Grus i maskineriet | Golf.dk
Martin Leth Simonsen havde kurs mod et stort resultat på Challenge Touren, men måtte nøjes med en femteplads.

Foto: Jens Morten

Grus i maskineriet

10/11 - 2020 | Claes Meldal

Power Rankings: Martin Leth Simonsen lå med en god sejrschance efter to runder i Andalusien – men weekenden blev desværre ikke nogen dans på roser.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Martin Leth Simonsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 5 i Andalucía Challenge de España (Challenge Tour)
Martin Leth Simonsen kunne øjne en yderst velkommen sejr i Andalucía Challenge de España, da han lå på førstepladsen efter eminent spil torsdag og fredag. Der kom dog grus i maskineriet med en bogeybefængt 76’er i tredje runde, men han havde stadig chancen for at snuppe titlen i Andalusien. En finalerunde en under par var ikke helt nok til at spille med om titlen, men Simonsen holdt sig i top 5 og viste endnu en gang, at han har løftet sit niveau i år.

2. John Axelsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 36 i Andalucía Challenge de España (Challenge Tour)
John Axelsen var godt på vej mod et fint resultat, da han lå fire under par med ni huller igen af finalerunden og havde kurs mod top 15. Men så fik vi et lysende klart eksempel på, hvor hurtigt det kan gå i golf. Axelsen løb ind i fem bogeys på bagni og lavede ingen birdies til at afbøde skaderne, og så måtte han tage til takke med en 36. plads i stedet. Ærgerligt for Axelsen, men dejligt at se ham bide skeer med de bedste på Challenge Touren.

3. Emily Pedersen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 41 i Omega Dubai Moonlight Classic (Ladies European Tour)
Emily Pedersen fik mildt sagt ikke nogen kanonstart på Omega Dubai Moonlight Classic, da hun var rundt i 82 slag i første runde og lå 17 slag efter førende Caroline Hedwall. Og efter +2 på forni i anden runde så det endnu sortere ud. Men karakteristisk for Pedersen i denne sæson fik hun vendt tingene til noget positivt. Hun fik fire birdies på de sidste 27 huller og noterede ikke en eneste bogey, og det gav et kraftigt avancement frem til en slutplacering som nr. 41 ud af 56 i det lille felt.

4. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 33 i Aphrodite Hills Cyprus Showdown (European Tour)
Thorbjørn Olesen blev i den grad offer for det markant ændrede turneringsformat i Aphrodite Hills Cyprus Showdown. Danskeren havde – især i anden runde – spillet en fin gang golf og lå fem under par efter 36 huller, hvilket normalt ville være rigeligt til at klare cuttet. Men i showdown-formatet betød det, at Olesen sluttede et sølle slag på den forkerte side af top 32, som gik videre til weekenden.

5. Rasmus Højgaard
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 49 i Aphrodite Hills Cyprus Showdown (European Tour)
Rasmus Højgaard kunne med en birdie på allersidste hul i anden runde klare det benhårde cut til weekenden med deltagelse af top 32 i feltet. Men trods en eagle på 18. hul i første runde kunne han ikke gentage bedriften i anden runde. Det blev i stedet til en dobbeltbogey til Højgaard, der dermed havde udspillet sin rolle på Cypern. Det ændrer dog ikke på, at teenageren har gang i en fuldstændig fabelagtig første sæson på European Tour

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,151,406
  • Unique Visitor:142,560
  • Registered Users:161,966
  • Unregistered Users:31,183
  • Blocked Users:12,413
  • Published Nodes:15,886
  • Unpublished Nodes:295
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:18.204.42.98
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:222
    • This week:75,435
    • This month:293,944
    • This year:2,151,822

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk