Great Northern vil være helt sin egen | Golf.dk
Great Northern-tøj på Great Northern bøjler. Danmarks nye klub ønsker at brande sig selvstændigt og som en oplevelse i international særklasse.

Foto: PR

Great Northern vil være helt sin egen

08/08 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Vi sidder og spiser under en pressedag på Great Northern, da min sidemand beder tjeneren om nogle tandstikker.

De kommer prompte, og ingen er specielt overrasket over, at tandstikkerne kommer i et lille gråt etui med Great Northern-logo på.

Tjeneren forklarer også venligt, at Great Northern vil brygge sin egen øl, så gæster kan godt begynde at forberede sig på det nydesignede logo på fadølshaner eller flaskeetiketter.

Inden måltidet har klubbens administrerende direktør, Søren Vadmand, forklaret, at man på Great Northern har truffet en beslutning om ikke at co-brande sig selv med nogen. Great Northerns skal altså stå alene.

- Her giver vi det et ekstra nøk i brand-værdien. Vi forsøger at skabe detaljerne. Når du står på driving range og piller bolde af det lille tårn, så dukker vores logo op i bunden. Jeg tror, at den slags giver så meget i oplevelser, uden at folk nødvendigvis tænker over det, siger Søren Vadmand til Golf.dk.

Great Northern har derfor også skabt sin egen tøjlinie.

Cheftræner Søren Hansen har også holdt et oplæg til den samlede presse om banen og træningsakademiets fortræffeligheder, og der er ingen præmie for at gætte, hvilket logo hans tøj bærer.

Great Northern leger også med tanken om at få fremstillet sine egne sko.

GN-logoet dukker også op på dræningsriste på fairways og naturligvis på de 18 flag ude på banen.

- Det giver også mere ro og tryghed, end at der på hul ni står et reklameskilt, der basker op i dine øjne. Det er i hvert fald ikke der, hvor vi vil være, siger Søren Vadmand.

Kerteminde-banen bliver altså ikke en af dem, hvor den lokale autolakerer eller dyrlæge gør opmærksom på sig selv på teestederne.

Men Søren Vadmand gør meget ud af et pointere, at man vil en klub, der er åben for almindelige mennesker.

- Det kan være, at når folk ser disse omgivelser, så tænker de, at det ser fantastisk ud. Men jeg mener, at vi har prissat tingene, så alle kan være med. At booke en time med Søren Hansen koster ikke mere end at booke en tid med en træner et andet sted i Danmark. Og i restauranten kan vi både håndtere en ni-retters menu, samtidig med, at der er nogle, der bare skal have en burger i baren, forklarer Søren Vadmand.

Great Northern åbnede op for medlemmer i maj og fik hurtigt de 400 medlemmer, som man indtil videre vil begrænse sig til.

Ambitionen er, at man på sigt vil etablere en økonomisk drift, der er i balance. Men meget nærmere vil man heller ikke komme det lige nu.

- Jeg synes, at “på sigt” er et rigtig godt svar. Det holder vi fast i, siger Søren Vadmand, da vi spørger om en tidshorisont for, hvornår driften skal være i balance.

I næste nummer af Dansk Golf, som udkommer i slutningen af denne uge, besøger vi Great Northern og fortæller om den nye Nicklaus-designede bane. En uddybende beskrivelse af banen kan du læse her.

 

User Comments:

  • Great Northern- en komplet oplevelse

    08/08 - 2017 | Lars Stehr Jensen

    Det er ganske enkelt en fantastisk anlæg, som er færdigt og klar. Spillede banen d. 27/7 og det føltes som at gå rundt på en 10 år gammel bane. Imponerende klubhus og faciliteter og en greenfee på 900,- er ikke en krone for meget, for der er bare styr på detaljerne, helt fra ankomst, hvor man for udleveret et fornemt bagtag, til drivingrange og til en imponerende bane der står knivskarpt. Kommer helt sikkert igen og anbefaler den til alle jeg kan. Mvh Lars

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer