Golferens Blog: Slå op – med Trackman. | Golf.dk
I 1939 blev der sat en max-længde på tees.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Slå op – med Trackman.

13/02 - 2018 | Søren Meinertsen

På alle golfplatforme og på ethvert golfforum – og der findes i tusindvis – er der emner, der dukker op igen og igen.

Et af de tilbagevendende emner for en debat er spørgsmålet om, hvorvidt der skal slås op eller ned med en driver.

Spørgsmålet kan lyde enkelt – for det kan vel komme an på en prøve – men selv en prøve afslører ikke hele sandheden.

De første spæde tegn på en debat kunne ses  allerede i trediverne, hvor nogle spillere ”med tees på højde med Eiffeltårnet” opnåede en vis ”usportslig” fordel. Herefter blev der sat et maximum på tees i 1939.

Beretninger fra Hogan-tiden og Nicklaus-tiden fortæller om, at de begge ”formentlig” slog op i bolden med deres drivere. Vi ved det ikke, for selv de bedste iagttagere og datidens fotoudstyr kunne ikke fastholde de måske få tusindedele af et sekund. Jack Nicklaus udtalte selv omkring 1970, at han mente, at han fik mere længde ved at tee bolden lidt højere op end normalt, givetvis for at kunne slå op – eller i det mindste ikke ned…

For et par år siden mente Leif Nyholm, der om nogen kender Thomas Bjørn og hans måde at svinge på, at Bjørn var begyndt at slå ned på bolden i drivet. Leif Nyholm var ikke sikker, og vi andre kan vel heller ikke afgøre det præcist, når vi ser det på TV. Umiddelbart lød det, som om Nyholm absolut ikke var tilfreds med den udvikling.

Men op eller ned?

Hvorfor ikke lade Trackman afgøre det?

Det er ikke så enkelt, som man skulle tro, og det hænger sammen med, at et forsøg ikke helt lader sig gennemføre – og hvis man ikke har en helt klar objektiv måling, så er der frit slag for en debat.

Alligevel mener jeg, man kan finde nogle gode pejlemærker – også lidt bagvendte – for at kunne fastslå, at det rigtige for merlængde er, at der skal slås op i en bold med driveren af en person, der søger (mer)længde.

Argumenterne er hovedsaligt:

1. Frederik Tuxen, der er indbegrebet af teknikken bag Trackman, er blevet citeret for følgende:

Spiller 1: Køllehovedhastighed 100 m/h. Angrebsvinkel +5 (slår op)

Spiller 2: Køllehovedhastighed 100 m/h Angrebsvinkel – 5 (slår ned)

Resultatet er, at spiller 1 har en carry, der er 25 yards (23 meter) længere, men har 6 yards (ca. 5 meter) mere kurve på bolden, som vel betyder en vis skævhed – alt andet lige(!!)

Det er næppe et praktisk forsøg, men alene baseret på en teoretisk udregning, og med til opstillingen hører formentlig, at ”alt andet” lades være lige. Her begynder vi allerede at se et problem, for er der mere rul på det ene slag end på det andet… - ja, måske indeholder spiller 2’s slag så meget rul, at slaget kommer længere end spiller 1’s slag, så er der ikke meget, der tyder på, at en klubgolfer vil vælge det længere carry. Det næste slag skal jo ikke slås på baggrund af carry, men på baggrund af det sted, hvor bolden konkret befinder sig.

Alligevel: Vi ved det ikke. Og når alt kommer til alt, kan vi vel også blot – retfærdigt - sætte de to slags ”rul” til at være lige lange.

2. Vi kan se nærmere på statistikkerne på PGA-touren og konstatere, at de længstslående i toppen af verdensranglisterne rent faktisk slår op i boldene. Det gælder McIlroy, Dustin Johnson, Bubba Watson, Justin Thomas og Gary Woodland. Tisvarende kan vi dog se, at Sergio Garcia også tilhører verdenstoppen, og han slår ned på sine drives. Justin Rose, der også er langt fremme i toppen slår neutralt – hverken op eller ned.

Især Sergio Garcia, men bestemt også Justin Rose og en lang række andre gode spillere inden for verdens top-100 kendes på mange, mange fairways-træf, og det er nok ikke helt forkert, at der ligger en tydelig større spredning på boldene, når der slås med fuld power op.

Det bliver vi først rigtigt klogere på, når vi inddrager mere sofistikerede målinger. Her er Mark Broadie – forfatteren af bogen ”Every Shot Counts” – fremme med et ledende spørgsmål: ”Er præcise og lige slag det eneste mål, når det gælder om at score lavt?” Spørgsmålet er indirekte rettet til en lang række spillere, der måske ikke satser hele butikken for at nå til tops, men blot er tilfredse med at have et tour-kort.

Han besvarer selv spørgsmålet med ”Strokes gained-statistik.” Her kan man finde bekræftelse på Frederik Tuxens oplysning om de to spilleres forskellige angrebsvinkler: 25 yards merlængde betyder 1,4 slag vundet, mens en mistet fairway koster 0,7 slag. Samlet resultat er 0,7 slag vundet ved et længere, men måske mere ”spredt” slag.

Så er sagen vel afgjort?

Nej, bestemt ikke, for selv om enhver PGA-tourspiller kender disse statistikker, så ser vi, at gennemsnittet har en angrebsvinkel på -1,3 – altså et nedadgående drive. Det giver et gennemsnit på 290 yards i totaldistance på PGA-touren.

Også LPGA spillerne kender til tallene, men her forholder det sig anderledes: Hos pigerne er angrebsvinklen nemlig positiv 3 grader – altså et opadgående drive. Det giver et gennemsnit på 250 yards.

Tallene begynder først rigtigt at sige noget, når banernes totallængde tages med i betragtning.

Med udgangspunkt i tallene har Hunter Brown regnet ud, at pigerne reelt er nødt til at slå længere, fordi deres baner generelt er længere – set i forhold til deres drives. Et drive er jo ikke blot et drive, men udgangspunktet for de næste slag. Hvis udregningen er rigtig, er det nødvendigt for en pige at slå så langt som muligt, og at risikoen må vejes op imod de medfølgende skævheder i form af 2. slag fra rough etc.

Mændene behøver tilsyneladende ikke ekstralængde – medmindre de ønsker at være i den absolutte top! – men pigerne gør, og det er måske det mest overbevisende argument for mange, mange klubgolfere, som generelt altid mangler længde. Pigerne mangler længde og slår op på boldene. Klubgolfere mangler længde og bør derfor følgelig også slå op på drivet.

3.

Endelig det tredje argument: Selv om vi ikke kan udfinde konkrete eksempler på måling mellem +5 og -5, så kan vi få en konkret fornemmelse ved at lade den samme spiller forsøge at slå op på boldene og herudfra vurdere de forskellige resultater. Her ser vi på Trackman målinger, at en øgning fra +3 til +5 giver merlængde, men også større spredning. Men vi ser det samme billede, når en spiller slår ned og øger fra -3 til -5. Også her bliver spredningen større.

For mig giver det en klar fornemmelse af respekt for de dygtigste stjernespillere på både herre- og damesiden. Mange turneringer afgøres på det at kunne ”ramme dagen med en varm putter” – men forarbejdet fra tee skal være i orden. Ellers nytter god puttning ikke meget.

Der er fornuft bagved og en klar tendens til det absolut – generelt set – bedre resultat, uanset om det går op eller ned med driveren – og så har vi de måske konservative tal for mændene med nedadgående sikre drives, og de mere risikobetonede, men nødvendige længdefremmende, opadgående slag med driveren på spindesiden.

Denne dybtgående analyse fra Hunter Brown på basis af Trackman og statistikker fører til en konklusion om, at det bedste (længste!) formentlig er +2 - + 4, men han tilføjer dog, at det afhænger af den enkelte spiller – og måske kan det tilføjes, at gode brede fairways kan være normen for klubgolfere, hvorimod mesterskabsbaner kan være gjort endog særdeles smalle.

Det er vel kun glædeligt, at det ikke kun er ”bomberne,” der vinder alle turneringer. Der tabes slag i rough, og en golfturnering bør aldrig være en longdriving konkurrence. Fint nok med par 4-huller, der kan drives – fint nok med par 5-huller med eagle-chancer. Det er underholdende for os tilskuere, men der skal være mening med galskaben, og det kan måske ad åre føre frem til, at der eksempelvis sættes en begrænsning i form af bolde, der simpelthen ikke kan flyve så langt som i dag – eller i morgen… Til den tid vil det optimale få endnu mere plads – måske lidt lige som på Hogan’s og Nicklaus’ tid, hvor de (måske?) kunne brillere, fordi de mestrede det opadgående sving med driveren.

Jævnligt hører vi om ”400 meter drives” – det er flot, og det er imponerende, men så heller ikke mere. Golf er meget, meget mere end at være langtslående. Korrektion: Golf BØR være mere end blot lange slag!

Ja, rønnebær kan være sure…

Jeg tror, at merlængde kan komme fra et mere opadgående drive – kombineret med større svinghastighed. Det forsøger jeg selv, og jeg har endnu ikke mødt nogen træner, som har sagt, at jeg skulle forsøge det modsatte. Tværtimod er det mit indtryk, at vore trænere gerne vil have en direkte bestilling: ”Kan du ikke lære mig at slå op med driveren?”

Det kan være værd at bruge snevejrspausen på en gang instruktion.

Der kan nås meget med en passende driver. Ikke så få klubgolfere spiller med for tunge og for lange drivere med for lidt loft. Mange spiller også med indstillelige drivere, hvor skaftet reelt drejes i forhold til hovedet. Det kan meget vel blive et helt andet skaft, når det drejes. Et skaft har en rygrad, og det er ikke ligegyldigt, hvor denne rygrad er i forhold til slagretning. Tænk dig om, inden du drejer – og endnu bedre: Få en clubfitter til at gøre det.

Er man på egen hånd, er der Andrew Rice’s fremragende øvelse, hvor der lægges en tom boldæske 10 cm efter bolden ud mod målet. Undgå at ramme boldæsken – så er det opadgående!

Der kan loades effektivt ved at sikre, at højre fod i tilbagesvinget frit kan vippes op og ned, og hvis posituren er med en klar tiltning af skulderpartiet op mod målet, så er scenen sat for et godt opadgående drive med størst mulig svinghastighed – som vi også kan se hos longdriving atleterne.

Og som en naturlig tilføjelse: Har du masser af længde, men ender i rough, så kan det måske overvejes at slå ned på boldene.

For det er sjældent til diskussion: En klubgolfer spiller klart bedre fra fairway.

Længde er godt – men længde er også, at man som spiller skal kunne beherske slag fra vanskelige lejer uden for fairway…

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer