Golferens Blog: Så slap dog af! - med Rasmus | Golf.dk
Når Rasmus Højgaard kan komme til at slå for kort, kan vi helt sikkert også.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Så slap dog af! - med Rasmus

17/12 - 2019 | Søren Meinertsen

Tørre tæv i form af hovedsalig lussinger var en del af skolegangen i min landsbyskole. Og næsten endnu værre var den konstante trussel om tæv, der skulle gøre glade børn lidt mere alvorlige.

Første gang, jeg selv stod som ”føl” i en skoleklasse, var øretævernes tid for længst forbi, og børnene var hørbart blevet mere glade.

”Så slap dog af!” råbte min vejleder ud over klassen, og det virkede lige så godt som datidens trussel om tæv.

Så slap dog af!

Indholdet af det opfordrende udråb er et mantra, som bliver brugt virkningsfuldt i utallige sammenhænge med det klare mål at skabe en optimering. Yoga, meditation, religion og fordybelse baseres grundlæggende på afslapning og fred og ro i sindet, og sindet påvirker kroppen.

Videnskabelige undersøgelser har påvist, at afslapning fremmer den dybere vejrtrækning, som igen giver kroppen mere ilt, hvorefter hele systemet slapper af.

Interessant er den modsatte vej: Kan dybere vejrtrækning give afslappelse?

Det er der en del, der tyder på. Der er et lag iltholdigt luft under det, lungerne anvender til den hurtige vejrtrækning, og det dybere lag antages at have god forbindelse til afslappende elementer. ”Så slag dog af!” med de dybere luftlag!

Essensen af afslapningen betyder større ydeevne i overensstemmelse med ”det oprindelige,” hvilket skulle betyde at alle i højere grad kommer til at ligne ”det oprindelige jeg,” underforstået, at det anspændte ikke er os. Vi er kun ”os,” når vi slapper af og ikke er anspændte.

I alt dette ser man konturerne af nødvendigheden i målrettet at dyrke mentaltræning på lige fod med fysisk træning. Hvis vi – afslappet til træning – kan levere et godt slag, skal vi også kunne det i konkurrence. Heri ligger i essensen af et nyere begreb: konkurrencetræning.

En af golfhistoriens dygtigste trænere, Jim McLean, grundlagde sin berømte golfskole på de fire ligeværdige hjørnestene:

  • Det lange spil

  • Det korte spil

  • Course management spillet

  • Det mentale, emotionelle spil

Endda fremhævede McLean det mentale spil som det vigtigste, netop fordi golf ofte kun giver mening i konkurrence. Det er tankevækkende – og i halvfjerdserne var det på det nærmeste revolutionerende.

Jim McLean har utvivlsomt ret.

Vi fik et indtryk af det forleden søndag, da en umanerligt spændende finale på europatouren blev afgjort mellem en ret stor gruppe spillere, der alle havde bragt sig i stilling til at kunne vinde.

Der var meget på spil, og det var egentlig ikke pengepræmien i sig selv i turneringen. Men en sejr ville betyde adgang til de formidable Rolex Tour-turneringer, hvor selv beskedne placeringer pengemæssigt er større end ”små” turneringer på Touren. Og et yderligere perspektiv: En sejr i finalen ville betyde bevarelse af Tour-kortet i hele 2021. For mange spillere ville det betyde arbejdsro: at kunne arbejde stille og roligt på nogle elementer i svinget uden at tænke på, at der skulle præsteres i mange turneringer for at kunne bevare kortet. Kort sagt: mindre stressende arbejdsbetingelser – tid til fordybelse.

Næsten alle underpræsterede de sidste huller. Tydeligt kunne vi se det på 18. hul – et kortere par 5-hul, der med et solidt drive kunne nås med et jern i andetslaget til en forholdsvis nem birdie.

De fleste slog for kort.

Det gjorde Rasmus Højgaard også på 72. hul, hvor han skulle bruge en birdie for at komme i omspil. Det lidt for korte slag betød et langt-langt første putt og et lidt for langt birdieputt, som i hvert fald ikke gjorde mig afslappet!

Men Rasmus Højgaard sænkede puttet midt i hullet efter sin sædvanlige rutine.

Imponerende.

Omspil!

Et omspil betyder, at man er tæt på at vinde, utroligt tæt på at vinde – men også utroligt tæt på at tabe den tilspidsede kamp om at vinde…

Spillerne var tydeligt nervøse og anspændte, og heldigvis kender vi nu det fantastisk dejlige resultat for alle os, der sad med nedbidte negle og heppede på Rasmus Højgaard, der meget vel kan blive vores næste superstjerne de næste måske tredive år. Selvfølgelig betød sejren meget for os, der er vilde med at have nogen at holde med. 

Ingen tvivl om, at Rasmus også var anspændt. Indspillene til det gentagne 18.hul var for korte, men pludselig på tredje omspilshul var indspillet perfekt, og det udløste en eagle og den forløsende sejr. Bravo og fest i de små hjem: Op med flaget!

Det er vildt imponerende at kunne vinde i anspændte konkurrencer, og det er vildt imponerende i den situation, som vi var vidne til, at Rasmus Højgaard kunne kæmpe sin egen kamp mod anspændelsen og toppræstere på det, der skulle vise sig at være det vigtigste slag den dag: andetslaget ind til green på sidste omspilshul.

Det er noget, vi som klubgolfere kan bruge i vort sædvanlige spil. Vi konkurrerer også, og vi ved alle, at nogle slag er mere anspændte end andre, ja, så anspændte, at vi ligefrem kan misse et kort putt eller et ”lettere” slag. 

Men vi kan også bruge det på en anden måde: Jeg er ikke i tvivl om, at en spiller af Rasmus Højgaards format og med det formidable talent, han besidder, til enhver tid (normalt) ville kunne ramme 18. green nøjagtigt ”på meteren.” Det er muligt, at slaget ville komme lidt til venstre eller lidt til højre, for der er også leje og vind og andre forhold, der kan gøre sig gældende, men normalt ville Rasmus Højgaard have rigelig længde, som han jo også viste os på det sidste indspil.

Men når en Rasmus Højgaard i anspændte situationer kan slå for kort, så fortæller det også, at vi andre kan slå for kort, når vi er anspændte.

Normalt vil vi betragte anspændelse som et primært mentalt problem, der giver sig udslag i anspændte muskler. På den måde vil vi kunne regne ud, at topspillere er nødt til at tage mentaltræning alvorligt og dyrke det som en disciplin på linje med eksempelvis putting eller bunkerslag.

Og endda dyrke alle typer slag under flere forudsætninger, for golf er golf – og af mange kaldt ”Modsætningernes spil.” Det gælder også det anspændte: Anspændelse kan betyde større koncentration af adrenalin i kroppen, og hvis det er tilfældet, risikerer vi at slå for langt, for adrenalin kan få os til at overpræstere. Det er noget, de fleste stjernespillere også er klar over, og så bliver der måske passet ekstra meget på i situationer, hvor adrenalinindholdet kan være stort, og så er der god brug for den mentale træning, når der både skal kæmpes mod anspændte for korte slag og adrenalinprægede for lange slag.

Dyb respekt for de spillere, som kan håndtere dette pres.

Dyb respekt for Rasmus Højgaard. En helt enestående præstation.

Golf er sandelig ikke noget let spil – med så mange mulige modsatrettede faktorer i spil.

Nu er det nok begrænset, hvor meget adrenalin vi klubgolfere behøver i selv de mest spændende konkurrencer… Ikke desto mindre: Et golfslag er i sig selv så spændende, at de fleste af os simpelthen er for anspændte, når vi svinger en kølle – selv på en afslappet driving range!

En hel del instruktører og trænere mener direkte, at klubgolferes ringe længder og ringe præcision skyldes en gentaget anspændelse i svinget. Og da det både gælder vigtige slag og ”afslappede” træningsslag på driving range, er der grund til at ofre anspændelsen som begreb ekstra opmærksomhed.

Hvis vi ”køber” præmissen om, at anspændelse betyder kortere slag – uanset, hvad der er årsag til anspændelsen – er det værd at gøre noget ved, for ingen af os klubgolfere kan se bort fra, at vi generelt mangler længde, og den fås primært med Club Speed.

Derfor: Til kamp mod anspændelsen i golfsvinget!

Der er tre hovedområder, der har betydning for anspændelsen:

  • Balancen i kroppen

  • Den primære anspændelse

  • Svingfornemmelsen uden anspændelse.

BALANCEN I KROPPEN er, selv om den egentlig forekommer de fleste simpel nok, ikke helt simpel, og det skyldes, at man let kommer til at have for meget vægt som modvægt. Det betyder, at eksempelvis tilbagesvinget kan indeholde et uheldigt svaj væk fra bolden, hvorefter vi kun kan ramme bolden efter en timet bevægelse og ikke som en ren mekanisk bevægelse. (The Golf Machine.)

En simpel øvelse er at stille sig op til et slag , men gribe fat i hver ende af køllen og sætte sig på hug. Herfra kan man langsomt stille sig op til sin stance, og da bevægelsen er den samme, som når vi skal løfte noget tungt, har vi absolut lige meget vægt (tryk på græsset) på hver fod. Det er udgangspositionen for ethvert golfslag, og det er usigeligt let nu at korrigere – eksempelvis 40/60 (40 procent på venstre fod) i et drive – eller 60/40 i et halvt slag. Det kan være næsten umuligt at finde en god grundindstilling, der kan gentages, hvis man ikke starter fra udgangspositionen 50/50.

DEN PRIMÆRE ANSPÆNDELSE kommer fra hænderne, det vil sige det pres vi har i grippet. Nogle taler om, at grippet skal være som holde en lille barnehånd eller en fugl (der ikke skal klemmes ihjel). Mere præcist kan det være at sætte tal på og for sig selv lave en skala fra 1 til 10, hvor 10 er et krampagtigt, anspændt grip, mens 1 er lige før, køllen falder ud af hænderne. Et let og uanspændt grip befinder sig omkring 3 – 4, og det er lige præcis det sted, hvor man ikke kan mærke nogen som helst anspændelse i underarmene. Hvis du sidder med hænderne foran dig og lader, som om du tager et tænkt grip på en kølle, vil du kunne mærke, at et for hårdt grip spænder i underarmene og at spændingen fortsætter helt op i skuldrene. Måske kan du regne ud, at den fortsætter helt om i nakken og ned i ryggen.

Det er den form for anspændelse, der koster længde, for nu bliver køllen mere ført af de anspændte muskler i tilsvinget og ikke blot sat i gang. Man kan forestille sig en skovhugger anspændt føre det ene drabelige øksehug efter det andet ind mod en træstamme. Ingen kan gøre det i meget mere end 10 minutter, og så er der langt til fyraften… En rigtig skovhugger ved, at det er øksens egenvægt, der blot skal sættes gang – uanspændt i kroppen.

Det er værd at dyrke grippet, og det er værd at kunne ramme et tryk, der på en skala fra 1- 10 ligger på omkring 3 – 4. Jeg har altid haft svært ved at finde dette punkt, men en god lille øvelse hjalp mig gevaldigt. Måske kan den også hjælpe dig:

Hvis du tager din putter og holder den lige akkurat, så den ikke falder ud af hænderne er det lige i underkanten af 1. Når putteren kan svinges – uden at ”dingle” i håndleddene og uden at tryk med tommelfingrene kan mærkes i underarmene, så har man helt nøjagtigt 2. En putter er næsten lodret, hvorimod et 7-jern har en vægt længere væk fra os. Det kræver et greb på omkring 3. Således bliver den helt lange driver med samme greb på knapt 4.  

Følelsen for det uanspændte, SVINGFORNEMMELSEN, kan nås i et konkret sving med en simpel øvelse, der tilskrives Harry Vardon (7 majors – og regnet for verdens bedste i en årrække). Sæt venstre hånd på et 7-jern, men lad lillefingeren hænge løst (uden for grippet). Således er det kun tre fingre, der er under køllen. Sæt højre hånd på – på sædvanlig vis og sving stille og roligt frem og tilbage med dette greb. Nu er det let at mærke, at det er køllens egenvægt, der svinger, når vi ikke har et så godt (fast!) greb på køllen.

Og nu kommer det geniale i Vardon’s øvelse, som egentlig kan betragtes som et paradoks, for gunden til, at vi ofte holder så krampagtigt og anspændt fast på køllen er, fordi vi ønsker at føre køllehovedet ind i et godt træf – med andre ord: undgå, at hænderne flipper, således at køllehovedet kommer før hænderne.

Med ”tre-finger-grebet” kan vi nu se, at hvis vi trykker vægten over på venstre fod og læner skaftet lidt mod målet, kan vi se på køllehovedet, at det kommer senere end hænderne, og hvis vi svinger indefra lukker køllehovedet af sig selv i svingbevægelsen. Med andre ord: vi behøver ikke ”føre” køllehovedet med risiko for, at hænderne ”flipper” (køllehoved kommer før hænder til bolden).

Nu er vi på vej til at blive ”svingere” i stedet for ”hittere” – eller i hvert fald se betydningen af, at vi ikke skal være anspændte.

Og bolden?

Prøv i første omgang med 3-finger grebet på 7-jernet at sætte en bold på en lav tee. Og sving afslappet og uanspændt helt til toppen (fuld skulderdrejning) og lad køllen ”dumpe” indefra mod bolden. Man kan på det nærmeste blive høj over at se, hvor langt bolden kommer med en minimal anstrengelse.

Og det er let at forstå, hvorfor svingere som Ernie Els og Fred Couples har kunnet flytte boldene så langt med deres lette og elegante sving, som vi måske hellere skulle betragte som uanspændt. Selvfølgelig slår de hårdt, men de gør det kun for at få køllehovedets egen fart fra rotation og tyngdekraft til at accelerere, når hænderne er i hoftehøjde og kun skal hen til bolden, mens køllehovedet skal gennemføre en langt,langt større afstand på svingperiferien. Det kræver fart, og det er den fart, bolden har glæde af, når den skal langt.

Anspændelsen skal således komme det rigtige sted, og så har vi Ben Hogans sjove svingfortælling: ”Jeg ville ønske, jeg havde to højre hænder!”

Umiddelbart kan man træne releaset samtidig. Primært at få drejer højre hånd hen over venstre, men på en sådan måde, at det yderste af vores gennemsving når en slags fix-punkt til højre for linjen mod målet. Det kan vi kun nå, hvis vi kommer indefra.

Men pointen i alt dette er, at intet kan lykkes, hvis vi spænder i hele kroppen, og det kommer vi let til, hvis grippet er for hårdt, og så er det formentlig ligegyldigt, hvordan vi svinger tilbage og frem.

Der er nogen, der hævder, at forskellen på et anspændt sving og et uanspændt kan være op til 30 procent. Det er meget, ja, det er forskellen på et 200 meter drive og et på 140 meter. 

Det kræver dog nok, at vi tager forberedelserne til ethvert golfslag alvorligt:

Mens afstand, køllevalg og vurdering af slaget tages sammen med et par efterfølgende waggles eller prøvesving med front mod målet – bør man tage 6 dybe indåndinger. Luften ind gennem næsen og ud gennem munden. Det tager ingen ekstra tid, for vi skal alligevel trække vejret…

Men at trække vejret kan gøres overfladisk og anspændt – eller dybt og iltberigende frem mod et uanspændt golfsving.

Jeg synes, det virker.

Måske virker det også for dig.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer