Gulddrenge nær toppen - Spieth og McIlroy helt lige før weekenden | Golf.dk
Rory McIlroy slår ud på hul 7. Han er inde i kampen om at vinde Masters og dermed blive den kun sjette spiller nogensinde, der vinder alle fire majors.

Foto: Getty Images

Gulddrenge nær toppen - Spieth og McIlroy helt lige før weekenden

06/04 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

På Golf.dk’s kontor gik snakken fredag på, at det værste, der kunne ske for The Masters var, hvis Jordan Spieth bare stak af og efterlod resten af feltet i en hørm af holede putts.

Spieth havde trods alt ramt sjette gear torsdag og lå alene i spidsen efter første runde.

Men alarmen er afblæst. Eller måske nærmere bortblæst.

En frisk vind gør denne fredag Augusta National til en vanskelig test. I blæsten bliver det vanskeligere at fastholde sine jernslag mod lige de områder af greens, der giver overskuelige putts.

Og nu har Jordan Spieth fået selskab i toppen, og det af ingen ringere end Rory McIlroy.  Begge er i fire under par, og de er de to førende af de spillere, der klokken 22.15 dansk tid har spillet anden runde færdig.

Netop de to regnes af mange som verdens to bedste - de har henholdsvis tre og fire majors, mens folk som Dustin Johnson, Jason Day, Justin Thomas, Justin Rose og Sergio Garcia alle sammen har én hver.

Jordan Spieth lod sig i hvert fald distrahere af de svære betingelser og startede dagen med en dobbelt bogey. Han gik for-ni i fire over par og kun dygtig udnyttelse af par 5-hullerne på bag-ni gav ham en hæderlig score på 74 slag.

Rory McIlroys score er til gengæld mere end hæderlig. Han kom rundt i én under par. Dermed er han i 4 under par, præcis lige som Spieth.

McIlroys 71’er lyder måske ikke af meget. Men lige nu tangerer den dagens bedste runde. Også Jimmy Walker og Chez Reavie har været rundt i 71 slag - mange spillere er dog stadig på banen.

Phil Mickelson måtte se sig selv delvist ydmyget med både en triple bogey og en dobbelt bogey. Han er i 5 over par og tæt på cutgrænsen.

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer