Golferens Blog: På sporet af Single Length (3) | Golf.dk
Ben Hogan er en af de få, der kan siges at have "ejet" sit sving. Formentlig til stor inspiration også for nuværende topspillere.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: På sporet af Single Length (3)

13/03 - 2018 | Søren Meinertsen

En grundregel i alle former for køb er, at man skal se sig for. Der er en udstrakt forbrugerbeskyttelse for fejl og mangler, men der er ingen beskyttelse over for fejlkøb.

Hvis en spiller med handicap 18, der hver runde scorer fra 30 – 35 points, køber en ny driver, nye hybrider, nye wedges, ny putter eller et nyt jernsæt – og efter en rimelig tilvænningsperiode stadig scorer fra 30 – 35 points, så må vi ud fra et objektivt anvendelighedssynspunkt konstatere, at der var tale om et fejlkøb.

Anvendelighedskriterier bør være objektive – og her kan en ”før-og-nu-score” være et meget godt bedømmelsesgrundlag – men i hovedsagen drejer det sig om, at vi som forbrugere står os bedst ved at have søgt information, således at vi så nogenlunde kan ”se os for.”

Vi må dog ikke se bort fra subjektive hensyn: at nogle simpelthen har lettere ved en omstilling end andre. Nogle bliver også lettere inspireret af noget nyt, mens andre føler sig mere trygge ved det ”gammelkendte.”

Vi er heldigvis forskellige.

Men på ét punkt er alle mennesker ens – det ligger simpelthen i vores DNA, at vi ønsker at optimere. Hvis livet i træerne havde været ”det bedste,” var vi aldrig kravlet ned…

Men optimering som begreb kan snyde. Et godt eksempel er WITB – som er et akronym for What’s In The Bag – ”Hvad er der i bag’en?”

Når vi interesseret ser på vindere som Justin Thomas’ og Dustin Johnson’s WITB, er vi klar over, at deres udstyr formentlig er optimalt. Kan vi bruge det til noget som klubgolfere? Kan vi optimere vort måske kun ugentlige spil med den type udstyr – eller skulle vi hellere kigge på en medspillers WITB – måske den medspiller, som lige har scoret 40 point?

Men WITB-reklame knytter sig kun til kendte personer – ukendte spilleres WITB knytter sig måske snarere til begrebet ”sund fornuft.”

Der findes dog en del reklame, som bedre kan bringe os på sporet af det subjektivt anvendelige, og det er den opmærksomhedsskabende reklame for hidtil ukendte produkter, som kan give os ideer om mulig optimering.

Når det drejer sig om single length, vil – i teorien – enhver klubgolfer, som har problemer med boldkontakt som følge af usikkerhed omkring boldplaceringen i opstillingen, kunne minimere denne usikkerhed og på den måde uden videre optimere sit spil, og da konceptet har indbygget den fordel, at favoritjernet – som endda i processen ofte bliver yderligere optimeret - er det bærende element, er der reelt ikke nogen synderlig tilpasning eller lange tilvænningsperioder.

Vi må derfor – uanset, om vi er skeptiske over for single length – eller måske ligefrem stærkt imod – under alle omstændigheder betragte de nytænkende ingeniører og clubmakere med stor respekt, for deres intention er så indlysende at gøre spillet mere enkelt for os, der ikke er så talentfulde som de stjerner og forbilleder, vi kan følge på C More og Viasat Golf hver weekend.

Boldkontakten er det helt afgørende. Bolden reagerer kun på kontakten med slagfladen. Der er ikke skygge af tvivl om, at alle dygtige golfspillere – stjerner og elite har en – i en klubgolfers øjne – endog fantastisk god boldkontakt. Formentlig er der heller ikke tvivl om, at klubgolferes boldkontakt generelt kan være ustabil. Der er gode slag, og der er dårlige – oftest, fordi bolden ikke ”rammes” godt nok.

Hvis denne ustabilitet skyldes problemer i opstillingen, så kan single length være en meget, meget klar og tydelig optimering, og derfor skal vi – også hvis vi fravælger single length – omfatte pionererne med stor sympati og respekt. Jovist kan de udvikle for at tjene penge – men de kommer indlysende kun til at tjene penge, hvis produktet er godt og klart spilforbedrende for større grupper af spillere.

Det kan måske lyde som en frase, at vi som golfspillere er et produkt af forskellige omstændigheder – heriblandt ikke mindst nogle skjulte forhåbninger om måske at være lige så talentfulde som vore forbilleder blandt de store stjerner.

Men her kan reklame som begreb snyde ganske gevaldigt.

Vi ser dette reklame-element meget tydeligt i historien om single length. Omkring 1975 kom single length fra Tommy Armour på markedet, og overalt fik sættet ”gode anmeldelser” – og da Armour som storfabrikant havde ry for at levere topkvalitet, burde der have været et betragteligt salg. Men det var der ikke. Single length døde en stille død på markedet, fordi der ganske enkelt ikke var nogen, der kunne fremvise resultater, der var værd at skrive om. Der manglede et blikfang. Tilsyneladende ville klubgolfere kun skifte udstyr, hvis der var synlige resultater blandt stjernerne – og det spilforbedrende for klubgolfere blev aldrig det bærende for et skifte.  

Adskillige mindre fabrikanter og dygtige, teoretiske clubfittere fortsatte dog med at eksperimentere, fordi især Homer Kelley’s ”The Golfing Machine” direkte peger på loftets helt unikke længdemæssige muligheder – og vel at mærke ”maskinelle” (mekaniske) muligheder for afstandsbeherskelse.

Det kan lyde enkelt at lade et skaft sammen med loftet være styrende for afstanden, men som det så ofte er blevet fremhævet: Weekendspilleren døjer endog usædvanligt meget med at få god boldkontakt, fordi boldplaceringen i stancen afhænger af skaftlængden, som vi kan se på Ben Hogan’s tegning:

Der er ingen tvivl om, at det er et columbusæg for en mindre talentfuld golfspiller, når alle jern fra 4 til lob wedge – 10 jern i alt – er nøjagtigt ens og skal behandles ens i hvert eneste sving og med den afgørende samme boldplacering i opstillingen.

Nøglen til alt dette ligger primært i loftet – udfordringen er at få jernene til at veje lige meget – samme køllehovedvægt, samme totalvægt – og få dem til længdemæssigt at kunne yde ensartet fra det korte lob-slag til det lange 4-jern-slag. At fremstille køllehoveder i samme vægt kræver såvel praktisk som teoretisk uddannelse og er forbeholdt de absolut dygtigste, som har kunnet beregne og knægte de udfordringer, som eksempelvis Homer Kelley har opstillet ud fra en praktisk tilgang.

Vi ser elementer af dette i mange stjernespillers behandling af wedges. Thomas Bjørn, der af Sam Torrance i forbindelse med Ryder Cup blev betegnet som en birdie-maskine, havde en nærmest magisk evne til på de fleste runder at give sig selv chancer på green i kraft af forrygende wedge-slag. Det kunne være følelse, men sandsynligheden taler for en enestående evne til at beherske loftet. En 60 graders wedge indeholder måske 90 meter (for Thomas Bjørn). At kunne give sig selv et stærkere eller svagere loft på et par grader kunne meget vel betyde, at afstande inden for 85 til 95 meter ”nemt” kunne opnås. 5 meter på en green er ofte forskellen på at 2-putte for par eller 1-putte for birdie.

Det er i virkeligheden single length filosofien i praktisk golf. Loftet, der ”alene” og nærmest maskinelt (The Golfing Machine!) styrer afstandene. Men ”alene” er ikke hele sandheden, for så kunne enhver bruge nogle gamle køllehoveder og sætte lige lange skafter på…

En sjov historie er om to anerkendte clubfittere, som fik en bestilling på et single length sæt omkring 2010. De havde tidligere bygget et sæt på bestilling, og de kunne derfor fortælle deres nye, mulige kunde, at prisen ville ligge omkring 100.000 dollars…

At bygge et anvendeligt golfsæt med nogle klare specifikationer og nogle lige så klare og indlysende anvendelsesmuligheder, krævede ifølge de to clubfittere noget, der mindede om et årsværk. I 2010 var det stadig en form for et ”mirakel” at få et jernsæt til ”at spille ensartet,” når kravet var, at alle jern skulle veje det samme, have samme svingvægt og være lige lange med samme lie angle – samtidig med at boldflugten skulle være rimeligt ensartet og længden mellem jernene skulle være cirka ti meter – og naturligvis absolut tilpasset den individuelle spiller.

Det var åbenbart ikke et umuligt mirakel – men det ville koste…   

Blandt de dygtigste ingeniører og clubmakere var David Edel efter sigende længst fremme med single length, og han blev opsøgt af en ung, talentfuld golfspiller, nemlig den nu så kendte Bryson DeChambeau.

Der findes tusinder og atter tusinder af talentfulde golfspillere over hele verden, som uden videre henter deres forbilleder fra verdenstoppen. DeChambeau var anderledes. Han havde hentet sit store forbillede fra golfhistorien, nemlig en noget aparte personlighed ved navn Moe Norman.

Tiger Woods udtalte i et interview 2005, at kun Ben Hogan og Moe Norman havde ”ejet” deres sving. Måske var det den bemærkning, som fik DeChambeau til at forsøge sig med det specielle ”single plane-swing,” hvor tilbagesving og tilsving sker på samme plan, hvilket kræver at skaft og arme er i direkte forlængelse af hinanden – og vel at mærke med hænderne ”langt” fra kroppen. Det betyder samtidig, at stancen er bred, tilbagesvinget rimeligt kort og stort set uden nogen form for udløsning af hænderne. I princippet det, Homer Kelley kalder ”Flying wedges,” men i ekstrem grad!

Umiddelbart et noget aparte sving, medmindre…

DeChambeau regnes af mange for at være den mest belæste og mest teoretisk funderede golfspiller, og det fortælles, at han stort set kan Homer Kelley’s ”The Golfing Machine” udenad. Det er unægtelig interessant, fordi mange af Kelly’s forsøg og praktiske demonstrationer med justeringer kan overføres til single plane. Selve ”maskine-tanken” leder i retning af det enkelt gentagende, og det er vel også dette, som de fleste af os søger efter, når vi taler om at være stabile.

Der er masser af overraskende og anderledes tankegods hos Kelley – det meste af det er dog ubrugeligt for almindelige klubgolfere, fordi vi ikke kan gennemføre ændringer og se forskelle i små variabler. Personligt har jeg kun kunnet lykkes med et stærkere loft og en lukket slagflade – ellers kikses slaget (mit!) håbløst til højre.

Men Moe Norman og Ben Hogan kunne hver på deres måde, og DeChambeau kan jo også, og han har måske endda tilført det golftekniske en ny landvinding:

Vi ser med forundring, at DeChambeau har mega tykke grips og holder sine golfkøller direkte i håndfladerne i stedet for det konventionelle med tyndere grips, der lægger sig i krumningen mellem fingre og håndflader. På den måde kan DeChambeau lykkes med ekstremt oprette lie angles og holde jernene tættere ved kroppen. Normalt i single length er lie angles på omkring 62 grader. DeChambeau er mindst 10 grader mere opret. Det kræver virkelig bjørnekræfter at få sat gang i svinget.

Og de bjørnekræfter har DeChambeau.

Amatørresultaterne med David Edels jern var overvældende: 5 spillere har vundet de to største amatørmesterskaber (NCAA og US Amateur): Jack Nicklaus, Phil Mickelson, Tiger Woods, Ryan More - og Bryson DeChambeau.

Selv om amatørresultater ikke betyder så meget på små markeder som det danske, er det markant anderledes på de større markeder. Her betyder college golf og amatørresultater utroligt meget for almindelige spillere. I Danmark skønnes det, at de store mærkevarer (OEM) sidder på over 90% af markedet. I USA er det ”kun” omkring 50%.  Eksempelvis kan man i USA finde en lang, lang række fabrikater, som vi aldrig hører om i Danmark. Blot inden for single length er der mindst 10 fabrikker, som leverer single length, eksempelvis 1Iron Golf, My Ostrich Golf, Value Golf (Pinhawk), GRIA Golf, Edel Golf, Single Swing, Diamond, Integra i-Win, Zynk – og Sterling (Wishon Golf).

Alle disse fabrikker har efter Bryson DeChambeau’s flotte amatørresultater opnået et stort salg, men naturligvis langt, langt mindre end King Cobra (Puma), der som den eneste af de virkelig store, er gået ind på single length markedet som hyldevare.

Markedsandelen for single length anslås i dag til at være under 5%. Så nogenlunde betyder det, at hver gang, der bliver solgt 20 – 30 konventionelle sæt, bliver der kun solgt ét single length!

Men som Storm P sagde: ”Statistik er som en gadelygte: God at læne sig opad, men ikke særligt oplysende!”

Sandheden om det lille antal skal nemlig tages med alt mulig forbehold, fordi man ikke medtager de club fittede sæt, der opbygges af enkeltdele.

Flere clubfittere fortæller, at ud af 10 nye sæt, der bygges, er de 7 – 8 nu single length.

Det var det ikke for 5 år siden.

Sporet til single length er et forholdsvist nyt spor, der fører omkring Bryson DeChambeau, men videre igen, for vi er ikke ude efter Single Plane Swing og mere oprette lie angles og tykke grips. Ikke endnu i hvert fald!

Det kan du læse mere om i næste uge.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer