Golferens Blog: Puttets nerve(r) | Golf.dk
Ian Poulter er kendt for at være en af de spillere, der bedst håndterer det særlige pres ved en Ryder Cup.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Puttets nerve(r)

25/09 - 2018 | Søren Meinertsen

Hvis du ikke allerede har downloadet og læst ”En dansker i Spanien” så gør det endelig nu.

Den kan downloades her.

Det er en mageløs historie, der elegant baseres på udtalelser, og hos læseren skaber det troværdigt nærvær og den intensitet, som vi alle så ofte mærker på golfbanen, når vi spiller verdens bedste spil.

Ryder Cup er noget helt specielt og en af de største sportsbegivenheder overhovedet, og det siger faktisk ikke så lidt, for jeg tror, at mere end 99 procent af alle tilskuere og alle Tv-kiggere selv spiller golf. Hvor mange aktive boksere eller racerkørere er der blandt tilskuere og Tv-kiggere til de største, mediebevågede boksekampe og Formel 1 Grand Prix’er?

1 procent – tja, måske kun 1 promille…

Det er en særdeles kompetent tilskuerskare, som vi kan se i Paris, og spillerne ved det, og det er et pres. Til fodboldkampe og boksekampe kan vi høre mange ”ekspertkommentarer,” men til golf er alle kommentarer reelt ekspertkommentarer, fordi enhver ved, hvor vanskeligt selv det allerkorteste putt eller det allermest simple chip kan være. Vi kender selv alle problemer fra eget spil.

Der vil være spillere, som KAN slå de slag, vi andre overhovedet ikke kan, men som vi alligevel sagtens kan vurdere sværhedsgraden i. Nogle vil få lov til at slå disse slag – andre vil ikke få lov, for i Ryder Cup gælder det enkelte slag ikke, for chance og risiko er ikke nødvendigvis hinandens spejlbilleder. Det er ærgerligt, hvis det koster noget for den enkelte – som det var tilfældet for Colin Montgomerie og Thomas Bjørn, da kaptajn Ballesteros bestemte, hvordan slagene skulle slås. Men alle var alligevel glade, da Europa vandt. Det er det store billede, og vi håber og tror vel alle, at netop Thomas Bjørn har blik for det store billede.

Det helt specielle ved begivenheden starter allerede ved måltagning til tøj osv. Der er gallamiddage med koner og kærester og et kæmpe presseopbud, som ikke giver spillerne mange stille stunder. Det er også specielt for de fleste, at det nu er holdet, der kæmpes for, og at enhver beslutning på banen skal træffes i overensstemmelse med chance/risiko-afvejning i forhold til holdet og ikke til den enkelte.

Der kan arbejdes mentalt med præstationsangst. Det er ens for alle, der stiller sig op ”på de skrå brædder” eller ind i en ”arenas savsmuld.” Men sport er alligevel anderledes end så meget anden optræden, fordi situationerne ikke kan ”overindlæres” og blot sidde på rygmarven. Jovist er et drive på en range i princippet det samme som det drive, der skal sendes af sted på Ryder Cup banen, men vi er mennesker, og vi bliver påvirket af omstændigheder, som aldrig kan genskabes på en driving range.

Heller ikke på en puttegreen. For vi kan så nogenlunde være sikre på, at puttningen vil være helt afgørende i langt, langt de fleste af matcherne.

Enhver opstilling, ethvert greb på putteren, enhver rutine ved læsning og vurdering baseres på, hvad der kan give den mest afslappede og upressede tilgang til putteslaget – eller sagt på en anden måde: Hvordan kan vi bedst holde nerverne i ro.

Vi kan læse om unge spillere, der har klaret presset i ”golfens øje” med bravour, men vi har også set spillere, der ikke har kunnet præstere under det hårde pres.

Der er en del nye spillere på Europas hold, som i kraft af forrygende flot spil igennem kvalifikationen har tilkæmpet sig en plads på holdet. Det bliver spændende at se, hvordan disse spillere vil klare sig, når det går løs. Vi kan få et godt indtryk af, hvad de er oppe imod, når vi i ”En dansker i Spanien” hører om en ellers særdeles cool Thomas Bjørn og en lige så cool caddie, der var rystende nervøse.

Skulle vi alene vurdere efter spillestyrke – og sat i forhold til, hvilken type bane, der skal spilles på – kunne Thomas Bjørn med god ret have valgt andre spillere i sine picks end Henrik Stenson, Ian Poulter, Sergio Garcia og Paul Casey, men Kaptajn Bjørn har netop erfaring som spiller og som vicekaptajn og ved, at godt spil og god spilleform ikke nødvendigvis giver de bedste resultater, når tilskuere en masse og verdensomspændende Tv-dækning er en del af omstændighederne i spillet.

En nærliggende sammenligning kan hentes hos os selv: Vi kan gå rundt på en puttegreen og slå det ene gode putt efter det andet, hvorefter vi kommer ud på banen, hvor der kan være en smule pres – og vi kan misse selv det korteste putt.

Hvis Henrik Stenson, Sergio Garcia, Ian Poulter og Paul Casey havde kvalificeret sig direkte, som de har gjort flere gange tidligere, ville Thomas Bjørn sandsynligvis have valgt spillere med aktuel god form i forhold til banen i Paris – uanset erfaring. Men nu er der en del førstegangsoptrædende med, og så er det nok nogle særdeles fornuftige picks, der er foretaget og med fuld opbakning fra rækken af rutinerede vicekaptajner, der alle ved, hvad der venter – og det er ikke blot et spørgsmål om at spille godt, men også at kunne levere under pres.

Enhver golfspiller på europatouren spiller godt. Problemet er, at man også skal kunne tabe en match og spille upåvirket i næste match. Der er ikke plads til dystre overvejelser og svingomlægninger eller usikkerhed overhovedet. Der vil være tabte matcher, og det er vigtigt, at man kommer upåvirket fra dem og er klar til næste match. Som Tiger Woods siger: ”Kikset skal være glemt, inden der er gået ti skridt!”

Det er i kiks og i tabte matcher, erfaringen har sin helt store betydning, og jeg er lige nu sikker på, at Europa vinder, netop på grund af Thomas Bjørns udtagelser.

Amerikanerne er som altid skræmmende gode, men golfmatcher vindes ikke på sublime enkeltslag, men på stabilt og vedholdende spil.

I denne weekend spilles der Tour-finale i USA. En flot spillende Tiger Woods er tilbage på fulde omdrejninger – endda lidt mere ”rund” og smilende. Sikke en stjerne, der kan få det ene jubelbrøl efter det andet frem hos tilskuerne.

Men vi lægger mærke til presset, som den unge komet Bryson DeChambeau ikke kunne klare. Efter to forrygende turneringssejre blev han valgt til Ryder Cup og gik ind til finalen i en solid førerposition – og kiksede det ene slag efter det andet i de to første runder. Er han ude af form? Næppe. Men presset…

Jeg tror, Europa vinder, fordi vort hold har en god blanding af talent og erfaring.

Talent og erfaringssætninger kan også gøre vores puttning bedre.

Erfaringssætninger for puttningens vedkommende baseres på andres (gode!) erfaringer.

Har vi det rigtige greb og den rigtige putter og den rigtige opstilling, der passer til vort særlige talent for puttning?

Sandsynligvis ikke.

Når man ser tredive af verdens bedste spillere i aktion i PGA-finalen, ser man flere forskellige teknikker i anvendelse. Det ser man sjældent i herre- eller dameklubben.

Ingen tvivl om, at Dustin Johnson, McIlroy, Fowler, Poul Casey og Tiger Woods putter forrygende godt med deres klassiske standardgreb. Lige så lidt tvivl er der om, at Justin Rose blot i kraft af et ændret greb (højre hånd som en klo med overhånden yderst) er blevet nummer et på verdensranglisten, for ændringen sendte ham fra en plads som nummer hundrede på puttestatistikkerne op blandt de allerøverste. På den samme liste rangerer navne som Phil Mickelson og Tommy Fleetwood også højt. Begge bruger det samme ”klo-greb,” som også bragte Sergio Garcia tilbage til verdenstoppen efter en putte-krise.

Også spillere som Webb Simpson, Keegan Bradley og Matt Kuchar er kendt som gode puttere. De bruger en noget lang putter, der understøtter hele venstre underarm. Det samme gør DeChambeau, der er kendt for at gå ”videnskabeligt” til værks. Han virker meget, meget sikker på kortere putts, men de længere putts ser ikke godt ud. Der er en stivhed, som må koste i bedømmelsen.

Tilsvarende virker klogrebet noget klodset på de kortere putts. Påfaldende var de meget lange putts fra Justin Rose lige midt i hullet, mens kortere putts flere gange ikke engang var i nærheden af hulkanten.

Man får ikke noget forærende i puttning.

Vi kan også betragte benstillingen. Fowler har som Poul Casey en utrolig smal stance, og det er i hvert fald en lille ændring, som nogle forholdsvis enkelt kan efterprøve. Det er ret interessant blot at prøve opstillingen med mere samlede fødder. Det føles, som om tilbagesvinget bliver mere glidende ensartet. Det er ikke sikkert, det er et problem for dig, men det er værd at prøve, hvis der er et lidt mere ”hakkende” tilbagesving. Tiger Woods har også en smallere stance end de fleste – og i hvert fald den puttning, der blev leveret i den første runde af finalen, er noget af det bedste puttning, der overhovedet er set på en golfbane. Tilsyneladende virker en ”ny opskrift” for Tiger Woods: Præcise drives. Længere indspil til midtgreen. Wedge-slag direkte på pinden. Scrambling – også fra bunkeren - vidner blot om det unikke talent, Tiger Woods besidder – og når man så kan putte…

Der er også gode puttere – eksempelvis Jim Furyk, Jordan Spieth og Billy Horschel, der har venstre hånd nederst.

Man kan med sin nuværende putter prøve at bytte om på venstre og højre hånd. Det kan give lidt mere præcision, fordi venstre skulder kan holdes mere ”stramt” på målet.

De øvrige ændringer med grebet og længden på putteren kan ikke foretages med den sædvanlige putter. Der skal et nyt grip – eller en helt ny, længere putter til.

Men hvis hovedessensen virkelig er at fjerne nogle af nerverne i puttningen  – og tilgodese det mere afslappede og målbevidste, er det værd at ofre putteteknikken et nærmere eftersyn.

En sjov øvelse på puttegreen handler om ”opnåelse” af antal ”putte-meter.”

Man kan starte med 1 eller to puttelængder fra hullet. Alle 18 (eller 9 to gange) spilles fra denne afstand, og det er nu simpelt at regne ud, om man kunne nå 36 meters putt (18 x cirka to meter).

På første runde af finalen nåede Tiger Woods helt uhørt omkring 100 samlede putte-meter! I gennemsnit næsten 6 meter pr. hul! Selv på en god puttegreen i min hjemmeklub (endda med lidt snyd, når der kun vælges putt op ad bakke og ikke nedad!) har jeg svært ved at klare blot 18 meter – og det er er uden pres!

Det er en god øvelse, ikke mindst fordi vi får et godt statistikmateriale, som vi kan bruge til at lade være med at blive sure på os selv, når vi brænder – for surhed påvirker os på næste green.

Det gælder om at være upåvirket.

Jeg glæder mig til at se Europas upåvirkede hold vinde Ryder Cup.

For Europa – og for Thomas Bjørn og Danmark!    

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer