Golferens Blog - spil med det du har | Golf.dk
Bjørn spillede med det, han havde. Og det viste sig at være rigeligt.

Foto: Getty Images

Golferens Blog - spil med det du har

02/10 - 2018 | Søren Meinertsen

I Ryder Cup 2018 var holdenes gennemsnit på verdensranglisten i USA's favør på 11 mod Europas 19.

Jeg tror dog ikke, Thomas Bjørn har ligget søvnløs, fordi hans hold var klart dårligere placeret på verdensranglisten, for verdensranglisten er dybest set baseret på 4 gode slagspilsrunder gentaget et vist antal gange. Hulspil over blot 18 huller er noget helt andet – og især de 8 points, der blev kæmpet om i Foursome handler for en stor dels vedkommende alene om at ramme fairways.

Men jeg tror, Thomas Bjørn har lagt sig til at sove med et lille, tillidsfuldt smil på læben, fordi han har et indgående kendskab til både den typisk amerikanske bane og til den typisk europæiske.

På de særlige statistikker, der beregner ”gevinst” i form af slag hentet på feltet ud fra drivinglængde og antal putts på greens, ramt i regulation, - og måske antal slag, der tabes efter missede fairways, kan vi danne os et indtryk af den typiske, amerikanske stjernespiller: Han driver virkelig langt, og han putter godt.

Men: Han driver ikke så præcist, og det koster slag, når fairways ikke rammes. Han putter også godt på meget hurtige greens, som ofte er standard på de fleste amerikanske baner.

I Paris har vi set knapt så hurtige greens. Og det var ikke hele tiden til Europas fordel: Ian Poulter, der vel spiller mest i USA, havde to gevaldige puttekiks på længden de to første gange, han forsøgte sig i foursome om fredagen med McIlroy. Men han fik det hurtigt lært – som også Webb Simpson og Jordan Spieth gjorde det. Men generelt var europæerne bedre på de langsommere greens.

1 – 0 til Bjørn, der havde ”bestilt” ikke for hurtige greens. Og det er den udprægede hjemmebanefordel, som kan og skal udnyttes, og som vi også så blev udnyttet med særdeles smalle fairways med svære første og anden klipning og nærmest umulig rough.

Fordelen for knapt så langtslående kan dog have visse ulemper – det kunne vi se, når en særdeles langtslående McIlroy ofte var i problemer efter lange drives ud i den høje og kraftige rough.

Alligevel var det god skrivebordsforberedelse, da de generelt mere langtslående amerikanere skulle kæmpe i ”knæhøj karse” og allerede i 2. klipning ikke havde mange chancer for at få kontrol over bolden. Igen og igen har vi igennem årene set Phil Mickelson og Tiger Woods slå eventyrligt skæve drives på de amerikanske baner og alligevel holde sammen på scoren fra andre fairways eller mellem buske og træer. Ofte det rene artisteri. Men den slags gik ikke i Paris, Her var der knæhøj tyk rough og ikke plads for artister.

Vi så Tiger Woods, Justin Thomas, Dustin Johnson, Phil Mickelson, DeChambeau, Tony Finau, Brooks Koepka og Bubba Watson igen og igen var i problemer i andetslaget.

Netop omkring andetslaget kom måske Thomas Bjørns allerstørste genistreg: Valget af Garcia, Poulter, Stenson og Casey, der alle fire leverede langt, langt bedre end man overhovedet havde kunnet forvente, og vi kunne flere gange se, at de til fulde kunne matche den ellers aldeles uovertrufne Molinari, der åbenbart ved, hvordan man med behersket længde kan knække en hvilken som helst golfbanes kode og få solide resultater.

Det var Thomas Bjørns største genistreg og triumf som kaptajn, at han valgte de fire erfarne ballstrikere til sit hold. I direkte sammenligning med Kaptajn Furyks valg blev det en nærmest monumental pointhøst til Bjørns picks, der utvivlsomt afgjorde matchen. Meget sigende er det, at Tiger Woods, Mickelson og Bryson DeChambeau tilsammen scorede 0 point! De havde det bestemt ikke komfortabelt på de smalle fairways.

Kan vi andre lære noget af Thomas Bjørn?

Ja, mon ikke! Spørgsmålet går mere på, om vi kan lære noget af de helt unikke forberedelser, som uden tvivl vandt Ryder Cup for Thomas Bjørn og for Europa. Selv Jim Furyk fremhævede Thomas Bjørns forberedelser og kaptajnrolle. Det er måske nogle af de flotteste ord, der nogen sinde er sagt til Thomas Bjørn. Indsigtsfulde og fortjente.

Jeg tror, at det, vi kan lære, kræver, at man som klubgolfer ikke alene er fuldt klar over sine styrke og svagheder generelt, men også hvad styrke og svagheder er på selve dagen - på lige præcis den golfbane, der venter.

Det kræver en god og målrettet opvarmning, hvor man ikke ét sekund tænker på at bruge opvarmningen som træning, men kun tænker på, hvad man selv ”har i posen” i dag.

På den måde er opvarmningen og forberedelserne en slags strategi, mens selve udfordringerne på banen bliver til taktiske overvejelser om, hvordan man slag for slag kan komme godt og scorende rundt i mødet med udfordringerne.

Et godt eksempel på strategien kan være opvarmning i det kortere spil: Ned i en øvebunker og slå et slag mod pinden. Lige præcis dette første slag er det, man kan forvente i dag. Kikses slaget, må man tage sine forholdsregler og måske dæmpe ambitionerne ude på banen og blot sikre sig at komme op på green. Det bliver en taktisk ændring, der direkte knytter sig til strategien. Hvis man alligevel ”sigter efter pinden,” fordi taktikken er at komme så tæt til hullet som muligt for et 1-putt, er taktikken i uoverensstemmelse med den strategi, som forberedelserne egentlig tilsagde.

Betyder det noget? Kan man ikke være heldig? Jo, det kan man bestemt. Mickelson og DeChambeau kunne sikkert også have været heldige i deres foursome – i stedet for at være nede med 7 efter 9 huller. Det er ikke til at vide, hvad der var Furyks strategi med det hold, men vi kunne i hvert fald se, at der var uoverensstemmelse mellem strategi og taktik.

Tilbage til det enlige bunkerslag i opvarmningen:

Det kan være, at man skal bruge mere kraft, men det dur ikke at efterprøve det som en slags træning, for dels kan man blive ved, dels har man kun én chance, når det går løs på banen. Her har det også betydning, at et kikset slag skal ”behandles” intellektuelt og mentalt på banen, og den form for behandling af kiksere, skal også ”varmes op,” og det gøres ikke ved at lade opvarmning være træning.

På forholdsvis kort tid kan man komme igennem de fleste af sine slagtyper rundt om green med kun et slag pr. type, og hvis man virkelig vil gøre sig umage, kan det være en god idé at bruge ”tænkeboks-spilleboks-princippet,” som faktisk også kræver en del opvarmning.

Ideen er at forestille sig et slag i den såkaldte tænkeboks – og fra det øjeblik, man har truffet en beslutning, må intet ændre sig, når man kort efter står i ”spilleboksen.” Det er så let at komme i tvivl, når man står over et slag. Er det det rigtige værktøj? Er der mere vind? Er der længere, end man troede – måske op ad bakke? Er det bedre at lande i højre side af green end venstre? Kan man overhovedet ramme bolden solidt i det leje?

Det er den type tanker og tvivl, der kan gøre ethvert golfslag til en kikser.

Og måden at undgå det på er ikke blot stædigt at holde fast ved ”tænkeboks-spilleboks-princippet,” men også være fast forankret i troen på, at der netop i spilleboksen bliver overensstemmelse mellem strategi og taktik. Det giver tryghed og tillid til slaget.

Står man til opvarmning på driving range med en spand bolde, er det utroligt fristende blot at slå et tilfældigt slag med et 7-jern - og et til – og et til, indtil man er tilfreds – og så håbe på, at det er dette sidste slag, der er udtryk for, hvordan slaget vil være ”i dag.”

Men det er det sjældent. Det er for sent at ændre på et sving eller en boldkontakt under opvarmningen. På banen, når man står med et 7-jern, kan lejet være anderledes – bolden kan være over eller under fødderne osv. – og så er vi i de fleste tilfælde tilbage ved det allerførste slag på driving range – for det er jo i virkeligheden det, vi kan. Det er usigeligt let at rette et 7-jern, hvor bolden er gået lidt til højre, men det kan kræve meget at gennemtænke, hvorfor man overhovedet slog lidt til højre første gang, og det er de tanker, vi kan tage med os – og ikke det tilrettede sving efter et ”ikke-tællende forsøg.” Det findes ikke på banen, men det gør omtanken – fra tænkeboksen.

Lidt af det samme går igen på puttegreen. Det er en dårlig idé til opvarmning at slå det samme putt to eller flere gange fra den samme afstand til et hul. Det er langt bedre at blive klog på, hvad man har ”i posen i dag.” Kommer putts for langt eller for kort eller for skævt, må man bruge lidt tid på overvejelser. Selv det ringeste putt kan give anledning til gode overvejelser, som man alligevel skal gøre sig på banen.

To bolde mod det samme hul er altid en dårlig idé. Enhver kan hurtigt lære sine muskler at slå lidt mindre kraftigt til en bold, hvis den første kom for langt. Hvad der er langt mere interessant er overvejelser om, hvorfor man havde en idé om, at det første putt skulle slås med for meget kraft. Måske synes man, at en green virker langsom – måske er man blot for optimistisk.

Det kommer indefra, og det skal løses ”indefra.”

Under en god opvarmning.

Det bedste opvarmningssystem, jeg har mødt, kom fra en svensk clubfitter og pro:

  1. Sving med en PW alene med venstre hånd. Som et rigtigt sving, men kun med venstre hånd. 10 – 15 gange. For nogle kan det være svært at strække venstre arm helt ud. Det kan ses – og ændres! – i denne opvarmningsøvelse.

  2. Sving med højre hånd alene. 10 – 15 sving. Som et rigtigt sving – helt tilbage og helt igennem til en god afslutning. For nogle kan det være svært at mærke, at højre side ”kommer indefra.” Det kan mærkes i øvelsen.

  3. Sving med begge hænder, men som et baseball-slag i hoftehøjde. Helt tilbage med en fuld skulderdrejning - og helt frem med vægten på venstre side.

  4. Tre dybe knæbøjninger og tre udstrækninger med jernet strakt op mod himlen – og helt op på tæerne!

  5. Slå et ”halvt” lavt pitch mod et mål. Slå et ”halvt” højere pitch mod et mål. Koncentrer dig alene om boldkontakten. Er der god nedadgående kontakt med en smule tørv efter bold. Hvis ikke, så overvej, om hofterne er kommet rigtigt med. Bliv ved med denne øvelse til der er god kontakt men skift retning ”mod hele horisonten” og skift mellem lave og høje halve slag, indtil der er en tydelig fornemmelse for bold-før-græs i impact. Det er ikke nogen ”spille-øvelse” men alene en opvarmning til god boldkontakt. Nogle dage kan man nøjes med 2 slag – andre dage kan det kræve tyve eller halvtreds slag. Pointen er naturligvis, at alle anstrengelser på banen er forgæves, hvis der ikke er god boldkontakt. Det er ”hånd-øje-koordination” i opvarmningen.

  6. Slå et godt slag med et 7-jern, men kun med fokus på det, der eventuelt kunne være galt med de halve pitch i starten af opvarmningen med de halve slag – eksempelvis kun med fokus på hofterne.

  7. Slå de forskellige typer slag – driver – woods – hybrid – forskellige jern – på tee og fra græs. Et af hver slags – og vurdér eventuelle vanskeligheder uden at forsøge at rette dem.

  8. Slut af med tre chips: et kort - et langt – og et midt imellem.

  9. Et enkelt bunkerslag til bagkanten af en øvegreen og et til forkanten.

  10. Ekstremt lange putts tværs over en øvegreen. Et par kortere og et par længere. Slut eventuelt af med mange superkorte putts - for selvtillidens skyld. En bold i hul har en dejlig lyd!

Thomas Bjørn var velforberedt og omhyggelig med hver en detalje i forbindelse med Ryder Cup efter en nøje lagt strategi.

Og han fik succes.

Vi andre kan måske også få succes, hvis vi er lidt bedre forberedte, inden vi går i gang med en runde.

10 punkter kan lyde af meget – men det kan gøres på 10 – 20 minutter – og det kan være en god investering, inden der skal spilles i måske fire timer.

Og måske oplever nogle, at det egentlig var ærgerligt, at der ikke var mere tid til opvarmning… For det er jo sjovt!

Det må vi fremover klare dagen før – eller mange følgende dage forud… – og så bliver næste runde endnu bedre!

Det er også en slags strategi at være omhyggelig med træning, og så bliver taktikken på banen lettere at følge.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer