Golferens Blog: Single length(7) – og længere drives | Golf.dk
Vores blogger blev dybt imponeret af 78-årige Jack Nicklaus' wedgespil.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Single length(7) – og længere drives

10/04 - 2018 | Søren Meinertsen

Nedenfor er en mere personlig opfattelse af, hvordan jeg oplevede mødet med Sterling’s single length på min egen hjemmebane.

En hel del golfspillere finder stor mental afslapning og tilfredsstillelse ved at slå bolde. Det er formentlig en slags frirum set udefra, men alligevel kan de tusinder og måske atter tusinder af slag sidestilles med det at sidde i en god stol og høre musik eller læse en bog.

Hjernen står jo ikke stille, hverken i lænestolen eller på driving range.

Da jeg fik mine nye Sterling single length jern – 10 styk i alt fra 4-jern til lob wedge – var jeg i rimelig god ”slagform” – og selv om marts var kold, så holdt det nye legetøj mig varm!

Hvordan griber man et nyt sæt an?

Umiddelbart har de fleste vel en fornemmelse af, at man ikke blot skal ”buldre af sted,” men måske prøve at bygge op – og prøve at undgå nogle af de svingfejl, som enhver klubgolfer kender til – det er blot at betragte boldene…

Mine første oplevelser var, at slagene generelt var meget lige. Især var jeg glad for de lidt længere wedges. Præcisionen var helt klart bedre, og da også boldflugten var højere, var det en særdeles positiv oplevelse. Tilsyneladende var der en rimelig og god afstand (cirka 10 meter) mellem de enkelte wedges fra LW til PW, og da også ”præcisionsjernene” 8- og 9 havde den samme høje boldflugt og tilsyneladende også havde længder, der var 10 meter længere pr. jern, var det alt i alt en særdeles god første halve time, jeg oplevede. Endda vil jeg hævde, at adskillige af slagene havde en kvalitet, som jeg kun har kunnet finde på de ekstraordinært gode dage.

Selvfølgelig brændte jeg efter at komme i gang med de lange jern, men al fornuft – og måske at forblive i forventningens glæde! – tilsagde, at jeg skulle blive ved med de korte jern, ikke mindst, da jeg opdagede – med en kartoffelmels-streg på græsset, at jeg kom for stejlt ned igennem boldene. For elitespillere er det sikkert udmærket at tage en stor ”fornuftig” tørv efter bolden, men for klubgolfere er det formentlig mere afgørende, at man er opmærksom på, at køllehovedets bundpunkt ikke er for tæt og for stejlt umiddelbart efter bolden. Et mere udfladende sving med bundpunktet længere ud mod målet er givetvis at foretrække. Det var nu også nemt at konstatere for selv blandt de mange gode slag, var der nogle, der var bedre end andre – og sammenhængen med bundpunktet var tydelig, ja, så tydelig, at jeg var nødt til at blive ved!

Og det er endda ikke hele pointen – og derfor er der noget sund fornuft i at blive ved med wedge-slag og kortere jern, indtil man er tilfreds, for ”nissen flytter med.” Hvis der er problemer med wedges kan man roligt regne med, at problemet bliver endnu større med de længere jern.

Men ”længere?”

I single length er jernene lige lange, men det gør blot, at man så skal være endnu mere omhyggelig med wedges-slagene, for i single length konceptet ”flytter nissen ikke blot med” – nissen er der hele tiden, for slagene og svinget er det samme uanset om det er wedge eller 4-jern. Det er noget af ideen i single length.

Det kan lyde enkelt at flytte et bundpunkt længere ud mod målet, og det kan lyde enkelt at få en mere udfladende og ikke så stejl svingbue.

Men det er ikke let. Det er faktisk så svært, at uendelig mange golftrænere, der skriver instruktionsbøger og –artikler igen og igen påpeger klubgolferens generelle problemer og henfører til boldkontakten og et sving, der betyder, at mange klubgolfere døjer med alt for tykke slag. Det er slag, der kan være nydelige på en måtte, men i græsset på banen, er det oftest de rene katastrofer.

Jeg var ikke tilfreds med mit sving. Kartoffelmels-stregen ramte jeg ikke, men jeg kom for stejlt og derfor var bundpunktet ikke 5 – 10 cm efter bolden, men kun 1 – 2 cm.

Den umiddelbare løsning er vel at få hofterne og dermed hele kroppen til at komme mere frem. Hermed nås naturligt et bundpunkt noget senere, nemlig længere efter bolden.

Der var ingen trænere i miles omkreds, og jeg måtte køre hjem med en idé om, at jeg måske kunne læse mig til en løsning.

Det kunne jeg ikke, men så kunne jeg se par 3-turneringen fra Masters med fuld dækning af Jack Nicklaus (78 år!), Gary Player (84 år!!) og en knapt så gammel Tom Watson. Teeslag efter teeslag med wedge-slag – alt det, som jeg havde prøvet i timevis uden at kunne – kunne man nu se disse golf-legender udføre – legende let og med en forrygende præcision på både retning og længde. Tom Watson vandt hele turneringen overbevisende. At se disse tre golfspillere slå disse wedgeslag så selvfølgeligt og uanstrengt var en oplevelse af de sjældne. Især denne dag, hvor jeg kendte til problemet på min egen krop! Hold da op nogle flotte, flade og lækre sving!

Klokken 1 om natten havde jeg for lang tid siden tilmeldt mig et web-seminar, og jeg var egentlig fast besluttet på at gå i seng, for det handlede ikke om wedgeslag og boldkontakt, men om drives - men nu havde jeg jo betalt…

Som det ofte går med noget, man er modvillig overfor: En deltager henviste til en lille video med Martin Hall og til en øvelse med en ukendt træner, og da klokken var 4 om morgenen gik jeg i seng med stor optimisme.

Martin Hall foreslår i opstillingen til et drive, at vi skal ”knække” hofterne en smule ud mod målet. Det lyder lettere, end det er, for vægten må ikke følge med mod venstre i opstillingen til et drive med en opteet bold, men derimod gerne, hvis det er et almindeligt slag med et jern fra græsset.

Den ukendte træner foreslog, at klubgolfere burde træne nedsvinget for at få et fladere slag og dermed lettere ”komme op i bolden” ved at lade driverhovedet falde helt ned på græsset ude til højre. Det er noget aparte, men ideen er, at klubgolfere har en tendens til at have køllehovedet for højt og ofte ”slår fra toppen” – således at køllehovedets bundpunkt før tilsvinget er for højt, hvorefter indflyvningen ned midt i stancen bliver for stejl.inden selve svinget ind i bolden. Øvelsen skulle medvirke til at tvinge spilleren ind i et mere fladt sving og derfor ofte mere ”bredt” sving.

Hold da op, hvor jeg lyttede!

Med driveren virker Martin Hall’s opstilling med et lille pres med hofterne fremad, og for mit vedkommende lagde jeg mærke til, at det var betydeligt nemmere at have hovedet bag bolden via dette ”knæk.” Umiddelbart synes jeg, at mine drives gik længere, men nok så vigtigt i sammenhængen med afprøvningen af de nye jern: Hvis jeg i et almindeligt slag med en wedge pressede hofterne lidt frem og fokuserede på dette element, var det helt tydeligt, at jeg havde nemmere ved at bevare vægten på venstre siden, og nu var det faktisk enkelt at få et mere udfladende slag med et bundpunkt længere efter bolden ud mod målet.

Slagene var blevet bedre med hjælp fra Martin Hall.

Jeg lod også flere gange driveren eller et jern falde ned fra toppen uden at bruge kræfter, og jeg må medgive den ukendte træner, at der nok er en hel del at hente, hvis vi ikke bruger for mange kræfter på den nedadgående bevægelse i den første del af tilsvinget fra toppen. Lade køllehovedet ”falde.” Det føles umiddelbart mindre anstrengt, og måske kan kræfterne ”gemmes” til selve svinget ind i bolden.

Og så til de lange jern – som i single length ikke er lange skaftmæssigt, men alligevel slår længere efter tallene på køllehovedet.

Gør de det?

Ja, ubetinget. 6-jernet slår længere end 7-jernet osv.

Spørgsmålet er blot, hvor langt de rent faktisk slår.

Når jeg engang har lagt mig fast på et golfsæt, vil jeg naturligvis efterprøve hvert enkelt jern med op til 6 bolde for at finde mine helt konkrete spillelængder.

Men en test bør have et praktisk formål, og her er hjemmebanen jo så absolut en god reference. Jeg har spillet nogle af hullerne ”flere tusind gange,” og jeg kender nogle helt konkrete afstande, som er gået igen og igen og igen.

Oplagt er der nogle par 3-huller, og oplagt er der nogle par 5-huller, hvorfra indspilslængderne kendes til nærmest bevidstløshed. Her er der slået gode slag – og her er der slået skuffende kiksere – men uanset skuffelserne: Årsagen til skuffelsen var jo så indlysende, at jeg (med rette?) forventede noget bedre, fordi jeg kendte afstandene præcist uden at behøve hverken en GPS eller en kikkert.

Jeg slår ind mod en green. Op ad bakke. Der er 115 meter, men effektivt på grund af bakken er der formentlig 130 meter. Det er normalt et 7-jern for mig. Mit ny Single Length 7-jern kommer i 5 forsøg 10 – 20 meter for kort. Det sidste slag lægger jeg derfor så meget energi i, at det kikser totalt.

Jeg prøver med mit traditionelle 7-jern. Alle slagene er længere og kommer på green.

Næste forsøg er et par 3-hul på 155 meter. Det kan jeg – med flaget i forkanten – nå med et 5-jern – ellers en hybrid.

Jeg prøver både med 5- og 4-jernet single length. Ingen af slagene kommer på green. Alle 10 bolde ligger 10 – 20 meter før green.

Med mit traditionelle sæts 5-jern kommer jeg på green (alle i forreste del af green) – og 5-hybriden kommer fra midt til bagkant.

Det er ikke nogen egentlig objektiv test, men alligevel er jeg dybt skuffet. Det er min hjemmebane, og jeg står alene uden nogen form for pres af at skulle score noget bestemt for at holde mig inde i en konkurrence. Det er rene, afslappede og upressede slag – de slag, som vi alle kan så godt, men som jo desværre også kan kikse, når vi er lidt pressede.

De fleste spillere er uden videre opmærksomme på, at der kan være hjælp at hente til forbedringer fra mangfoldige sider:

Træning i retning af bedre sving? Oplagt!

Andre bolde? Værd at prøve…

Ja, vi kan købe en hel forretning…

Vi ender hurtigt der, hvor vi smiler lidt ad os selv og vore (herlige) dagdrømme.

Når vi har været på sporet af single length har vi naturligt nok ønsket forbedringer. Forbedringen skulle primært knytte sig til boldkontakten, og vi vil glæde os over hvert et godt træf på bolden, og vi vil spændt spejde efter, om boldene skulle blive lige, men – for der et stort men: Vi ønske under ingen omstændigheder at slå kortere.

Der kan siges ufatteligt mange kloge bemærkninger om, at slaglængde på jern ikke betyder så meget, og det bedste argument er vel egentlig, at hvis man mangler lidt længde på 7-jernet, kan man blot tage 6-jernet – for vigtigere end længde er viden om, hvor langt man slår.

Alt er rigtigt på alle teoretiske og sikkert også praktiske parametre.

MEN:

Kan vi som golfspillere acceptere at slå kortere? Er der ikke noget naturligt i, at vi ønsker at slå længere? Er der ikke noget naturligt i, at alle golfudstyrsfabrikanter forsøger at få os til at købe udstyr, der slår længere?

Jeg tror det. For det ligger meget, meget dybt i os alle.

En del af kritikken vedrørende single length har så absolut været betænkeligheder ved de ”lange jerns” formåen. Der har været meget styr på afstandene mellem de enkelte jern, og noget tyder endda på (også med mine forsøg), at single length på det punkt kan hævde sig, men salgstallene afslører, at der er nogle betænkeligheder fra spillernes (købernes!) side, og det har især været de reelle slaglængder på de lange jern.

Vi ser i dag ikke usædvanligt, at 5-jern er med 23 graders loft, og vi ser 7-jern med under 30 graders loft, og hvis man ellers kan anvende disse jern, så må der være forrygende merlængde.

Her kommer dagdrømmene måske ind i billedet, for hvis vi alle drømmer om at kunne slå langt med et 5-jern, så er det det, reklamekampagnerne bliver rettet imod – og med god grund. Alle større virksomheder kan vel basere et godt salg på forbrugernes drømmefabrikker.

Men min drømmefabrik – om den er dum eller ej – må naturligt knytte sig til slaglængder, hvis jeg skal være ærlig. Jeg tror ikke, at jeg som golfspiller vil kunne acceptere, at mine nye jern slår kortere end de gamle.

Jeg er klar over, at jern kan tip-trimmes, og at Tom Wishon lige frem har et sæt, der baserer sig på 7-jernets længde, men i min test-verden må udgangspunktet være, at konceptet er baseret og lanceret som et single length sæt i 8-jerns længden. Det er den idé, som jeg har haft på nethinden, da jeg skrev om single length generelt og hen i mod Tom Wishon og Jaacob Bowden’s idé med 8-jernet som omdrejningspunkt.

Wedges er gode, ingen tvivl om det. Men længderne på 7- og 5-jernet efter testen gør mig bestemt ikke høj, men skeptisk. Det er sikkert mig, der ikke kan håndtere jernene korrekt – måske med for lidt svinghastighed – men det er nu engang mig, der skal anvende jernene på banen, og jeg ønsker ikke kortere længde, og jeg ønsker under ingen omstændigheder, at mine faste spilmakkere kan bruge et 7-jern, hvor jeg skal bruge et 6 eller måske endda et 5-jern. Det holder ikke, for det kan jeg ikke leve med.

Andre kan måske, men jeg kan ikke. Så er det sagt.

Jeg må derfor videre ad sporet mod single length ved at inddrage Cobra’s One Length. Det er i modsætning til Sterling en hyldevare, men vi skal naturligvis omfatte sættet med samme loyale sympati, som vi har omfattet Sterling.

Jeg glæder mig igen som et barn til, at der bliver ringet fra Golfexperten, når Cobra’s jern er klar til levering.

For god ordens skyld: Jeg har ikke fået noget udstyr stillet gratis til rådighed, men har selv betalt for både Sterling og for Cobra. Jeg har heller ingen økonomisk interesse i single length – og skriver derfor om dette spor af ren interesse.

Imens jeg venter på Cobra, kan jeg nyde Masters og de forrygende dygtige kommentatorer Leif Nyholm og Henrik Knudsen. Det er klasse-underholdning.

Og jeg nyder at se de gode golfspillere, som fuldstændigt afslappet og naturligt har et godt træf på boldene. Akkurat som Nicklaus, Player og Watson havde det på den korte par 3-bane.

Det er golf, som vi alle kan drømme om at kunne spille.

Måske med lidt hjælp fra det rigtige udstyr. Det kan du læse mere om i næste uge, når det gælder Cobra’s One Length. Det bliver spændende at se, om de lidt længere wedges også her er gode, og især bliver det spændende, om jeg kan få længde på de ”lange jern.”

Og på golfbanen – i godt vejr! - kan jeg bruge ventetiden på at træne mit drive. Det er noget af øjenåbner, Martin Hall har sendt af sted. Længere drives med den samme driver?

Sådan!

 

User Comments:

  • Slet ikke Johnny :)

    11/04 - 2018 | Karsten Osholm Sørensen

    Man SKAL ikke have et sterling single length i 8 jerns længde.. det kommer helt an på en fiting. Det kan også laves i 7 jerns eller 9 jerns længde.. Men nu kommer 10-20 meter i distance ikke alene på en 0,5" som er forskellen mellem 7 og 8 jerns længde. Forskellen for nu a blive i Tom Wishon logik, så vil 0,5" betyde ca 20% kortere. Dvs. er gappet mellem 7 og 8 jernet 10 meter, så er 20% af den afstand pga skaftlængde, dvs 2 meter.... og der er langt fra 2 meter til 10-20 meter..

  • one length jernsæt

    11/04 - 2018 | Johnnie Jelager

    Der da meget god logik i, at du slår et one legth 7 jern, der er længde som et 8 jern noget kortere, end dit "almindelige" 7 jern. Det er jo Tom Wishons måde at lave sine jern... Jeg spiller med Cobra F7 One length, hvor udgangspunktet er 7-jerns længde... og jeg oplever ikke forskel på netop 7-jernet, som jo er "magen" til mit tidligere sæt, derimod oplever jeg alle de øvrige ting som ekstra højde på alle de korte jern, og en fladere boldhøjde på de lange jern (6 - 4 jern). For alle jern er det sådan, at jeg slår mere præcist i spredningen, og det er jo klart en forbedring, nå nu mine længder "passer" (7 jern 135 m carry med gap på ca 10 m mellem alle jern både op og ned)

  • lidt til eftertanke

    10/04 - 2018 | Karsten Osholm Sørensen

    Har du sammenlignet dit eget 7 jerns loft med det på single length 7 jernet? Kunne det være et dårligt fit? At miste 20 meter på et jern er ret meget, så måske kan der ligge noget der? Ved at tip-trimme et jern får du ikke mere længde! Tiptrimme betyder at man skærer lidt af jernet i tippen får at ændre lidt i flex. Det er MAX et par enkelte meter, det kan betyde og det er MAX. Mine egne erfaringer med single length er ikke at miste længde overhovedet. tværtimod, jeg slår dem et par meter længere end mine 575 CB (også Wishon)

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer