennem i USA, vil han se tilbage på denne uges hulspilsturnering som et afgørende skridt på vejen.



 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer