Golferens Blog: Talentudvikl dig selv | Golf.dk
Der sker et kæmpe talentudviklingsarbejde i dansk golf.

Foto: Rasmus Baaner

Golferens Blog: Talentudvikl dig selv

18/09 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

De sidste tyve år – fra Thomas Bjørns gennembrud til denne eftersommer – har været eventyrligt gode for dansk golf, og det mest imponerende er faktisk, at det er sket på utroligt mange niveauer.

Vi har vindere og igen og igen både mandlige og kvindelige spillere i førerbolden på Europa tourene; vi har en Ryder Cup kaptajn og en spiller på Europas hold. Derudover er der en lang, lang række af særdeles lovende talenter, der utvivlsomt vil springe ud i fuldt flor i løbet af de kommende år. Ja, nogle af dem er vel allerede sprunget ud som verdensmestre. Andre igen viser imponerende stabilitet og talent og får markante resultater, der lover godt for fremtiden.

Også på seniorfronten kan vi måle os – og vi kan endda tillade os at blive - berettiget! – skuffede, når det ikke igen blev en finaleplads.

Det fortæller noget om det niveau, vi efterhånden tager som en selvfølge - og uge efter uge kan vi læse om gode præstationer.

Der er ingen tvivl om, at den virkelige succeshistorie er to-fløjet: For det første: En håndfuld spillere med baggrund i halvfemserne og med unikt talent: Thomas Bjørn, Steen Tinning, Søren Hansen, Anders Hansen, Søren Kjeldsen og Iben Tinning. Det var topspillere med striber af sejre og utallige top-10 placeringer i de følgende år.

Netop disse spillere bragte golf ind i bevidstheden hos danskerne, når navnene optrådte i medierne. Heller ingen tvivl om, at gode sportsresultater giver et land et godt omdømme og har en skyhøj PR-værdi. Og slet ingen tvivl om, at netop stjerner kan være den egentlige årsag til, at mange vælger lige netop golf som sport i konkurrence med utallige andre tilbud.

Der er meget synergi forbundet med tilstedeværelsen af markante stjerner.

Og det bringer os frem til den anden fløj af succeshistorien:

En kæmpeindsats fra en fremsynet organisation,- og da der stort set ikke var nogen eksisterende talentudvikling og målrettet talentudvikling i 1900-tallet, kan vi regne ud, at der må være blevet kæmpet nogle hårde kampe for ikke blot at skaffe midler, men også organisation af det, der nu fremstår som en velsmurt maskine, der nærmest på samlebånd giver os det ene lovende talent efter det andet.

Det er let at få øje på begejstringen over Thomas Bjørn, og hvad han alene med sine resultater via positiv omtale har skaffet af nye talenter til golf – og naturligvis også mange, der blot via medieomtale af Thomas Bjørn læste om golf og fik lyst til at spille uden at have andre ambitioner end at have det sjovt.

Vi kan næsten forestille os fremsynede og visionære individualister, der måtte holde ”begejstrede brandtaler,” som kunne overtale en stor organisation til at bevilge midler til målrettet talentudvikling.

Begejstringen i disse ”brandtaler” har sikkert været smittende, for talentudviklingen er lykkedes i usædvanlig grad. Vi kunne sagtens have klaret os med langt, langt mindre – og det ville stadig have været en succes. Nu er det næsten overvældende – landets størrelse taget i betragtning.

Kan vi som klubgolfere bruge talentudviklingen til noget?

Det tror jeg. Først og fremmest skal vi dyrke ”begejstringen.”

Talentudviklingen fik medvind i kraft af ikke mindst Iben Tinning og Thomas Bjørn, men mange har utvivlsomt betragtet dem som enestående tilfælde – hvad de jo givetvis også er og var – men alligevel kunne der gøres noget, og det blev gjort takket være begejstrede forkæmpere.

Begejstring er noget med ”ånd” (gejst), og det har noget med inspiration at gøre – for vi bliver jo inspireret med ”ånd.” Inspiration er simpelthen en del af det at trække vejret (fylde lungerne med luft ”Ah, hvilken snerleduft!)

Bing Crosby, der var en omvandrende inspiration for mange, var også typen, der efter sigende ofte kom for sent til filmoptagelser, fordi han spillede golf. Han blev engang spurgt, om han ikke brugte for meget tid på golf. ”Jo, men man skal sætte det i forhold til, hvor meget tid, man bruger på at trække vejret…”

Lad os prøve at blive begejstrede…

Det kan være let nok at blive begejstret for golf, hvis man spiller en god runde, og det kan endda være, at den gode runde ”giver blod på tanden,” og så kan det være endnu lettere at træne lidt ekstra. Det er god synergi, men alene skabt, fordi vi havde en god runde.

Jeg tror, man kan finde en blivende og mere omfattende god begejstring, hvis man brutalt skelner mellem det mulige og det umulige. Det er muligt at ramme en golfbold – men det er formentlig umuligt for dig og mig at drive 300 meter – og sådan kan man blive ved at opstille mål for sit eget spil og begejstres, når man når et af sine mål. Selvfølgelig er det ikke umuligt at lave hole-in-one, men det må aldrig blive et mål i sig selv, for begejstringen for det gode slag, der rammer green går fløjten, og hver eneste gang man taber lidt af sin begejstring svækkes man, for så skal man igen bruge tid og kræfter på at holde en ”brandtale.”

I virkeligheden burde man være begejstret, når man kiksede, for nu havde man et mål for den kommende træning! Vi kan ikke ændre på det, der er sket, men vi kan måske ændre fremtiden med begejstret træning.

Du har – lige som alle andre golfspillere – et vist mål af talent for spillet, og hvis det bliver udviklet, vil der naturligt komme mange, mange gode runder.

Vi har alle sammen en idé om spillet, og når vi ser Viasat eller C More og hører især dejligt begejstrede ekspertkommentatorer som Leif Nyholm og Andreas Hartø, får vi et mere og mere manifest billede af, hvordan det perfekte golfspil kunne være, og hvordan vi selv kunne passe ind i dette billede. Vi ser og oplever derfor golf på to måder: Hvad der er muligt for os og hvad der er umuligt.

Når man har dette billede klart på nethinden, kan man begynde den lange proces med at få billedet til at passe med sit eget talent for spillet.

Spørgsmålene bliver da:

  1. Hvordan kan du lære fra dig – fra dig selv til dig selv – baseret på ”idé til virkelighed?”

  2. Hvad har du brug for at lære, så du bedre kan lære dig selv dine ideer om det gode spil?

Ideen om det gode drive kan sagtens være det perfekte: 300 meter ude midt på fairway, problemet er blot, at det kan du ikke lære dig selv. Kan man læse sig til det? Eller få en træner til at hjælpe sig?

Formentlig kan man selv ikke med et mirakel nå 300 meter, og derfor er det slet ikke nogen idé, men fantasteri.

Er der noget, der kan ødelægge enhver form for begejstring, så er det netop at have urealistiske fantasterier.  Til gengæld kan netop rimeligt realistiske dagdrømme være en kæmpemæssig inspiration og motivation og være brænde til begejstringens bål. Og det bål slukkes aldrig, hvis blot målene indeholder realisme.

Du skal ikke være selvglad, men som golfspiller må man affinde sig med, at en del af spillet simpelthen er så vanskeligt, at man ofte må være glad for lidt og være glad for at lykkes med lidt.

Det er muligt, at et slag blev skævt eller for kort, men så må man være tilfreds med, at man overhovedet ramte bolden – for det i sig selv kan være en ganske almindelig kikser for andre. Værn om begejstringen, for det er den, der skal bruges til det næste slag – og til at trække dig op af lænestolen for at træne!

Allerførst – med et drive. Det må vække begejstring hos dig, hvis du rent faktisk kan ramme bolden solidt. At ramme en bold solidt vil simpelthen sige, at center på bolden bliver ramt med center på driveren.

Bolden skal til en begyndelse gå absolut lige på den linje, du sigter efter i din opstilling og med dit køllehoved.

Hvordan vil du lære dig selv det?

Med et monstersving?  – Eller med langsom forøgelse af tilbagesvinget og et resultat, der måske starter ved 10 meter, inden det kan blive 200 meter?

Pointen er nu, at man skal blive begejstret for hvert eneste gode træf, der bringer et drive lige fremad, og man må finde den længde, hvor det begynder at gå galt – eksempelvis med et slice – eller hvis bolden flyver for lavt eller for højt – eller simpelt hen blot bliver slået skævt på en skæv linje i forhold til målet. Sikkerheden skal være absolut, før man overhovedet forsøger sig med mere længde, der alt andet lige kommer fra tilbagevinget og skulderdrejningen. Optimalt kan vi dreje os så meget, at en et driverhoved måske skal bevæges 5 meter tilbage og fem meter frem til bolden, og da sweetspot på driveren så nogenlunde svarer til boldens størrelse, skal der præcision til for at kunne gennemføre et golfsving med et så stort tilbagesving.

Når man i den virkelige verden står på et teested og forsøger sig med et usikkert drive, risikerer man ikke blot en kikser, men også at begejstringen forsvinder. Det må ikke ske, for tabet er ikke blot en kikser på et teested, men måske tabet af den talentudvikling, som måske kun kan fremmes med begejstring.

At være begejstret for træning – selve processen – er noget, man skal værne om, og det gør man netop ved, at man lykkes – og alene af den grund skal man ikke være ambitiøs i målsætningen og fremfor alt ikke være urealistisk.

På samme måde med andre slag: Putt starter måske 20 cm fra hullet, og man må være begejstret, hver eneste gang, bolden kommer i hul – på et eller andet tidspunkt kommer man til en længde, hvor bolden kun går i hul hver anden gang eller hver tredje, og så må man være begejstret for det, ja, man kan finde puttelængder, hvor man vil være ellevild af begejstring over blot at kunne komme i rimelig nærhed af hullet!

Tager det tid med begejstret træning, hvor alle slag lykkes? Ja, det kan det gøre, men hvis du skulle lære en anden det, ville det tage lige så lang tid – måske endda længere, for du ville sikkert undervejs evaluere udviklingen, fordi du er en venlig og tålmodig læremester – over for andre, men måske mere utålmodig over for dig selv. For det er jo fristende at slå et slag med sit 7-jern, der flyver perfekt og næsten kommer helt ud til et bestemt flag – og så lige prøve, om man ikke kan komme lidt længere… Og så går det galt, for ofte skal man bruge en spand bolde på blot at komme i nærheden af det første gode slag. Det var den træning…

Så havde det været bedre at se, om man kunne slå et ”halvt 7-jern” og måske bevare retningen, men komme 5 meter kortere.

Chancen for at bevare begejstringen er i hvert fald større…

Et godt middel mod utålmodighed er netop at være begejstret for processen. (I dag kom det lige drive ud på 60 meter – i går var det kun 50 meter.) Et drive på hvert eneste hul i 150 meter klassen er bedre end nogle enkelte på 200 meter – og resten i krudtet eller blandt træer eller o/b.

Det tager tid at talentudvikle. Det er en langtidsplan, men det er en holdbar langtidsplan, der giver resultater i det lange løb.

Lær dig selv at blive begejstret for dine fremskridt ved at opstille nogle realistiske og rimeligt overkommelige mål.

Golf er et pragtfuldt spil at lære sig selv: Den ene dag i bunkeren – den næste dag træning med driveren – den tredje dag på puttegreen. Du ved, hvordan de fleste slag skal være i den perfekte verden – og den perfekte verden starter lige præcis der, hvor du kan være med – med begejstring for, at du kan lykkes med dine slag.

Stil krav til dig selv – på den lange bane, men aldrig på den korte. På den korte skal alting lykkes for at værne om begejstringen – og der kommer en dag…

Og når du gerne vil have fart i processen, så opsøg en træner, der helt specifikt kan lære dig, hvordan du får mest ud af dit talent, for man kan sagtens køre fast i en slags forankring – og netop at køre fast kan betyde tab af begejstring. En træner vil være pædagogisk og aldrig stille krav ud over dit talent for spillet – og talent kan sagtens indeholdes i alder og mindre fysisk formåen.

Det er en træners spidskompetence at give differentieret undervisning – og sige farvel til en begejstret elev.

Det største af en golfspillers talenter er måske at tænke på, at en banes størrelse er som afstanden mellem ørerne. Meget foregår i hovedet – og kan man bruge et 5-jern til 150 meter ind på en green, skal man selvfølgelig gøre det, medmindre man risikerer at tabe i begejstring, hvis slaget kikses, for så kan det være bedre at tage en mere begejstrings-sikker 5-wood – eller måske et 7-jern, selv om slaget aldrig vil nå green.

For det er bedre at tabe et slag end at tabe begejstringen.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer