Golferens Blog: Puttingens ABC – fladt på ryggen | Golf.dk
Også Tiger Woods misser korte putts. Så du behøver ikke at være alt for hård ved dig selv.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Puttingens ABC – fladt på ryggen

16/04 - 2019 | Søren Meinertsen

På golfbanen kan det have stor betydning at spille med en virkelig god ven.

Den gode ven vil have forståelse for enhver fejl og for enhver kikser og komme med opmuntring.

18 points på scorekortet er objektivt mildest talt elendigt, men den gode ven kan sige: ”Det bliver meget bedre næste gang, og der var faktisk gode takter undervejs.”

Og der er jo altid gode takter: 18 points tyder dog trods alt på, at det hele ikke har været skidt.

Selvfølgelig lytter vi til indholdet af den gode vens ord og fokuserer på det positive og tror på ham, og troen kan flytte bjerge, og vi glæder os til næste runde.

Alene på grund af den opmuntrende bemærkning fra vores gode ven.

Desværre er han ikke altid med, og nogle gange kan vi efter en helt håbløs runde have lyst til simpelthen at holde op med at spille golf, for med mange kiksere undervejs og ingen opmuntring, kan det være svært at se, hvordan man kan komme videre.

Det er ikke rimeligt – især ikke, da der kan være lange perioder, hvor vi ikke kan få spillet til at fungere.

Meget kan gå galt i et golfsving, og man kan være direkte uheldig på de værst tænkelige tidspunkter, og glæden ved spillet kan sive ud af kroppen.

Vi er nødt til at have et værn mod den slags negative spiraler.

Efter min mening skal vi som klubgolfere være meget opmærksomme på de kriser i spillet, som kan få os til at tabe lysten, selv om spillet kan være en livsnødvendighed: Mange klubgolfere får værdifuld motion på golfbanen og måske det allervigtigste: Får mulighed for at løse problemer.

Ikke så få livsforskere mener, at det ikke blot er livsforlængende, men også en livskvalitetsforøgning at beskæftige sig med at løse problemer.

Ethvert golfslag indeholder et problem, og hvis det er mere afgørende at beskæftige sig med problemløsningen end rent faktisk at kunne løse det tilfredsstillende, er 18 Stableford point på scorekortet jo simpelthen irrelevant.

Og vi skal ikke på nogen måde overhovedet kunne få den tanke, at en elendig runde eller to eller ti skulle kunne få os til holde op.

Det ved den gode ven.

Ærgerligt nok er han eller hun ikke altid med.

Vi må have en substitut: En person, der kan opmuntre os, når vi egentlig har lyst til at knække køller eller blive sure – eller få lyst til at stoppe med at spille.

Det kan virke aparte at betragte sig selv som sin bedste ven, men selv det allermest aparte kan virke fornuftigt i den rigtige sammenhæng.

Det første er let nok: Lad være med at bebrejde sig selv for kiksere. Det ville en god ven aldrig gøre. Bebrejdelser har intet konstruktivt formål på banen, hvor det indlysende går fremad, og det ved den gode ven:

”Kom igen!”

Enhver vil kunne analysere et dårligt slag eller en kikser, men analysen må foregå i et positivt og opbyggeligt miljø i sindet.

”Kom igen.”

Den gode ven er også god at have med til træning og øvelser, for ofte er vi for utålmodige.

For nogle år siden fik jeg fortalt en sjov, men noget tidskrævende og lidt besværlig øvelse, som jeg først fik prøvet i morges.

Klokken 06.15 stod jeg på puttegreen i min klub. Der er 9 huller, og omhyggeligt lagde jeg 8 bolde rundt om hvert hul i 2 meters afstand.

Mange putts var lige, andre havde hældninger til højre og venstre andre var lidt opad eller nedad.

Alle 72 putts lignede til forveksling dem, jeg kunne møde på banen.

Jeg har spillet golf i snart tyve år og er vel blevet bedre og bedre til at putte og havde en klar forventning om, at jeg ville kunne få de fleste bolde i hul. To meter er det, jeg umiddelbart vil kalde et kortere putt, hvor man kan gå hen til bolden med en vis optimisme for et godt resultat – og nødvendig opmuntring fra ”den gode ven,” hvis der kikses.

Jeg var rystet.

Kun 21 af de 72 bolde gik i hul. Under en tredjedel – langt under en tredjedel.

Det var ellers gode putts: 30 af boldene havde fat i hulkanten, og ingen bolde var mere end 30 cm skæve eller for kort/for langt.

Egentlig burde jeg have prøvet det samme fra 4 meters afstand og fra 8 meter, men det var tæt på frysepunktet, så jeg valgte at slå en spand bolde for at få varmen efterfulgt af 9 huller.

Hvis jeg havde haft et spejl, så jeg kunne se udtrykket i ”min gode vens” ansigt, tror jeg, at han havde smilet, da jeg havde misset 50 kortere putts.

Et venligt smil, for jeg havde gjort det lettere for ham at opmuntre mig på banen.

Sagen er jo, at jeg ikke på nogen som helst måde ville kunne tillade mig at blive sur over et misset putt fra 2 meter, når det rent faktisk viser sig, at succesraten er under en tredjedel.

Fredag aften så jeg Tiger Woods, som jeg regner for at være en af golfhistoriens allerbedste puttere, brænde to putts på omkring halvanden meter til Masters.

Hvis Tiger Woods kan brænde den slags putts, kan jeg også gøre det – uden at skulle høre bebrejdelser fra mig selv.

Den gode ven vil sige: ”Træning og øvelse.”

Den ekstra gode ven vil også sige: ”Læg dig fladt ned på ryggen!”

Det er måske det allervigtigste i indlæring, at man lægger sig fladt ned på ryggen.

Det er så fristende at indsnævre træningen – eksempelvis for mit vedkommende kun at træne to meter putts.

At lægge sig fladt ned på ryggen betyder, at man nu er parat til at starte helt forfra i erkendelse af, at der kan være en detalje, der er blevet overset i det grundlæggende, og derfor skal man ikke spille ”Kloge-Åge” og lade som om at problemet er mindre, end det måske er.

Problemet med putting er flersidet: Det er læsning, og det er teknikken i selve slaget, der giver retning og længde.

Jeg havde omkring midtvejs i min test på puttegreen en klar idé om, at læsningen af puttelinjerne på de 72 putts to meter fra hullet ikke var den bedste, men jeg opdagede også, at min teknik ændrede sig markant, når jeg skulle slå op ad bakke eller nedad bakke, og at det tekniske også forekom usikkert, når der var fald til venstre, hvor jeg skulle slå en smule til højre.

Jeg må nu starte helt forfra med puttingens grundregler for at få en fast fornemmelse af, at alle putts i princippet er ens, hvis de blot kan læses rigtigt og slås med den rigtige teknik. Det må jeg bruge nogle dage på, og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes. (”Kom igen!”)

Det er ”Puttingens ABC:”

Man skal bruge et bræt, som lægges parallelt med stancen, således at man har en nogenlunde sikkerhed for, at man ikke svinger ud over linjen.

Der er en naturlig kurve i et puttesving: Vi svinger i princippet indefra til square til indefra. Det square stykke skal dog mindst være fra boldplacering til separation af bold og slagflade.

I princippet har vi også en bue oppefra og ned og op igen i gennemsvinget, men den skal vi bekæmpe: Vi skal så fladt tilbage som overhovedet muligt og vi skal så fladt ind til bolden som muligt, men herfra skal vi op. Det betyder, at vi nærmest ønsker at slå op i bolden. Det har ikke blot betydning for rullet, men i endnu højere grad for retningen: For at kunne slå op i en bold med putteren skal vi være bevidste om, at venstre skulder går op, og hvis den bevægelse kan afspejles i putterens slagflade vil bolden trille endog usædvanligt sikkert på den linje, vi sigter efter, og bevægelsen gør det lettere at få et ensartet træf i sweetspot.

Det kan vi yderligere forstærke ved at holde øjnene lige præcis over bolden. Nu får vi en forholdsvis ensartet bevægelse, der er let at gentage og stille sig op til.

Der er en tendens til, at vi med rutinen vil have fordel af at have øjnene lidt inden for bolden, da skaftet efterhånden kan være et bedre pejlemærke, fordi rutinen gør, at vi får et mere diffust blik på scenariet, når vi står over bolden.

I de senere år har der været en klar tendens til blandt de bedste spillere at betragte puttesvinget som tredjedele: Én tredjedel tilbage og to tredjedele frem.

Det giver en fornemmelse af acceleration, som bolden dog næppe bemærker, men for spilleren giver ønsket om acceleration en mere lige linje. Det er måske det allersværeste i et ned ad bakke putt, hvor acceleration ikke ligefrem er det, der trænger sig mest på. Men selv det korteste putt kan faktisk med stor fordel slås på denne måde, da netop lidt tøven giver et urent og urytmisk slag.

Bolden skal absolut rammes i sweetspot. Det kan trænes med brættet tættere og tættere på, ja, så tæt, at putteren rører brættet i svinget.

Der er mange måder at læse putts på. Personligt foretrækker jeg at holde putteren som en lodsnor. (I venstre hånd med højre øje lukket og i højre hånd med venstre øje lukket.) Man får en nogenlunde klar fornemmelse af et fald til venstre eller højre.

Hvis det er et ned ad bakke putt, er det en god idé at læse puttet fra flag mod bold og så blot gange med 1,5. Det passer for de fleste ”normale” ned ad bakke putts.(Faldet indvirker kraftigere på en langsomt trillende bold ned ad bakke – end opad.)

Bolden vil generelt have stigende hastighed frem til midten af puttelængden og i det forløb betyder fald ikke så meget. Man kan derfor nøjes med at læse den sidste halvdel af puttelængden, hvor boldens langsommere hastighed bliver påvirket af eventuelt fald.

”Min gode ven” opmuntrer mig til den type ABC-træning, men han er også en god ven på en anden måde:

”Måske burde du følge op med en træningstime.”

Selvfølgelig lytter jeg til gode råd fra mine venner:

Jeg har bestilt en time på puttegreen på fredag med Lars Nysøe.

Og så vil jeg prøve testen igen næste søndag, og skulle det kikse, har jeg ”min gode ven” som kan se det hele i et større perspektiv:

”Kom igen! Golf er at løse problemer. Der er nok til et helt liv.”

Et godt liv.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer