To grå og en rødglødende | Golf.dk
Steen Tinning

Foto: Getty Images

To grå og en rødglødende

12/03 - 2018 | Claes Meldal

Power Rankings: Steen Tinning lignede ikke en mand, der havde mulighed for at slutte i den pæne ende af leaderboardet – men så begyndte han at skyde med skarpt.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Steen Tinning
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 14 i Sharjah Senior Golf Masters (Staysure Tour)
Efter to runder på det jævne – i henholdsvis to og et slag over par – var der lange udsigter til et godt slutfacit for Steen Tinning, Danmarks eneste spiller på Staysure Tour. Nordsjællænderen ramte dog sit topniveau i finalerunden og leverede feltets bedste finalerunde i fem under par. Det betød en yderst anstændig slutplacering som nr. 14 i Sharjah.

2. Thomas Bjørn
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 34 i Hero Indian Open (European Tour)
Selvom en 34. plads ikke er noget dårligt resultat for Ryder Cup-kaptajnen, kræver det ikke den store ledvogtereksamen at analysere sig frem til, hvilken runde der kostede den danske legende et topresultat. Bjørn måtte helt op på en 79’er i lørdagens runde. Seks bogeys og en dobbeltbogey blev det til, og Bjørn var ikke imponeret af den umulige baneopsætning. ”Why?”, tweetede han til European Tour efter runden.

3. John Axelsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 15 i Southern Highlands Collegiate (college)
John Axelsen er Danmarks p.t. højest rangerede amatørspiller og er helt fremme som nr. 37 på verdensranglisten, og den slags klasse fornægter sig ikke. Som profil på University of Floridas golfhold var den tidligere Sorø-spiller med til at sikre sit hold sejren i Southern Highlands Collegiate med en individuel 15. plads efter tre stabile runder i par.

4. Rasmus Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Bonallack Trophy (amatør)
Det blev en ultratæt dyst mellem Europa og Asien i holdturneringen Bonallack Trophy, og dansk Rasmus Højgaard ydede sit bidrag til at bære europæerne frem. Højgaard vandt sammen med norske Kristoffer Reitan en foursome og en fourball, mens han var med til at tabe en fourball og sin single. Det hele endte med en asiatisk sejr med mindst mulig margen, 16,5-15,5.

5. Puk Lyng Thomsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Patsy Hankins Trophy (amatør)
Puk Lyng Thomsen og hendes europæiske var kommet i menneskehænder i Patsy Hankins Trophy, da asiaterne tørrede gulv med de chanceløse europæere. Det hele endte med 23,5-8,5 til de talentfulde asiater, men Puk Lyng Thomsen bed godt fra sig med to halverede foursomes og en enkelt halveret fourball, selvom det også blev til et fourball- og et singlenederlag mod den asiatiske overmagt.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer