Golferens Blog: Træfpunkt 2019 (Klubgolferens Dating) | Golf.dk
Sørg for god kontakt mellem kølle og bold.

Foto: Brian Rasmussen

Golferens Blog: Træfpunkt 2019 (Klubgolferens Dating)

12/02 - 2019 | Søren Meinertsen

”Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet” er titlen på en film og en lige så kendt titel på en bog af Jens August Schade. Det er nærmest blevet en slags ”bonmot,” en dejlig positiv sætning, som kan siges ved passende lejligheder – eller tænkes. 

Der er noget med dette ”møde” – og de fleste af os kan huske første gang, hvor vi fik en bold til at flyve højt - og længe! - efter et møde med vort køllehoved.

Vi kan også huske alle de mange gange, mødet var knapt så godt, ja, ligefrem så elendigt, at der slet ikke kom noget møde i stand. Et luftslag.

At kunne møde bolden med køllehovedet er hele grundlaget for de anstrengelser, vi gør på golfbanen. En af forudsætningerne for dette møde, der kan give os en nogenlunde mulighed for at kunne slå med forskellige afstande med vore mange redskaber i bag’en, er at kunne foretage en fuld skulderdrejning i en nagelfast tro på, at hænderne på skaftet starter fra samme udgangspunkt i tilsvinget ved hvert eneste fulde slag.

Nu kan vi forholdsvist sikkert ramme bolden med køllehovedet og i hvert fald skabe forudsætninger for, at mødet kommer i stand. Jo, det skal trænes, og det skal trænes meget, og træningen skal følges op med vedligeholdelse og mere vedligeholdelse - og opvarmning før hver eneste runde på banen.

I virkeligheden handler det blot om, at vi med den fulde skulderdrejning har ”skabt mulighed for mulighed,” som Søren Kierkegaard, så rammende positivt udtrykte det, men vi er også klar over, at et møde ”skal sættes op” – ja, selv en date i nutidens sprog kræver også et udgangspunkt!

Udgangspunktet er hændernes stilling efter den fulde skulderdrejning og lige præcis i det øjeblik, hvor vi trækker hænderne nærmest lodret nedad for at undgå at slå fra toppen.

Nu kan vi lade hænderne passe sig selv og glæde os over det dobbelte pendul, som forårsages af arme og skaft. Der kommer fart i køllehovedet, og vi kan nu så småt begynde at ane konturerne af Smash Factor-virkningen, når køllehovedhastigheden i mødet med bolden bliver til boldhastighed.

Men mødet mellem bold og slagflade er ikke blot et vilkårligt møde. Det er ikke nok at ramme bolden. Det skal gøres på en bestemt måde, og det er hænderne, der i virkeligheden afgør, om man har handicap 50 eller 0. 

Der er ikke noget problem overhovedet for nogen golfspillere – heller ikke for begynderen – i at have hænderne i den rette position i forhold til skaftet på toppen af tilbagesvinget. Ingen kan stort set undgå at have venstre håndled strakt og måske endda vinklet lidt indad i presset mod højre hånd, og ingen kan vel heller ikke undgå at vinkle højre håndled opad i forhold til underarmen.

Det, der nu kan gå galt, og som måske i virkeligheden er med til at bestemme vort handicap, er vores evne (træning og viden) til at kunne bevare disse vinkler på håndleddene, indtil bolden er SYNLIGT væk.

Vi ser ufatteligt mange forskellige sving blandt de dygtigste professionelle og i klubberne ser vi også mange forskellige sving blandt de dygtigste elitespillere, men to ting er altid ens hos disse dygtige spillere ved fulde slag: Skulderdrejningen og hændernes stilling igennem impact-zonen, som i virkeligheden strækker sig fra toppen af tilbagesvinget til et jern eller hybrid ender i græsset et pænt stykke efter bolden mod målet – eller med driveren oppe i luften for det opadgående, effektive drive. 

Det er måske et af de mest afgørende kapitler i Homer Kelley’s bog ”The Golfing Machine,” der omhandler håndleddene, og de kaldes i bogen for ”Flying wedges.” Jeg forestiller mig altid, at vinklerne på håndleddene skal ”flyve” ned igennem tilsvinget og af al magt bevares.

Det er maskinelt, og det skal vel også være mekanisk - og kan ødelægges på to måder: Hvis der slås fra toppen, eller hvis man lader håndleddene ”flippe” før impact.

I virkeligheden er ”flying wedges” lidt ulogisk for de fleste af os. Vi har lige været igennem et spændende håndbold-VM med en forrygende Mikkel Hansen, der igen og igen med rette blev rost for sin blændende håndledsteknik. Jeg tror, at de fleste i mødet med golf vil have en logik, der siger, at man kan skabe lidt ekstra fart i golfkøllen, hvis håndleddet får lov til at give det sidste ”nøk” – og ja, hvorfor ikke? Et tre-dobbelt pendul må vel være bedre end et dobbelt?!

Men det er det ikke, for så havde Archimedes ikke forsynet sin krigsmaskine – trebuchet’en – med et dobbelt-pedul.

Det er ”maskinen” – og det er The Golfing Machine – som noget mekanisk, og derfor ser vi de ensartede håndled hos de allerbedste spillere.

Spørgsmålet er – hvis vi erkender, at vi kan blive bedre ad denne vej – hvordan vi får det trænet og indarbejdet i vort sving.

Her kan puttningen være til stor hjælp, for de fleste er klar over, at håndledsaktioner absolut ikke er sagen. Håndleddene skal holdes stive, og det er i hvert fald en god begyndelse til ”flying wedges.” Vi kan fortsætte med kortere – flade chips – med eksempelvis et 5- eller 7-jern. Også her skal håndleddene holdes stive, og man skal ikke på nogen måde forsøge at ”hjælpe” bolden i luften. Det klarer loftet.

Man kan nu så småt nærme sig pitchet. Men det skal være et fuldt pitch med fuld skulderdrejning. Nu får skulderdrejningen en afgørende betydning på en anden måde, for en fuld skulderdrejning tilbage gør det ti-fold lettere at komme hele vejen igennem til en fuld afslutning med navlen mod målet, fordi skulderdrejningen bliver fortsat igennem svinget. 

Det er ikke noget, man får ”stilkarakter” for, men det har betydning for vore håndled, fordi rotationen medvirker til, at køllehovedet bliver lukket og ikke tilføres (for meget) ekstra loft.

Det kan være en hård træning, som kræver tålmodighed – for boldene ender i starten let langt ude til højre – ja, måske endda pinefulde perioder med shank. Men man må aldrig betragte lige bolde mod højre side som kiksere på træningsbanen. Det er små justeringer, der skal til, og det betyder ingenting, hvorimod kiksere til venstre og slice er de virkelige kiksere, som ved forkerte justeringer kan ødelægge alt i et sving.

En gylden regel er: Hvis bolde kikses til venstre, må man have fat i en træner omgående, hvis ikke de næste mange runder skal ødelægges. Det er stort set umuligt at rette selv. Højre side kræver kun små ændringer, som de fleste selv kan klare med en spand bolde.

Det sjove er ”desserten:” Når man så småt begynder at mærke den nye power i mødet mellem bold og slagflade med fuld skulderdrejning og gode håndled, kan man begynde at opdrage sig selv til at blive en mekanisk maskine – med kvarte, halve og trekvarte sving, ja, selv chips på ganske få meter. Med fuld kontrol over håndleddene er det ikke uoverkommeligt at få en præcis fornemmelse for slagstyrken til en givet afstand. Det er lige netop dette element, der er så svært at finde med for aktive håndled. 

Der kan være gode dage – og mindre gode dage. Med de rigtige håndled kan dagene blive mere ensartet gode! 

Sørg for en god date mellem bold og kølle: Sød musik kan opstå, når bold møder slagflade. Vi kan høre fuglene synge, når vi har ramt bolden godt!

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer