Golferens Blog: Opstilling til omstilling – med K! | Golf.dk
Kan man sammenligne et gofslag med et hammerslag? Ja, det kan man.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Opstilling til omstilling – med K!

20/08 - 2019 | Søren Meinertsen

Det er ikke usædvanligt, at nogle i det første møde med en golfkølle og en bold intuitivt vil stille sig op på samme måde som selv de mest rutinerede spillere.

Det er et slag med et redskab, og i princippet er der umiddelbart næppe forskel på et hammerslag mod et søm, et slag med en ketcher til en bold – eller på et golfsving.

Kort sagt:

Vi indtager vores stance og grounder køllen, og opstillingen bliver på den måde såvel et udgangspunkt som et still-billede af selve svingets kulmination: boldtræffet.

Hammeren vender tilbage til sømmet efter et tilbagesving – og slagfladen på golfkøllen vender tilbage til bolden efter et tilbagesving.

Det er der noget sundt og naturligt i, og det ligger lige til det logiske højreben!

Faktisk får den simple intuitive tankegang mange begyndere til at slå forrygende gode halve pitch og lige så gode og intuitive chips og putts.

Efter min mening burde begyndere starte direkte på kortere par 3-baner med længder fra 25 – 50 meter til midtgreen. (”Begynder-tee”).

Faktisk er det jo kolossalt sjovt at lære sig selv disse overkommelige slag – og det er vel dybest set også nødvendigt at lære det selv: Der er heller ingen opskrift på, hvor hårdt man skal slå med en hammer for at slå et søm i et bræt. Det samme gælder for et golfslag. Man må prøve sig frem og lære sig selv årsag/virkning, hvor årsagen er svinget og virkningen så tydeligt kan ses på bolden.

Det gjaldt også for mig forleden på en puttegreen, som var virkelig hurtig. Der skulle adskillige slag til, før jeg blot havde en nogenlunde rimelig fornemmelse af hastigheden. (Og glemt er de første putts, der trillede 2 – 3 meter for langt!)

”Små slaw” – kan tømrermester sige til lærling, og det samme kunne golfklubberne måske sige til begynderne. Og de små slag på en tee-passende par 3-bane er jo faktisk sjove for enhver, ja, svimlende sjovt for de fleste! 

Afgørende er, at begynderen har det sjovt i starten, det er en grundlæggende forudsætning, og så kan der efterhånden fyldes på med lange slag, og snart er begynderen klubgolfer. Og så bliver det selvfølgelig endnu sjovere…

Det kan på denne baggrund virke lidt mystisk, at vi som klubgolfere generelt kæmper usigeligt meget med halve pitch, chipping og putting, som vi uden de store instrukser jo faktisk magtede ganske godt pr. intuition.

Der må være sket noget undervejs, da vi begyndte at lære de længere slag.

Fælles for de kortere slag baseret på et begrænset sving er simpelt, at vi ønsker at slagfladen skal vende tilbage til nøjagtig den stilling, som vi havde, da vi stillede os op til slaget. Akkurat som med hammer og et søm. Vi sætter hammerens slagflade ned på sømmet, svinger op og ned igen med en passende fart.

Det gælder så udpræget også chipping og putting på golfbanen: passende slagkraft.

Nogle er eventyrligt gode til det – andre er knapt så gode og rammer måske de fingre, der holder sømmet, men søm-slåning er simpelt i forhold til golfslag. Mester er dygtig og kan nøjes med at bruge 5 hammerslag, mens lærlingen må bruge 10 – det er naturligt, men i golf er antal slag en del af den ofte både sjove og neglebidende spændende konkurrence - og måske ansporer konkurrencen os til at ville lære lidt mere – og lidt mere igen.

Når de længere slag kommer med på repertoiret, kommer der en ny logik på banen, og det er vel den logik, vi alle kæmper med i hele vores golfliv – samtidig med, at vi grænseløst beundrer alle gode spillere, der både kan slå langt og lige – og endda også er nærmest uovertrufne, når det gælder de kortere slag fra 100 meter og ind til hullet med alt, hvad det indebærer af pitch, halve slag, chips og putts og problemslag i eksempelvis bunkeren.

Det kræver ofte, at vores logik med hensyn til golfkøllen bliver ændret, således at vi eksempelvis allerede i opstillingen har et mere tydeligt skaftlæn mod målet. Hermed vil hænderne være foran bolden. Ikke nødvendigvis meget, men nok til, at vi kan fornemme, at der kan komme mere kraft ud af køllehovedet. 

Og det er kraft – eller mere præcist køllehovedhastighed, der er grundlag for Ball Speed og distance. Som Tom Wishon siger det: ”Den med den største Club Speed slår bolden længst.”

Der er en tilbagevendende situation (for alle os klubgolfere), som dybest set handler om golfkøllen i det svæv, den udsættes for fra tilbagesving til tilsving og boldtræf. Skal bolden langt, skal vi have fart i køllehovedet.

Hvordan får vi det?

Enhver klubgolfer kender følgende situation:

Spilleren stiller sig op med en valgt kølle. Slår nogle prøvesving og indtager sin stance og grounder køllen bag bolden.

Nu svinges bagud og ned igen, og køllehovedet rammer græsset før bolden eller rammer så tyndt på boldens top-del, at ormene må dukke sig, når bolden kommer strygende hen over græsset.

Rutinerede klubgolfere har naturligvis færre af denne type slag, men de dukker op igen og igen for os alle sammen, og skulle en jordstryger blive af en vis længde-kvalitet, således at det lave slag skal følges op med et helt, halvt eller kvart wedgeslag, så fokuseres der en ekstra gang på boldtræffet - og antal prøvesving fordobles givetvis.

Måske hjælper det, måske hjælper det ikke, for det kan være noget helt andet, der er galt.

Umiddelbart burde prøvesving hjælpe på enhver situation forud for et golfslag, men gør det ikke, hvis prøvesvinget ikke er identisk med det virkelige slag.

Jeg tror, at de fleste klubgolferes prøvesving ligner mine: De er afslappede og slået fra en uanspændt krop.

I samme øjeblik, vi stiller os op til bolden, kommer der uvilkårligt en anspændelse med ind i billedet, og med til dette billede er en bold, der skal rammes – måske skal den langt, måske skal den højt, måske skal den begge dele, men under alle omstændigheder skal der tilføres en eller anden form for kraft og energi i form af køllehovedhastighed, og den kommer logisk og intuitivt også fra en vægtoverførsel – først bagud i tilbagesvinget og senere fremad i tilsvinget.

Den allerletteste vægtoverførsel kan skabes i et ”svaj.” Svajer spilleren væk fra bolden, må spilleren tilsvarende svaje tilbage igen, ellers giver logikken ved indtagelsen af stance og grounding ingen mening.

Men nu går det galt: Det er usigeligt meget lettere at svaje tilbage i tilbagesvinget end frem i tilsvinget, og mange når derfor slet ikke tilbage til udgangspositionen, men rammer køllehovedet ned i græsset før bolden.

Jeg tror – som anrtydet – at vi alle fra det allerførste møde med golf – har haft nogle rigtigt gode halve pitch, chips og putts, men jeg tror også, at det meste af det forsvandt for mange, da kravet om længde kom med ind i spillet. Længde kræver en form for kraft, og den kan bringes til veje på flere måder i et golfsving, men jeg tror, de fleste af os på et eller andet tidspunkt har fornemmet, at vægtoverførsel er et afgørende grundlag.

Hvis det sker med et svaj bagud, kan det gå grueligt galt.

Det kan give både tykke slag og alt for tynde slag, ja, endog luftslag:

Her ses, hvorfor et ramt bundpunkt ”B” kan give spilleren såvel et for tykt slag som et for tyndt slag, hvor kun toppen af bolden bliver ramt.

Problemet er grundlæggende, at spilleren ikke kommer tilbage til udgangspositionen fra opstillingen, hvor køllehovedets slagflade og bold var tæt forbundne. Det er de tydeligvis ikke i træføjeblikket, fordi køllehovedet bunder før bolden. Hvis køllehovedet bouncer i græsset i punktet ”B” får vi et for tyndt slag, men det kan også blive et godt slag, hvis bouncet er godt – ja, derfor får vi ofte fremragende slag på måtter, men hvis en spiller har denne type fejl på banen, bør enhver form for opvarmning og træning på måtter fravælges, og køb eller tilretning af køller bør ikke foretages i nærheden af måtter. 

Lee Trevino sagde engang i forbindelse med gode råd til klubgolfere, at enhver kunne slå gode slag på en måtte. Man kan øve sit sving på en måtte, men hvis en bold skal rammes og vurderes, skal det gøres på græs, ja, endda forskelligt græs: Bolde kan jo både sidde højt og lækkert i græsset, men kan også sidde dybt – eller blot ”almindeligt.”

Der er naturligvis ingen tvivl om, at en spiller med denne type såre almindelig fejl, bør lære at lade være med at svaje. Omvendt kan svajet intuitivt føles som ekstra kraft- og fartmulighed, og det kan være svært at mærke forskel på et svaj og en korrekt vægtoverførsel.

En anden vej kan være at sørge for fremdrift i svinget. Det kan gøres på to enkle måder: 1) Simpelthen følge med slaget. Tage et par skridt frem mod målet i forbindelse med boldtræffet. Det er endda set af Padraig Harrington – 3-dobbelt Majorvinder.

2) Det kan også afhjælpes med en helt bevidst ”nedpresning” af især venstre håndled igennem bolden, men man skal selvfølgelig passe på sit højre håndled, at det ikke samtidig retter sig ud som et ”flip” eller ”scoop” allerede i ”B,” men under alle omstændigheder kan det være en god begyndelse at strække mere igennem med hænder og arme og måske ligefrem forestille sig, at bolden under tilbagesvinget er blevet flyttet 10 cm frem mod målet – og alene af den grund må køllehovedet holdes nede i længere tid. 

Endelig er der en tredje mulighed, som jeg varmt kan anbefale, og som i høj grad hjalp mig efter en periode med usigeligt mange kiksede halve og kvarte wedgeslag. Efterhånden bruger jeg også metoden til alle slag, således at det er blevet en fast del af opstillingen.

For god ordens skyld: Vi er alle meget, meget forskellige, og der er formentlig en tendens til, at meget stærke spillere med stor spændstighed uden den mindste form for svaj og med en flot skulderdrejning, ikke vil have glæde af opstillingen til de lange slag, men meget taler for, at ethvert kortere slag – også chips og putts – vil have glæde af den opstilling, der kaldes ”The Reverse K” – nærmest ”det spejlvendte K:”

(Billede fra Golf Digest.)

Til venstre står spilleren i et ”K,” mens spilleren til højre står i et ”spejlvendt K.”

Vi ser, at noget af vægtoverførslen til højresiden allerede er startet i opstillingen, da rygsøjlen er vinklet bagud.

Det er nemt at udføre ændringen: Stil dig op, som du plejer, men skub venstre hofte fremad mod målet og mod den lodrette linje, der er mellem venstre skulder og venstre knæ.

Faktisk kan opstillingen i høj grad modvirke tendensen til at ville svaje væk i tilbagesvinget, for det er næsten umuligt, når hoften er skubbet fremad. Sidegevinsten er endda, at det er lettere at foretage en fuld skulderdrejning og en bedre hoftedrejning fra positionen ”det spejlvendte K.”

Endnu engang: Opstillingen giver gode træf på kortere slag og med en tydelig tendens til, at boldene holder sig på sigtelinjen.

Man skal lige vænne sig til opstillingen med halve wedge-slag. Forhåbentlig oplever du også, at disse slag bliver meget lige. Det kan give så meget begejstring, at man fortsætter med opstillingen også til de længere slag med fairway- og hybridkøller, og det kan have en afgørende betydning for den type kiksere, hvor køllehovedet ikke når helt frem til bolden. 

Det sker ikke i ”det spejlvendte K,” ja, faktisk føles det naturligt at bunde køllehovedet ud efter træffet. Og så er det ikke længere jordstrygere, men naturligt høje slag.

Det er der egentlig også en slags logik i.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer