Golferens Blog: Prototype og pretotype | Golf.dk
David Leadbetter, der her underviser en 23-årig Justin Rose, har præsenteret tanken om, at et halvt golfsving hos nogle spillere ikke blot er en mekanisk bevægelse, men en følelse.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Prototype og pretotype

28/11 - 2017 | Søren Meinertsen

Vi kan alle sammen abe efter – faktisk er vi ganske gode til det.

Ikke så sjældent hører vi, at sociale forhold kan have større betydning for et menneske end genetiske forhold, og når det gælder golf på klubplan er de fleste af os klar over, at vi må prøve os frem – noget virker for os, andet virker ikke – og det er helt uafhængigt af, hvad andre gør.

På den måde kommer vi ofte i en situation på golfbanen, hvor vi sikkert udmærket ved, hvad der er det rigtige – men da vi af erfaring ved, at vi ikke kan, så må vi nødvendigvis prøve noget andet. Eksempelvis ved jeg udmærket, at første hul på min hjemmebane – et par 4-hul – kan drives. Det har jeg set masser af spillere gøre, og de har lavet birdies og eagles på stribe. Ingen tvivl om, at det er det rigtige…

Men jeg kan ikke.

Det kan være fristende at bruge nogle af de tankesæt, der tilbydes, når det drejer sig om at analysere og opbygge – og noget af det mere interessante med henblik på opbygningen af en stabil spillemåde er at vurdere sit spil ud fra en slags tanke om, at vort spil – og det gælder alle facetter af spillet fra drives over indspil til chip og puttning osv. – er en slags prototype til en kommende stabilitet.

Netop ved at betragte et sving som en prototype gør vi svinget til noget personligt og anerkendt ufærdigt. Vi kan endda leve med dette ufærdige sving, fordi vi er fuldt bevidst om, at det kan ændres – det er jo det, der er meningen med prototypen.

Et eksempel på dette tankesæt finder vi i indspil og kortere pitch og chip. Det er nærliggende, at vi som udgangspunkt har et fuldt sving med et sandjern på 65 meter – og et halvt sving skulle således være 32,5 meter. Hvis vi kan opnå det halve sving ved at svinge tilbage til ”klokken 9” er det fint – prototypen virker, og systemet bliver en del af vort spil. Vi har et ”halvt sandjern med i bag’en” – og hvis vi kan gøre det samme med en pitching wedge med fuld længde på 100 meter, har vi også et slag på nøjagtig 50 meter. Osv.

Men hvis det ikke virker for os? Hvis vi ikke kan bruge ”klokken 9” – kan vi heller ikke bruge ”klokken 8” og ”klokken 10.” Prototypen er forfejlet, og vi risikerer at jagte noget og at træne noget, som aldrig vil kunne give os stabilitet.

Her må vi tænke ud af boksen og glemme alt om at efterabe – og glemme alt om, hvad der er godt for de fleste. For vi kan ikke bruge det til noget, hvis vi ikke kan stole på det.

Vi kan i stille stunder ærgre os over, at vi ikke genetisk er udstyret med formidable og gode evner for spillet – eller ærgre os over, at vore forældre ikke tog os med på golfbanen som 5-årige, men vi kan ikke bruge den slags tanker til noget.

Vi må finde på noget andet.

Her kan ideen om pretotype vise sig at være betydningsfuld.

Pretotyping er noget, der er simpelt og enkelt, og måske har alle de mere stabile (klub-)golfspillere til alle tider benyttet sig af tankesættet og systemet uden at vide, at det havde et navn.

Et berømt eksempel på pretotyping er Jeff Hawkins, der opfandt smartphones ved hjælp af et stykke papir. Han tegnede simpelthen en telefon på et stykke papir, og hver gang, han havde brug for et telefonnummer eller en oplysning fra Nettet eller at skrive kalenderbesked tog han papiret frem. Det gjorde han tilstrækkelig mange gange i løbet af en dag – han havde åbenbart behov for en smartphone, og så gik han i gang med at lave en prototype. Og nu har vi alle formentlig en – ja, ikke så få bruger dem i vid udstrækning på golfbanen. Tak til Hawkins!

En anden berømthed, David Leadbetter, der var træner for Nick Faldo og har været anerkendt som golfguru i en menneskealder, skylder vi også en masse anerkendelse for utallige gode øvelser og instruktioner, men han står forholdsvis alene med en tanke om, at et halvt golfsving hos nogle spillere ikke blot er en mekanisk bevægelse, men en følelse.

Problemet med følelser – ikke blot de viste, men de inderste – er, at vi kun vanskeligt kan efterabe dem, og følelser har det med at blive påvirket af andre følelser – eksempelvis spænding ved afgørende slag o.l.

Det går ikke.

Leadbetter fandt på at konkretisere følelsen på den måde, at han foreslog, at spilleren skulle anvende køllehovedets fart – og det vil sige golfsvingets fart – til at bestemme en givet afstand.

I et fuldt golfsving med et sandjern til 65 meter kan hastigheden være ”h” – og nu gælder det kun om at finde en hastighed, der svarer til den halve, trekvarte eller kvarte længde. Vi skal med andre ord finde en vis procentdel af ”h,” som vi give os den ønskede længde.

Og så har vi pretotypen i en nøddeskal: Det koster ingenting, og det er let at efterprøve på drivingrange. Ingen lektioner, intet nyt udstyr – find blot et mål og en afstand med et fuldt sandjern og prøv, om det kan lade sig gøre at sætte svinghastigheden ned, så den halve afstand rammes.

Jeg tror, at der findes tusinder og atter tusinder af golfspillere blandt stjernerne, der håndterer de vigtige og meget scorende halve og trekvarte slag med ren mekanik – de ved nøjagtig, hvor langt venstre arm skal tilbage – måske ”10 minutter i ni…” – men det er også givet, at forskellen på en stjernespiller og en klubgolfer er enorm, når det gælder træningsindsats. Tiger Woods trænede ofte 10 timer om dagen. Det er næppe standard for en klubgolfer…

Jeg er sikker på, at det rigtige er den mekaniske tilgang til et halvt slag, men jeg er også sikker på, at træningsindsatsen for at kunne svinge mekanisk korrekt er for stor for de fleste. Og så er man lige vidt i bestræbelserne på at blive stabil.

Derfor er det værd at efterprøve David Leadbetters tankesæt, hvis du som spiller føler, at du mangler stabilitet på indspil – og det er altid vigtigt med kortere indspil – det er jo næsten som en ”direktør” i andre spil som billard eller fodbold.

Pokkers ærgerligt at kikse den slags!

Jeg tror, der ligger rigtigt mange gode slag gemt i følelsen for svinghastighed for halve slag og med den klare fidus, at chipning også forekommer mere overkommelig, hvis en givet ”landingsplet” kan rammes blot med fornemmelsen for fart i køllehovedet.

Golf kommer på den måde til at minde om tennis og badminton, hvor de fleste også anvender ketcherens fart som pejlemærke for et givet slag, der skal over et net, men holde sig inden for banen. Det samme gælder egentlig også fodbold og håndbold osv.

Mange klubgolfere var endog særdeles voksne, før de fik en golfkølle i hånden, og følelser for længde kan være en by i Rusland, hvorfor det falder naturligt at gøre som ”alle andre,” nemlig at dyrke det mekaniske.

Men hvis det ikke fungerer, så er det værd at prøve David Leadbetters idé, hvor følelsen får noget mere konkret over sig via svinghastighed.

Det er ikke black Friday med skyhøje rabatter.

Det er stort set gratis – og det er det, der er meningen med at ”bygge” en pretotype.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer