Golferens Blog: Træning – og træning… | Golf.dk
Træning for alle nationaliteter.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Træning – og træning…

28/08 - 2018 | Søren Meinertsen

I alle former for instruktioner og forslag til øvelser, som vi kan finde på nettet eller i bøger og artikler, er der altid en meget stor mangel, som man passende kan kalde input.

Input dækker alt det individuelle, som enhver golfspiller uanset evner og nuværende niveau besidder. Det individuelle er således ikke blot svingets eller boldkontaktens unikke karakter, men dækker også over en spillers fysiske fortrin eller mangler.

Jeg hører selv til dem, som altid glæder mig over, at der er instruktioner på Golf.dk, og jeg tror ikke, der er mange af disse instruktioner, som jeg ikke har prøvet, og jeg har talrige gange oplevet en forbedring i mit spil, som alene skyldes disse instruktioner, især måske de allersværeste øvelser, for her bliver man undervejs klar over, at man som spiller måske har andre fejl, som forhindrer en umiddelbar efterligning af den instruktion, der skal efterprøves.

Det drejer sig i høj grad om input, og det er her, træneren kommer ind i billedet, for når vi stiller os op sammen med en træner for at slå til en bold på den ene eller anden måde, får træneren dette afgørende input, som han eller hun kan formidle videre til spilleren i form af ændringer de rigtige steder.

Det kan være ganske, ganske små ting i opstillingen eller i grippet eller i vægtoverførsel osv. – der reelt forhindrer os i at kunne efterligne den instruktion fra en bog eller på Nettet, som vi mener vil kunne tilføje vort spil noget ekstra godt.

Det er så utroligt sjovt og berigende at spille golf, og alle golfspillere får en dejlig masse frisk luft og god motion, men når vi har remset alle golfens lyksaligheder op, skal vi ikke glemme, at er der noget, som kan gøre en golftur endnu sjovere med endnu større lyst til at sige ”en tur til”” – så er det netop at kunne spille rimeligt godt og komme lige så rimeligt sikkert rundt på banen.

Der findes naturtalenter – og der findes heldigvis rigtigt mange, der har haft fremsynede forældre, som kunne sørge for, at deres børn lærte at spille golf i barneårene, hvor alting ofte kan være nemmere.

Men hovedparten af den store gruppe, der vel nok er rygraden i enhver golfklub, er – om ikke gamle – så dog heller ikke purunge og et fællestræk for de fleste er, at golfspillet er lært i en højere alder, hvor fysikken i forhold til en 18 årig er noget mere begrænset.

Det er ikke nødvendigvis fysisk kraft - eller kondition til at kunne gå 10 km, der er så afgørende, men derimod det, vi så passende kan kalde ”et naturligt golfsving,” der ikke føles helt så naturligt for en ældre begynder som for en yngre. Forskellen er egentlig ikke musklers og seners spændstighed og ydelse, men snarere, at noget uhensigtsmæssigt ”stritter” og forhindrer det mere naturlige, som vi så ofte ser hos yngre, dygtige spillere. Det er jo et fascinerende syn, når en bold flyver af sted i en gevaldig fart, og man ser den spiller, der har udført slaget tilsyneladende slog helt afslappet, elastisk og med en flot og upåvirket finish.

Kan vi andre lære det?

Ja, jeg tror, alle kan lære det, men med nødvendige begrænsninger, som kan skyldes højere alder eller små fysiske ”skavanker.” Det kan være lidt stivhed i nakke og ryg – eller det kan være hofters eller knæs smerte ved overbelastning i nogle ellers ønskede positioner i golfsvinget osv.

Det er her, træneren igen kommer ind i billedet, for alder og ”skavanker” er simpelthen en del af det input, som man verbalt kan fortælle – men som golfsvinget også umiddelbart fortæller en træner som et input.

Jeg tror, at mange – især lidt ældre spillere – overser betydningen af at have en person til sin rådighed, som er uddannet til at kunne bedømme input og til at gøre et sving optimalt personligt. Det er muligt, det ikke bliver et sving som Tiger Woods’ – men det bliver optimalt i forhold til fysikken.

Det skal heller ikke underkendes, at en træner kan ”presse” en spiller på den gode måde, blot ved at få øje på et potentiale. Der er to gode historier om det:

Den næsten hundredårige, der endte med at blive en forrygende putter, for det havde han kræfter til.

Det er vistnok en skrøne, men pointen fejler egentlig ikke noget, for det er jo rigtigt, at puttning ikke kræver stor fysisk styrke – og på banen kan et godt putt på to meter have større indflydelse på scoren end et 200 meter drive.

Den anden historie tilskrives Arnold Palmer, der hører til den lille udsøgte skare af golfspillere, hvis navn aldrig bliver glemt.

På en clinic viste Arnold Palmer betydningen af en stor skulderdrejning og så lød en stemme: ”Mr. Palmer er vist ikke klar over, hvor gamle nogle af os er…”

Arnold Palmer var hurtig i replikken: ”Man bliver aldrig for gammel til at kunne dreje skulderen, men man bliver gammel, hvis man ikke drejer skulderen…”

Fysisk er der måske noget om snakken, fordi skulderdrejningen også drejer hofterne en smule, og hvis man ikke kan, er det som oftest tegn på, at man har så ondt i ryggen, at man heller ikke kan gå rundt på en golfbane – og formentlig slet ikke har lyst til at svinge en golfkølle.

En skrækkelig tanke, som bør fylde alle rørige golfspillere med taknemmelighed over, at de KAN.

Der er meget, man kan være utilfreds med under en runde på en golfbane, men det bør aldrig overskygge glæden ved, at man overhovedet KAN være på en golfbane.

Arnold Palmers skulderdrejning kræver ikke noget input. Enhver vil kunne få noget ud af blot en smule morgengymnastik. At tørre håret efter badet om morgenen, mens man drejer skuldrene koster ikke engang noget ”dyrebar” tid.

Og kan det gøre golfsvinget lidt bedre og mere stabilt – og endda ikke engang koster kroner og øre. Det må være win-win!

Ældre – alle over 30! – har ikke den samme smidighed og lethed i kroppen, som de helt unge har, men man kan faktisk – som Arnold Palmer sagde det – gøre noget for at modvirke alderens indflydelse på fysikken.

Alligevel har unge et fortrin.   

Jeg tror faktisk, at alle unge uden videre ville kunne lære sig selv at spille golf blot ved at se transmissioner fra golfturneringer og se, hvordan det skal gøres af gode spillere - og måske høre de mange, mange gode og tilføjende forklaringer og råd, som Leif Nyholm og Henrik Knudsen og andre gode kommentatorer ofte krydrer reportagerne med.

Men jeg tror til gengæld, at begyndere ude over ungdomsårene og ældre i det hele taget ville få langt, langt mere glæde af at spille golf, hvis der jævnligt var en træner, der så på det input, som vi ikke rigtigt kan gøre noget ved selv.

”Jeg vil selv” – hører vi ofte fra børn og unge. Ja, det skal de have lov til at sige, for sådan sagde vi andre også selv engang. Ældre siger det ikke højt, men mange tænker det – i golfklubberne, når de fravælger muligheden for at gå til træning.

Men selv for dem, der vil selv, kan der være god hjælp at hente i den allervigtigste del af golf – og som man egentlig bør lære, inden man overhovedet begynder at se på instruktioner, som kan se fine ud på Nettet eller i en bog.

Det drejer sig kort og godt om boldkontakten.

Homer Kelley (der skrev ”The Golfing Machine”) er inde på, at et hvilket som helst golfslag har noget til fælles med det allerkorteste chipslag.

Det lyder rigtigt. Golf er i al sin enkelthed alene et spørgsmål om at ramme en bold med en kølles slagflade.

Det er svært at forestille sig, at man kan drømme om at ramme et mål 150 meter ude i horisonten, hvis man ikke kan ramme noget på fem meters afstand. Måske hænger vores overbærenhed over for vores egen (manglende) præcision på de lange slag netop sammen med, at det jo ”også var så langt væk.”

Den undskyldning kan vi ikke bruge på de korte chip.

En god øvelse har jeg oplevet på et kursus med Andreas Kali, som også har mange fremragende instruktionsvideoer på Golf.dk. med gode og brugbare råd for alle, der gerne vil gøre lidt mere ud af golf.

Øvelsen går ud på, at man chipper langt og derefter kort, hvorefter man med en tredje bold forsøger at ramme midt imellem de to bolde. Man kan selv holde øje med retningspræcisionen, således at de tre bolde optimalt ligger på linje.

I første omgang er det længdepræcisionen, der er den helt afgørende start, for det er her, at vi med disse små delikate slag skal have følelse fra hænderne lagt ned i slagfladen.

Det er en sjov og dejligt afslappende øvelse, hvor det egentlig kun er det tredje slag, der virkelig er betydningsfuldt, indtil man opdager, at man kan gøre det sværere/lettere for sig selv, hvis de to første bolde også er præcise. Det handler meget om ”feel” – men også om noget helt centralt:

Kiksere ses omgående – og de kan være flækkede slag, toppede bolde eller for tykt ramte bolde – og med den fine pointe, at hvis den type slag kommer med små chipslag fra 5 – 25 meter, så kommer de garanteret også med længere slag.

En ”sjov” lille detalje erkendes også i de kortere chip-slag: Det, som oftest kaldes ”intentionen.” Det drejer sig om, at vi ofte på banen føler, at vi skal en smule længere eller en smule kortere – måske på grund af vind – eller på grund af landskabets hældning – eller, fordi vi ved, at vi står på en afstand, der ligger midt imellem to jern. Den ekstra anstrengelse – måske mere kraft – eller mindre – kan være særdeles svær at håndtere og mange kiksere opstår på grund af ”intentionen” som en slags svingændring.

Det er også det, øvelsen med de små chipslag også er god til, fordi vi opdager, at mange kiksere fremkommer, fordi vi skal ændre ”intention,” når vi skal ramme midt imellem de to bolde.

Man kan spare meget tid hos en træner, hvis man har lært sig selv at ramme boldene solidt, for så kan tiden bruges til noget andet – eksempelvis at få mere fart i boldene, og det giver længde, og er der noget en træner virkelig kan, så er det at give en spiller, der rammer en bold godt, mere længde.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer