Golfklub vil lokke storken til: - Vi tænker den godt må krydse grænsen | Golf.dk
Rejsegilde for storkens hjem. I Birkemose Golf Club har man nu to storkereder og håber på fjerprydede gæster.

Foto: Privat

Golfklub vil lokke storken til: - Vi tænker den godt må krydse grænsen

01/04 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Golfens Dag er af nødvendighed blevet udskudt i år. Men der findes andre, små rekrutteringsmuligheder.

I hvert fald fortæller Birkemose Golf Club, at man har nu har sat sin storkerede nummer to op på banens naturskønne areal ved Eltant og Sdr. Vilstrup.

- Med to storkereder på golfbanen, venter vi blot på, at der kommer et storkepar eller to forbi, lyder det fra club manager Claus Valter i en mail til Golf.dk.

Den ny rede er lavet i samarbejde med Eltang Skole og børnehave, som Birkemose Golf Club i forvejen har et tæt samarbejde med.

Eleverne gjorde inden den påtvungne lukning af skolerne reden klar med hestemøg og halm i et stativ, som klubben forinden havde købt. Nu har klubbens greenkeepere og frivillige sat reden op.

Klubbens første storkerede blev sat op i 2018, men det er altså endnu ikke lykkedes at lokke det graciøse væsen til Kolding. Men Birkemose insisterer altså.

- Vi tænker, at den godt må krydse grænsen, lyder det fra Claus Valter.

Den nye rede er sat op tæt på klubhuset. Ifølge Claus Valter sker det efter ekspertråd fra storkene.dk. Storken kan åbenbart godt lide at have sin rede tæt på menneskelig aktivitet, hvor rovfugle, mår og andre klatrende rovdyr holder sig væk.

Birkemose Golf Club vurderer også, at dens areal egner sig fint til storken, da der er gode fourageringsmuligheder i fredningsområdet Birkemosen.

- Der har ikke været besøg endnu, men der er observeret storke flere steder i området. Også tæt på reden, skriver Claus Valter med henvisning til klubbens første rede, der altså blev sat op i 2018.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer