Golferens Blog: Når alderen kommer snigende… | Golf.dk
En bøjet strikkepind kan være en god hjælp for ældre spillere.

Foto: Privat

Golferens Blog: Når alderen kommer snigende…

29/10 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Golf er et teknisk vanskeligt spil. 

Det tekniske i spillet kommer indlysende til syne, når vi svinger så kraftfuldt og hurtigt, som vi overhovedet kan og måske opnår en Club Speed, der kan få en Trackman til at klappe begejstret i radar-hænderne eller ligefrem råbe ”BINGO!” som en anden BB-8!

Men en Trackman kan med lysets hastighed ændre opfattelsen og vende tommelfingrene nedad, når den afgørende Ball Speed er sølle.

Club Speed er ikke nok.

Vi ser det såre enkelt på Ball Speed ligningen, at det både drejer sig om svinghastighed og teknik:

Ball Speed = Club Speed x Smash Faktor.

Club Speed er spillerens evne til at få hastighed på køllehovedet.

Smash Faktor udtrykker vores evne til at ramme i center på køllehovedet. 

Det tekniske, der ligger gemt i Smash Factor, kan reducere selv den højeste Club Speed til et middelmådigt resultat.

Det drejer sig primært om centertræf og angrebsvinkel. Centertræffet er indlysende: Smash Factor handler om energioverførsel, og hvis vi rammer boldens masse (45,93 g) med den størst mulige køllehovedmasse, som naturligvis er i køllehovedets center (”Center of Gravity”), vil der – som Tom Wishon udtrykker det – ikke være noget energitab.

Rammer vi ud mod tå eller hæl på slagfladen, vil køllehovedets mindre masse uden for linjen for CoG få hele køllehovedet til at ”twiste” omkring CoG, og vi vil indlysende tabe Ball Speed, fordi der skal anvendes energi til spinnet.

Når bolden rammer mod tåen hjælper geareffekten dog på retningen: I stedet for at sende bolden o/b får vi en draw, der sender bolden mere mod midten af fairway. Men tilt på spinaksen (”sidespin”) koster naturligvis Ball Speed og dermed længde.

Som Tom Wishon fortæller i ”12 Myths” (Myte 4, side 12): Blot en halv tomme uden for center mistes der betragtelig Ball Speed. 

Principielt har en drivers tå op til 14 procent mere Club Speed end hælen jf. Trackman, men det gælder kun, hvis driveren svinges i luften. Driveren møder boldens masse, og hvis det ikke sker i center, men mod tåen, vil driverhovedet twiste. Det er ren Newton, som Tutelman udtrykker det. Vi opdager det aldrig, for det sker på et tusindedel af et sekund, og vi ser derfor – selv med den mest åbne slagflade i impact – altid kun et lukket køllehoved, der er på vej indad i gennemsvinget.

Ligeledes vil vi tabe Ball Speed, hvis vi på et drive har en negativ angrebsvinkel, som får spinloft til at stige. Spin loft genererer backspin og er let beregneligt og yderst anvendeligt for fagfolk. Der er to parametre, der styrer spin loft: Dynamisk loft og angrebsvinkel (Angle of Attack = AoA). Spilleren er herre over begge parametre – uafhængige af hinanden og kan derfor i princippet finde det rigtige spinloft til sit slag.

Den røde pil illustrerer det dynamiske loft (det loft, som møder bolden. Det kan være markant anderledes end det statiske loft, som er ”påtrykt” køllehovedet. Blot ved at se på Trackman’s illustrative tegning (på basis af Theodore P. Jorgensen ”The Physics of Golf”) kan vi i tankerne ændre skaftlænet fremad til højre på billedet (og nedsætte loftet) eller læne skaftet bagud (til venstre) og helt uafhængig af alt det øvrige tilføre mere loft.

Den blå linje illustrerer angrebsvinklen, som på et jern typisk er negativ, det vil sige, at køllehovedet i forhold til underlaget er nedadgående. På en driver ønsker vi primært af hensyn til længden, at angrebsvinklen er positiv, og det er netop derfor, at vi teer bolden højt. Vi ønsker at slå op på et drive for mere længde.

Den orange angivelse af vinklen mellem det dynamiske loft og angrebsvinklen udtrykker sammenhængen mellem de to vektorer, og det er denne sammenhæng, der kaldes spin loft, som således blot er vinklen mellem det dynamiske loft og angrebsvinklen. Således spin loft = dynamisk loft – angrebsvinkel.

I tankerne kan vi – som alle fagfolk gør det – lege med mulighederne, og vi kan efterprøve nogle af vore ideer på træningsbanen, eksempelvis med kortere pitch eller halvlange chips. Prøv at styre angrebsvinklen – eksempelvis meget fladt ind i bolden med forskellige skaftlæn. Bolden reagerer på det, og især kan vi styre boldens reaktion efter dens møde med green. En bold kan blæse hen over green, og den kan stoppe op – og endda med en god bold på en modtagelig green ligefrem spinne tilbage i den retning, hvor den kom fra!

Også på længere slag kan spin loft udnyttes fordelagtigt på en måde, som kun de færreste overhovedet ville tro var muligt, som vi kunne se på www.golf.com i juni.

Her har vi en spiller, der står med et jern i hænderne, men læg mærke til bolden, der er teet op i en højde på 5 – 6 cm. Det er den højde, som mange klubgolfere anvender til deres driver!

Aha, kan vi tænke – og måske mindes den kære myte:

”Tee it high and let it fly!”

Men nej. Den sætning er fra en tid, hvor spin loft ikke var almindelige viden. 

Se blot, hvad denne italienske spiller får ud af sin opstilling med en højt teet bold. Bolden flyver bestemt ikke højt, men borer sig lavt igennem luften og når sit mål midt på en særdeles smal fairway. Langt væk – og endnu længere væk med det efterfølgende rul. 

Det er et lavt punchslag, men noget særpræget ved udnyttelsen af spin loft.

Spilleren er ganske simpelt helt fortrolig med spin loft og har teknikken til at kunne udføre et slag, der er i overensstemmelse med hans ønske om boldflugt.

Bolden bliver teet højt, hvorefter køllehovedet bliver løftet til en position bag ved bolden, der er rykket tilbage mod højre fod. Nu opnås de ønskede parametre, når hænderne er pænt foran bolden (skaftlæn mod målet) som rimeligt enkelt kan bevares igennem boldtræffet, når bolden er tilbage mod højre fod, hvorefter spilleren kan svinge mere rundt om sig selv i lavere højde. 

Køllehovedet er ganske simpelt blevet deloftet: Det dynamiske loft er væsentligt stærkere end det statiske. Det mest forunderlige er, at angrebsvinklen bliver forøget, når bolden er tilbage i stancen, men det kræver, at bolden er teet højt.

For god ordens skyld: Jeg kan ikke udføre dette slag på samme måde som Migliozzi kan. Men jeg kan efterhånden noget, der minder en smule om det, og det er faktisk nok til, at jeg er begejstret for ideen om at lade spin loft styre opstillingen, og jeg synes, at lange slag til lange par 3-huller indbyder til teknikken. - Når man nu faktisk ikke længere kan nå green med et ”almindeligt” slag.

Du skal også prøve denne teknik en dag. Måske kan du bedre optimere slaget i retning af det, denne italienske spiller gør med udnyttelse af spin loft.

Club Speed og Ball Speed kan vi kæmpe med hver især, og de fleste af os gør det formentlig igennem hele vort golfliv.

Det golfliv indbefatter desværre, at vi bliver ældre. Vi mister elasticitet og muskelmasse, og de fleste af os oplever, at vi helt konkret slår kortere og kortere.

Engang kunne jeg…

Suk.

Øvelsen med spin loft-opstillingen gav mig i øvrigt en (nedslående) oplevelse i det man kan kalde, ”når alderen begynder at trykke.”

Sagen er, at der skal ganske meget slagkraft til at udføre et virkelig godt punch.

Slagkraft er et dårligt udtryk i golf, for man skal jo netop ”svinge og ikke slå.”

Denne enkle læresætning kan man meget vel glemme, når man kæmper med at få tilstrækkelig længde på sine slag.

Og det er måske noget, de fleste af os, der har passeret manddomsalderens (eller ”kvinddomsalderens”) fulde kraft, har til fælles, og som ofte kan gøre det umuligt for os at opnå fremgang – eller endog blot status quo. Mange af os oplever ganske simpelt, at vi bliver markant dårligere med årene.

Selvfølgelig kan vi stritte imod – med hjerne og med hjerte.

Hjernen er god: Hvad der udad (slaglængde) tabes, kan indad (det korte spil) vindes. En simpel og enkel analyse.

Hjertet er knapt så godt: Det er uacceptabelt (!) at miste længde. Den skal vindes tilbage igen, for ellers kan man simpelthen ikke score så godt (længere).

Hos de fleste af os gemmer kroppen på en simpel læresætning, der gælder alle former for kraftudførelse – være sig løft, skub, slag etc. – og det er ganske enkelt: der skal ”vægt bagved.” 

Det er hjertet (i betydningen ”løvehjerte” for gå-på-mod.”)

Men hvis man forsøger at vinde længden tilbage med ”vægt bagved” ved at svaje væk fra bolden i tilbagesvinget, opstår der et for så vidt logisk problem med at ramme bolden, som vi kan se nærmere på ”oppefra” i et stiliseret sving.

Da køllehovedet også er på vej nedad, vil vi nå et ubehageligt bundpunkt før bolden, fordi vi ganske simpelt med vort svaj roterer bag ved bolden.

Problemet er endda, at man som spiller faktisk ikke er klar over det. Selv for de allerbedste er en del af udfordringen på en golfbane ”at komme langt.” Alle kæmper for at slå ”langt nok,” og svajet er udtryk for dette ikke helt ligegyldige ønske.

Konkret kan der gå ganske lang tid for en rutineret spiller, hvor der kun svajes i særlige situationer, og det kan en spiller, der træner og spiller meget, nemt håndtere. 

Det starter måske med driveren. Vi stiller os jo endda op med hovedparten af vægten på højre side, når vi ønsker at slå kraftfuldt op i bolden. Kraftfuldt, ja. En dag ønsker vi også mere kraft ved andre typer slag, og så kommer der mere vægt på højre siden i transportslag med fairwaykøller, og en dag ønsker man også mere længde med hybrider og de længste jern, men nu går det stærkt imod en uheldig, selvskabt svingomlægning, for svinget følger efterhånden med til de kortere jern og wedges med fulde, trekvarte og halve slag. Og så er krisen total.

En god spiller kan blive gevaldig meget dårligere, når slaglængde søges i et svaj.

Pludselig har vi en spiller, der reelt ikke længere kan ramme bolden så solidt som tidligere. Nissen er flyttet med fra et drive, hvor man faktisk kan få ganske gode resultater med et ”opstillings-svaj,” men når en bold ligger på græsset, ødelægger et svaj den ellers naturlige rotation, der engang var grundlaget for det gode spilog de solide træf på bolden.

Alt fungerer for så vidt fint for en spiller på driving range på en måtte, for her betyder det intet, at køllehovedet rammer måtten før bolden. Vi kan forestille os en spiller, der faktisk slår det ene fine slag efter det andet på både retning, længde og boldflugt på driving range, og herefter føle med denne spiller, for det må være forfærdeligt nedslående ikke at kunne gøre det samme på banen, hvor der ikke er en hård måtte, men blødt græs og jord, som tager blivende imod køllehovedet. 

Alt bliver herefter forsøgt: Boldens placering i stancen, mere vægt på venstre fod – kortere og længere tilbagesving – åben og lukket stance. 

Oftest bunder køllehovedet før bolden, så meget, at det bliver en helkikser – eller endda så lidt – at køllehovedet bouncer op i boldens øverste del, og en jordstryger bliver det absolut bedste resultat, spilleren kan få ud af dette sving.

En træner kan let bringe spilleren tilbage på det rette spor, men sandheden er jo, at det er under en tredjedel af alle ældre, der går til golftræning – ja, måske er det endda mindre.

I stedet er disse – for så vidt rigtigt gode spillere – i risiko for at tabe lysten. Måske melder de sig endda ud af golfklubben og holder op med at spille.

Det kan være ærgerligt, at man ikke kan overtale en god ven eller et familiemedlem til at prøve at spille golf. Men det er en katastrofe for enhver golfklub, hvis der tabes et medlem, der mister lysten. Måske burde golfklubberne lige frem arrangere gratis ”seniortræning.” En hyggestund for enhver.

Men en spiller kan også gøre noget selv, hvis han/hun har en fornemmelse af at ville komme længere, end det egentlig magtes med en skulderdrejning og en teknik, der baseres på rotationen.

Et af de ældste råd mod svaj er en øvelse med en bøjet strikkepind. 

Stik strikkepinden i græsset og læg en bold nedenunder og stil dig op, således at strikkepinden flugter med boldens centrum. Det er særdeles enkelt at konstatere, om man svajer væk fra bolden i tilbagesvinget med alle de mulige uheldige boldtræf til følge. 

Øjnene kan nu ”låses fast” til strikkepindslinje/boldcenter, og det nås primært med mest vægt på venstre fod. For at få en bedre rotation ”på stedet” er det væsentligt at venstre knæ i tilbagesvinget peger i retning af bolden.

Under hele tilbagesvinget skal strikkepinden flugte med bolden.

Prøv det med alle køllerne, men husk at gøre det på græs. På en måtte kan enhver slå et godt golfslag – også med svaj!

Golf er et vidunderligt spil, og det er måske det absolut bedste spil at blive gammel sammen med. Frisk luft på alle årstider, god motion, hyggelige og rare stunder med gode venner og bekendte i et tempo, der kan passe enhver alder, og lige så hyggelige og sjove konkurrencer, hvor alle har gode chancer for at vinde i kraft af det fænomenale handicapsystem.

Jovist: Spillet kan blive dårligere, når vi når en vis alder, men alder er jo dybest set blot en del af vore samlede evner – forstået som potentiale. En golfrunde med alle de gode værdier skal vel ikke ødelægges af, at vi ikke længere slår så langt som tidligere.

Det gælder alle livets forhold, at det går i en bestemt retning.

Engang kunne jeg løbe herfra og lige meget hvorhen til og tilbage igen på en halv time – det kan jeg ikke mere!! (Frit efter Jens Larsen-Græsted).

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer