Golfkarrieren slutter nu for Caroline Nistrup | Golf.dk
Caroline Nistrup har nået mange store resultater, men nu er hun færdig på college, og det er også afslutningen på golfkarrieren

Foto: LSU Athletics

Golfkarrieren slutter nu for Caroline Nistrup

13/05 - 2017 | Martin Rahbech

En af de bedste og mest lovende danske amatørspillere har taget en velovervejet beslutning om, at karrieren stopper.

22-årige Caroline Nistrup er i gang med at færdiggøre sit collegeophold ved LSU og spillede i sidste uge sin sidste turnering ved NCAA Lubbock Regional.

- Jeg har valgt at college bliver endestationen for min golfkarriere. Jeg har haft så utrolig mange fantastiske oplevelser gennem golf, både derhjemme, med landsholdet og her på college. Og jeg føler at det her er et godt tidspunkt for mig at takke af på, fortæller Caroline Nistrup til Golf.dk

Hendes tid på college har været en succes, der vil blive husket på Louisiana State University / LSU. Hun har det næstlaveste scoringsgennemsnit i historien med 73,03 med kun Madelene Sagstrom, der er rookie på LPGA med et bedre gennemsnit. 
Nistrup har en sejr og 11 top 10 resultater.
 
- Min tid på college har været uvurderlig, og jeg ville ikke skifte den ud med noget andet. Der har selvfølgelig været op og nedture, og det har ikke altid været lige nemt at få det hele til at balancere med skolen, træning og turneringer. Det har været hårdt arbejde. Men det har lært mig så mange ting, og jeg føler at jeg er vokset utrolig meget i min tid her. Overordnet har det været en fantastisk oplevelse og jeg har mødt så mange utrolige mennesker som jeg ikke ville være foruden. Lige så meget som jeg glæder mig til at komme hjem til Danmark og se familie og venner igen, lige så hårdt bliver det at forlade de venner jeg har fået her, fortæller Caroline Nistrup, der har læst en Bachelor i Sport Administration med et minor i business.

Hendes golfudstyr ryger dog ikke på genbrugspladsen.

Hun er ikke længere tilknyttet i Smørum, men hendes plan er at skifte tilbage til sin hjemmeklub i Dragør og forblive medlem der.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer