Golferens Blog: Trænerens putte-instruktion er guld værd. | Golf.dk
Kvalificeret hjælp til at putte bedre kan være uvurderligt.

Foto: Brian Rasmussen

Golferens Blog: Trænerens putte-instruktion er guld værd.

19/11 - 2019 | Søren Meinertsen

På et overordnet plan er det for de fleste golfspillere særdeles indlysende, at putting på alle parametre må være det absolut vanskeligste slag at udføre på en golfbane. Alligevel betragtes det oftest som det mest simple slag, ja, så simpelt, at kun de færreste henvender sig til deres træner for at få en grundig instruktion.

 Det er et paradoks at noget kan være vanskeligt og simpelt på samme tid.

Men er det rigtigt sat op?

Vi har alle oplevet, at bolden i et putt tilsyneladende er på vej ned i hullet, men bliver oppe. Vi kan tale om millimeter, og vi kan tale om ”gram,” når vi synes, at en bold har ”fået for lidt.”

Ord som ”vanskelig” i forbindelse med putting er på den måde ikke grebet ud af luften, men tværtimod særdeles logisk set i forhold til eksempelvis green-bunkerslag og drives.

For en klubgolfer med et handicap på over 18 kan en succes med et bunkerslag ofte findes i blot det at få bolden op af bunkeren, og for klubgolfere under hcp. 18 kan succesen findes i, at bolden kommer op på green. Først på eliteplan kan vi se, at spillere ærgrer sig lidt, hvis der ikke er en god chance for en ”op-og-i” – en såkaldt ”sand-save.”

Tilsvarende, når det gælder driving. Er der nogen klubgolfere, der ærgrer sig, selv om et drive befinder sig 10 – 20 meter til venstre eller højre for en centerlinje på fairway? Ærgrelser vedrørende et drive handler for klubgolfere typisk om bolde o/b eller bolde, der kan koste såkaldte ”damebajere.”

Det kan være svært at beregne et drive, og det kan være endnu sværere at beregne et bunkerslag, og det er måske her, hunden – paradokset – ligger begravet, for selve beregningen af et putt kan forekomme rimeligt simpel, fordi bolden kun skal trille – og endda kun på et forholdsvist begrænset område.

Trillet og det begrænsede område får ikke bolde til at gå i hul, for der er noget mere.

Et putt indeholder – måske lidt sjovt - 2 x 3 planer.

De første 3 planer er: Længdekontrol, længdekontrol og længdekontrol.

De 2 næste planer er: læsning og teknik.  

Der er et voldsomt sammenfald mellem det overordnede plan (tril på et mindre, ensartet område) og de fem(!) underliggende planer – især, når et langt putt lykkes og går i hul. Lige så stor forskel er der, når et kortere putt ikke går i hul. 

Det vellykkede lange putt, der måske endda kan gentages af ”særligt udvalgte,” fortæller, at putting kan være baseret på noget intuitivt medfødt. Det er der intet underligt i. Masser af mennesker har de mest forunderlige evner, som vi andre kan beundre – og måske også misunde.

For vi er jo desværre ret mange, der ikke har forunderlige evner.

Eksempelvis i forbindelse med putting.

Du og jeg må derfor træne denne del af golfspillet i rimeligt forhold til de øvrige dele af spillet.

Talmæssigt kan vi stille det op på følgende måde: Hvis vi skulle være så heldige at spille en par-72 bane i lige præcis 72 slag og ramme hver eneste green i regulation og putte to gange på hvert hul, ville vi have puttet 36 gange.

Nøjagtigt halvdelen af slagene.

Vi kan snildt gøre historien mere nuanceret, men uanset, hvordan vi fortæller en golfrunde, så vil antal putts altid udgøre den største mængde slag.

Helt logisk må vi derfor, hvis vi naturligt mener, at træning vil kunne gøre os bedre (…) bruge lige så meget tid på puttegreen, som vi bruger på driving range.

Men det gør vi ikke. Og det er vel det, der er det egentlige paradoks.

Jeg tror, at de fleste har det lige som jeg, nemlig at når først man er på green, er man ”homefree” = ”det værste er overstået på hullet.” Men det er kun ”godt begyndt, halvt fuldendt.” Vi mangler det afgørende, så vi er bestemt ikke ”hjemme,” tværtimod risikerer vi at blive ”slået hjem” af en dårlig score på grund af dårlig putting.

Vi har alle oplevet at misse selv de korteste putts – eller at 3-putte en birdiechance væk og stå tilbage med en bogey o.l. 

Der er så utroligt mange points at hente på greens, men måske bør vi tænke anderledes: Der KAN være så utroligt mange points at hente i afstanden og linjen fra en bold på green til hullet.

Nu er vi ikke længere i sikkerhed på green. For NU starter den virkelige konkurrence! Og det er i det lys, de fleste af os opdager, at putting er det vanskeligste slag. 

Med stor fordel kan man stille putting op som en konkurrence med sig selv ved simpelthen for sig selv at notere samtlige slag med putteren på en runde.

En konkurrence mod målene 18 – 36 – 54!

Det bliver således en kamp mod 18, 36 eller 54, forstået på den måde, at 54 i princippet illustrerer 18 3-putts på en runde, mens 36 illustrerer 18 2-putts, og 18 efter samme princip illustrerer 18 1-putts.

18, 36, 54 skal forstås som milepæle eller pejlemærker og ikke nødvendigvis som absolutte mål. På den måde udtrykker tallene 18, 36, 54 en retning for en stræben, og det siger sig selv, at en rekord på 38 kan slås med en runde, der kun indeholder 37 putts = 37 slag med putteren (uanset, om man er på green eller ej.)

I første omgang er det en kamp mod 3-putts (54). Og det er en sjov kamp, der varer fra hul 1 til hul 18 – og ingen behøver at få at vide, at man har en lille privat konkurrence kørende med sig selv. Et heldigt 1-putt kan ”fjerne” et uheldigt 4-putt, og sådan bliver det ved, for det er totalen, der tæller, og er man uheldig på én green, vil man med al sandsynlighed være heldig på en anden. 

Det må og skal man tro på.

Målet er for de fleste at spille i par, og som spillet er udformet kan det uden videre fastslås, at det kræver 2 putts pr. hul – også selv om ens ”personlige par” ved tildeling af slag er langt højere end det angivne huls statiske par.

Det naturlige optimale mål for alle er derfor 36 putts pr. runde med plads til forbedringer, når det måske på et tidspunkt gælder den private ”kamp mod 18!”

Vi skal ikke underkende konkurrence-elementet – heller ikke, når vi konkurrerer med os selv - som motivationsfaktor, og vi skal heller ikke underkende forberedelser og træning før konkurrencer.

For puttingens vedkommende kan det være særdeles fornuftigt lige ”at runde en putte-green” inden der slås ud på første tee. Følelsen for hastighed, følelsen for putteren i hænderne. Et par korte og et par lange putts. Med én bold. Man har ingen glæde af at kunne gøre det bedre med bold to til opvarmningen, for det kommer ikke på tale på banen. To, tre eller flere bolde hører til i længerevarende træning, men ikke til opvarmning forud for en runde, hvor der kun er ét og kun ét forsøg. Måske et par superlette putts, der kommer i hul med den bedste lyd, der i dette øjeblik kan høres - som noget positivt selvforstærkende.

Sig til dig selv: ”Jeg er golfspiller, og jeg kan putte på mit niveau.”

(En ”lettere” omskrivning af Wellington’s: ”En ingeniør kan gøre noget for en dollar, hvad en tåbe kan gøre for to…”) Betragt dig selv som ingeniør - som superputter, for det er du jo, hvis man måler på dit nuværende niveau med dig selv, da du første gang stod med en putter i hånden. Tag den følelse med, når du står på en øvegreen før en runde. Tro kan flytte bjerge på milliarder af tons og naturligvis også en golfbold på 45,93 gram! Alene af den grund kan det være en god idé slet ikke at sigte efter nogen huller, men kun vurdere ”dagens fornemmelse” for længderne.

Kun de færreste golfspillere er gode til at rose og anerkende sig selv. Langt, langt de fleste er alt, alt for hårde i deres kritik af eget spil og måler det for ofte med tidligere (og med henblik på den kommende runde nu ligegyldige) bedrifter. Golf er altid lige NU, og golf kræver mere end noget andet selvtillid og tro på, at man kan.

Henry Fords berømte: ”Hvad enten du tror, du kan, eller du tror, du ikke kan, har du sikkert ret!” passer på en prik, når vi står med en kølle og en bold.

Så hvorfor ikke tro på, at du kan? 

Men er du en god putter? Og er man det, når man misser et kort putt allerede på første hul? Ja, for golf er ikke ét hul, men 18 huller. Og selv verdens dygtigste puttere kan misse kortere putts. Det sker. Bolden er rund. Kom igen! Tro på det. Der er 17 huller igen!

Så du er god – også efter et nervøst miss på første hul..

Men hvad er objektivt god? Hvis du brugte 47 putts på sidste runde og nu ser frem til at kunne slå denne rekord og komme ned på 46 putts i dag. Er du så ikke god? Bestemt jo. Du er blevet bedre. Objektivt bedre. Du var god i dag!

Det er derfor, konkurrencen med dig selv – ”kampen mod 18, 36 og 54” – er så vigtig, for tallene, der illustrerer bedringen er objektive og efterlader derfor ingen tvivl – og slet ikke over 18 huller, for så kan vi tillade os selv en svipser i ny og næ og indhente det igen på de næste huller. 

Og du kan blive bedre endnu. 

Træn putting. Alt det, du orker og mere til!

Det forunderlige er ofte, at hvis vi begynder at interessere os for noget, så virker det selvforstærkende. For nogle kan 5 minutter på en puttegreen synes gudsjammerligt kedeligt, mens andre kan bruge timer. Det kan kun være interessen, der er forskellen. 

Og der er hjælp til dig på vej mod det privilegium at have en interesse:

For golfspillere kan træerne virkelig vokse ind i himlen, fordi hjælp i form af instruktion ligger lige for i form af den nærliggende hjælp med at kickstarte interessen for putting.

Opsøg en træner, der kan hjælpe med opstilling, læsning, sigte og teknik i øvrigt - om ikke andet, så når en ”kamp mod 36” konstant ender i fyrrerne – et tydeligt tegn på alt for mange 3-putts – og i virkeligheden et tydeligt tegn på alt for mange tabte points.

Det kan være en simpel naturlov, at yngre elitespillere outdriver ældre klubgolfere med op til hundrede meter, men der er ingen naturlov, der så meget som antyder, at yngre skulle være bedre til at putte end ældre.

Nu får ”god” en ny betydning: God, fordi man tænker sig om og tager imod den hjælp, man kan få. Og det er sådan, vi skal betragte trænere. Selv verdens bedste spillere anvender konstant trænere. Og de bedste golfspillere bruger mindst halvdelen af deres træningstid på puttegreen. Fordi det er et vanskeligt slag, og fordi det er så hyppigt og afgørende forekommende.

En eller to trænerlektioner kan på det nærmeste være en garanti mod for mange 3-putts – og pludselig er det ikke længere en ”kamp mod 36,” men en langt, langt sjovere ”kamp mod 18” – en på det nærmeste umulig kamp, men ikke desto mindre en langt, langt sjovere kamp end kampen mod 36 eller 54.

32, 31 29 … måske 27? Hvem ved – måske færre?

Hvad er det en træner kan, som du ikke selv kan?

Først og fremmest kan en træner se, om din opstilling med putteren svarer til den retning, som puttehovedets slagflade peger imod, når slaget udføres.

Ingen kan stille sig op til en bold og se på hullet og udføre et perfekt putt, der får bolden i hul.

Årsagen er den simple, at vore øjne er bygget til at se på et horisontalt plan orienteret mellem grund og himmel.

Hvis vore øjne ikke kan se det umiddelbart rigtige eller logiske, sker der en udfyldning fra øjne til hjerne. Eksempelvis, når vi ser et billede på hovedet:

Kender du damen på billedet? De smukke øjne og det lige så smukke smil?

Men er det Vinci’s Mona Lisa?

Ak, det var ikke Mona Lisa. Der er ingen smukke øjne og intet smukt smil.

Et synsbedrag!

Vi bliver bedraget af vore øjne, hvis de ikke får optimale betingelser.

Omvendt kan du stole på dine øjne, hvis du eksempelvis sidder på hug bag bolden. Mange af os forfalder til indbildte fald og forhindringer på de allerkorteste putts, når vi står med øjne, der peger nedad og kigger mod venstre. Øjnene kan se noget, der ikke er der – som med maleriet på hovedet. 

Stol på dine øjnes horisontale observationer BAG bolden og slå på den linje, som øjnene fortæller fra det rette udsigtspunkt.

Bedrag kan også vises med linjer. Nu er det ikke længere formen, der spiller os et puds, men derimod kontrasterne. Hvem ville vove at putte på en af disse mellemliggende linjer? På det nærmeste rent gætteværk.

  

Hvis de mørkere nuancer har vægt mod en af siderne, bliver linjerne fortegnet. Lige præcis her gemmer der sig linjefortegninger mellem bold og hul, og det bliver yderligere forværret, når vi blot drejer hovedet en anelse til venstre – eller har bifokale briller. Den form for linjelæsning kan ikke anvendes – og det er ærgerligt, hvis det sker som en lille korrektion, når man står over bolden.

Når et putt er blevet læst – måske både forfra, bagfra og fra siderne, og beslutningen om en sigtelinje er truffet måske med et lille synligt sigtemærke omkring 15 – 20 cm fra bolden mod hullet, skal putterens slagflade sættes op til dette sigtemærke, og når putteren er placeret, må der ikke længere justeres. Står man over et putt og kigger sidelæns hen mod hullet og synes, at puttet ”nok skal være lidt mere til venstre” er det usigeligt let at dreje puttehovedet en millimeter eller to, men usigeligt svært at få flyttet hele kroppen. Hermed bliver vores sædvanlige (gode) svingbue fra skuldrene ikke i overensstemmelse med slagfladen, og vi risikerer derfor at misse puttet. Hvis en putters slagflade skal flyttes, må det absolut gøres, inden den endelige opstilling foretages.

Vi kan genkende problemstillingen som ”Face to Path.” Svingbuen ind til bolden er ikke den samme som slagfladen. Bolden tilter en anelse, og det betyder, at boldens vægt ikke længere er centreret. Igen og igen kan vi se bolde, der ”stort set” er i hul, men alligevel kører rundt i hulkanten med vægten udad – og bliver oppe. Surt show – surt ”Face to Path.”

Selvfølgelig skal vore øjne styre, men kun ved en læsning på de rigtige linjer, hvor der kan fokuseres – og det sker netop ved at udelade det perifere, og det er noget, vore øjne mestrer på det horisontale plan.

Illusionerne fra de skæve linjer forsvinder, når der fokuseres – måske med sammenknebne øjne i en lavere stilling bag bolden mod hullet, mens et sigtepunkt tæt ved bolden bestemmes. Her er øjnene indlysende formidable.

Øjnene er dog også formidable, når det gælder informationer om slagkraft, og det kræver blot almindelig øvelse og erfaring med at få synsoplevelser overført til kroppens muskler. Det er noget, vi alle gør i mangfoldige situationer dagen igennem, og vi kan udføre mange bevægelser som reflekser. 

Teknikken ved et putt er imidlertid noget, man skal lære, men slagkraft og fornemmelse for et putt må gerne udvikle sig til noget refleksagtigt. 

Og det læres bedst hos en træner. Ja, jeg vil endda påstå, at det er umuligt at lære selv. Man skal heller ikke glemme at få særdeles jævnlige ”eftersyn.” Spilleren er puttets ”motor” – og selvfølgelig kræver en motor jævnlige eftersyn! 

Træneren er uddannet til den form for eftersyn.

Hvis du har svært ved at føre en klubgolfers ”naturlige kamp mod 36 putts pr. runde,” bør du ikke snyde dig selv for instruktion hos en træner, der overordnet kan se alt det, du ikke selv kan se og som har gode løsninger og øvelser, der hurtigt kan bringe dig i nærheden af det måske altafgørende ”36.”

Ingen runde uden denne lille konkurrence med dig selv!

Og en ny putter?

Alle har brug for en god, individuel putter, der føles behagelig og er ”god” at se tillidsfuldt ned på i opstillingen.

De fleste proshops og Golfexperten har et kæmpeudvalg af puttere af enhver type. De er alle sammen gode, uovertrufne gode, men der er kun et par ganske få, der i hænderne på dig føles som en naturlig forlængelse af din krop. Du kan mærke det helt ind i rygmarven, når du får den i hænderne.

Der findes ikke noget værre end værktøj, der ikke ligger godt i hænderne. Og enhver putter – også din nuværende - kan simpelt fintunes med lidt blytape eller et nyt grip.

Og længdekontrol, længdekontrol og længdekontrol?

En glimrende demonstration af dette på det nærmeste 3-dobbelte plan fås ved en simpel øvelse:

Stil dig op med tre bolde en meter fra et hul, men boldene skal ikke i hul, men lidt forbi. Putt den første bold med en hastighed, der får bolden til at ende ca. en halv meter bag hullet. Putt den næste bold med en hastighed, der får bolden til at ende ca. 25 cm bag hullet, og den sidste bold med en hastighed, der lige akkurat bringer bolden på linje med hullet.

Når du kan det til fuldkommenhed, så begynd at sigte efter hullet med de tre forskellige hastigheder.

Læg mærke til, at den første bold faktisk skal ramme præcist i hullets midte (bagkant) for at kunne falde i, mens nummer to bold kan ramme ”noget bredere i bagkanten.” Den sidste bold er fyldt med det mest eventyrlige trylleri, der kan få bolden til at falde ned i hullet fra alle sider. På det nærmeste virker det, som om hullet ikke blot har plads til knapt tre bolde i bredden, men til 5, når en bold kan få ”overbalance” lige akkurat på kanten af hullet. Skønt!

Skal man kunne alle tre slag? Absolut. Og man kan roligt udvide øvelsen til to, tre, og tyve meter! Enhver af disse vellykkede øvelser med de tre typer slag vil omgående give dig en ny personlig rekordscore for antal putts på en runde.

Nogle huller kan være omkranset af gevaldig mange fodspor eller have små fald. Det kræver et lidt kraftigere slag i bagkanten (husk at fjerne flaget). Andre greens kan være ekstremt hurtige, og det kræver en ganske fin lille bevægelse, hvor bolden kun akkurat sættes i gang. Pointen er naturligvis at ved at kunne håndtere de tre hastigheder, at man så heller ikke får ødelagt putting af hurtige/langsomme greens. Nu er det blot en simpel del af repertoiret.

Vi kan sikkert alle blive gode, hvis det kun drejede sig om 1-meters putt, men bliver puttet længere, siger det sig selv, at jo bedre længdekontrol, vi har, desto kortere og mere overkommeligt bliver det næste putt, og så er det absolut en realistisk kamp mod 36, vi har gang i.

Der er ikke nogen nemme putts og egentlig heller ikke nogen svære putts. Til gengæld er der udfordrende putts, og de er både ultrakorte og megalange.

Udfordringen ligger ofte i, at man virkelig gennemtænker, hvor man gerne vil have sit putt til at ende. For et kort putt er det indlysende i hul, men for et længere putt (lag-putt) kan udfordringen være, at man sikrer sig selv en gunstig position til et ofte nødvendigt andetputt. Det skal ikke være langt fra hullet, og det skal ikke være et risikofyldt nedadbakke-putt. Tankegangen er simpel: Hvorfra ønsker man at slå det næste putt? Tankegange kan føres helt ned til de allerkorteste putts: Hvis der misses, hvorfra ønsker man da at slå det næste putt. Et putt kan hurtigt blive til tre, hvis man ikke tænker konstruktivt.

Putting er en kunst, for hvis alle kunne det, var det ingen kunst! (frit efter Storm P)

Ingen kunstner kommer sovende til deres værk.

Og om vinteren? Masser af Indoor centre har gode putteanlæg, og du kan selv gøre meget for din putting blot på et gulvtæppe med et hjælpemiddel, eksempelvis denne Puttout fra Golfexperten til 249 kr. En fin sag til længdekontrol og kampen mod 54-36-18!

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer