Golferens Blog: Mere om loopet i tilbagesvinget | Golf.dk
Montys stejle sving gav imponerende resultater. Men er det værd at efterligne?

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Mere om loopet i tilbagesvinget

16/07 - 2019 | Søren Meinertsen

Et af de største problemer for mange klubgolfere som både mangler længde og præcision er reelt en evigt tilbagevendende slice, ja, faktisk findes der en del for så vidt rigtigt gode og vel også stabile golfspillere med det ”rigtige” handicap, der aldrig har slået en draw med en driver.

Årsagerne kan være mange – og forskelligartede - ofte afhængig af den rutine, en spiller besidder. 

Et fællestræk for mange er, at der bliver slået ”over toppen.” Det er særdeles naturligt og vel også logisk, hvis man søger lidt ekstra længde, at der så bankes lidt hårdere til boldene. Men netop bankeriet er ofte udtryk for, at højre skulder (og højre arm) får en fremtrædende plads i den allerførste del af nedsvinget – nu skal der slås hårdt! – men resultatet er, at køllehovedet kommer uden for linjen mod målet, og det nu meget kraftfulde slag vil alt andet lige få bolden til at gå mod venstre. Det er logisk. Lige så logisk er det, at et lidt mindre kraftfuldt slag vil give spilleren tid til at åbne køllehovedet for at undgå venstreslaget – hvorefter bolden nu kun vil starte lidt mod venstre og søge mod højre. Den tydelige slice.

Årsagen til, at klubgolferen kommer i en position, hvor såvel det kraftfulde som det mere afdæmpede sving bringer køllehovedet uden for linjen, skal søges i køllens placering på toppen.

Det er ikke nødvendigvis en forkert placering, en klubgolfer har, og mange kan utvivlsomt også få vældig gode resultater – således eksempelvis en af Europas bedste golfspiller gennem tiderne, nemlig Colin Montgomerie. 

Men med til denne historie om et markant stejlt sving hører, at Montgomerie dels havde evner( og størrelse!) til et stort sving, dels havde en nærmest ufattelig hånd-øje koordination. Der har været ikke blot runder, men hele turneringer, hvor hver eneste fairway er blevet ramt, og hver eneste green er blevet nået i regulation.

Imponerende.

Og værd at efterligne.

Montgomerie’s nærmest vertikale sving var en del af datidens tradition: I starten af tilbagesvinget blev køllehovedet trukket indenfor uden den store hofterotation – og med noget, der mindede om et mølleslag, når køllehovedet kom susende nedad.

Det lignede sikkert mit sving – og så mange andre klubgolferes – og alt ville være godt, hvis blot boldene også havde opført sig som Montgomerie’s…

Det gjorde de dog ikke…

Det er fristende for de fleste af os at finde andre forbilleder, som vi kan efterligne: Tiger Woods, Thomas Bjørn, Rory McIlroy, Dustin Johnson og Justin Thomas, som kan ses på YouTube:

Alle de nævnte spillere skaber vidde i deres tilbagesving ved at føre køllehovedet lige tilbage – så at sige med hele kroppen – og ikke kun med hænder og arme. (”One-Piece-Takeaway.”)

Vi kan se på udgangsstillingen, at arme og skaft danner en vinkel, som er blevet rettet ud, når spilleren når tilbage til træfzonen, hvor underarm og skaft er i lige forlængelse (og nu 180 grader.)

Vi kan også let forestille os, at en vidde i tilbagesvinget vil skabe plads til et mere fladt nedsving rundt om kroppen med en tilbageholdt højre skulder, men alligevel ser vi tankevækkende, at skaft og underarm er mere stejl end i udgangspositionen.

Når en optimal slagposition er stejl, er der næppe noget at sige til, at de fleste af os søger noget stejlt i svinget.

Men det er ikke stejlt, men tværtimod udfladende, og så er det svært.

Det her er ikke noget, man lærer på kort tid, men at det KAN læres, kan vi se på enhver elitespillers sving. Mange siger – formentlig korrekt – at forskellen på en tourspiller og en elitespiller alene er et spørgsmål om tid og lyst. Evnerne for svinget er den samme.  

Måden at lære det på er naturligvis at gå til golftræning. Ikke blot tyve minutter i ny og næ, men instruktion, der følges op af målbevidst daglig træning.

Det er der ikke mange klubgolfere, der gør, og måske giver mange op, fordi det er svært og tidskrævende – og måske er der også mange, der ikke rigtigt kan få enderne til at passe sammen.

Det har vi set hos en Jim Furyk – og nu også hos den nye komet, Matthew Wolff, der kun 20 år gammel allerede har vundet en PGA turnering. De to spillere har et unikt sving og er gået andre veje end de traditionelle.

Det gælder også en anden komet, nemlig Bryson deChambeau, der benytter et markant anderledes single plane sving, hvor vi kan se, at udgangspositionen er særdeles ensartet med positionen mellem underarm og skaft i træfzonen.

 

    

 

Der er tilsyneladende mange veje til et godt golfsving.

Sådan må også Bobby Jones og Sam Snead have tænkt, da de måske ikke kunne få nok ud af datidens traditionelle golfsving.

Især Sam Snead (82 PGA-sejre, 7 Majors!) anvendte et meget tydeligt loop i tilbagesvinget, som i datiden blev kaldt ”Reversing The Loop.”

Køllehovedet føres opad og udenfor linjen mod målet og føres herfra til en (individuel) topposition, hvorefter det looper til en indefra kommende bane mod bolden. 

Kort sagt: Direkte modsat af det, de fleste af os klubgolfere gør. Ja, reelt er det et spejlbillede i omvendt orden.

På den måde er svinget overordentligt interessant for os klubgolfere med problemer, der skyldes slag fra toppen, som igen kan være forårsaget af et tilbagesving, hvor køllehovedet trækkes for tidligt ind.

Vi kan jo allerede bevægelsen.

Nu skal vi blot gøre det modsat!

Med god grund blev Sam Snead’s loop kaldt ”Det omvendte Loop,” for også en tidlig indtrækning kræver et loop.

I det omvendte loop er starten på tilbagesvinget i fokus: Her svinges køllehovedet lidt op og ud over linjen, inden det går op mod en individuel top (kan både være til et lille chip, et halvt pitch og et fuldt slag med jern og driver osv.) – hvorefter loopet fører køllehovedet ind i den bane, som vi som klubgolfere ofte anvender i tilbagesvinget.

Det er nu præcist omvendt af det, mange af os gør.

Det er i dette loop ”rundt om toppen,” at køllen bliver ”loadet,” og svinget bliver herfra naturligt mindre stejlt og lige så naturligt holdes højre skulder tilbage. Loopet forærer os endda det såkaldte lag, hvor køllehovedet blot følger hensigtsmæssigt EFTER hænderne. I hvert fald er det en god begyndelse, fordi farten – eller rettere hastighedsforøgelsen er mærkbar.

Efter at have været tvunget til en golfpause på fire uger prøvede jeg også at komme i gang igen med det omvendte loop. For mig var det tankevækkende – mere end noget andet – at det er betydeligt nemmere at få et godt træf på boldene, og det er primært det, det kniber med efter en pause.

Boldtræffet efter et loop KAN være en tillægsgevinst for mange, der ikke spiller så ofte.

Følelsen ved den første del af tilbagesvinget med et loop kan umiddelbart virke helt ulogisk skæv og imod sund fornuft – og som altid med følelser, kan de være svære at beskrive og det er heller ikke hensigtsmæssigt, da loopet vil være særdeles individuelt. Nogle vil synes om et stort loop – andre om et mere behersket. Men fælles for alle loop er, at det er nødvendigt at skabe vidde bagud, inden køllen løftes videre i tilbagesvinget. Vi skal have plads, for ellers slår vi næsten pr. automatik fra toppen.

Det, som jeg synes, er interessant for os klubgolfere, er, at en række fejl og mangler kan rettes på én gang, samtidig med at Club Speed KAN forøges ganske, ganske meget, ja, loopet kan give os 50, måske endda 100 meter mere på et drive. Det kan lyde voldsomt overdrevet, men sandheden er jo, at blot forskellen på en slice og en draw ikke blot udspiller sig i luften som en direkte konsekvens af svinget, men også det efterfølgende, når bolden lander, kan give en draw et kolossalt langt rul i modsætning til en slice, hvor bolden ofte ligger ”død” efter nedslaget.

Mange kan være bekymret over, om et fladere sving giver mindre højde på boldene ved indspil til greens, men det er faktisk omvendt, ikke mindst da det er Club Speed, der især giver bolde ekstrahøjde. Men som altid: Det er herligt at prøve sig frem!

Mange kalder det – lidt nedladende - et ”amatør-loop” – mens andre kalder det ”Reversing The Loop.”

Se eksempelvis https://www.youtube.com/watch?v=dIu0yDmIb2c

Svinget her ligner som altid på videoer ”noget perfekt” – men jeg mener faktisk, at også med et mindre perfekt sving, vil selv det mindste loop i starten af tilbagesvinget virke på den gode måde for enhver klubgolfer, der har et længdeproblem: Svinget kommer mere indefra, bliver udfladende mod midten af stancen og gør det lettere at holde håndledsstillingerne – samtidig med det helt afgørende: Mere fart i køllehovedet og dermed mere længde. 

Loopet KAN derfor være godt for alle, der ikke har nok længde – og kan være en god mellemstation på vej mod et bedre og måske mere effektivt sving.

For det er jo en anden del af klubgolferes sandhed:

Vi får aldrig det perfekte sving – og selv de bedste svingere blandt stjernerne kikser såmænd også – men hvis svinget blot opfattes som en mellemstation på vej mod det perfekte, kan vi prøve mangfoldige ting undervejs.

Ingen af os ønsker at være dumme. Einstein mente, at dumhed hos os mennesker opstod, når vi gjorde det samme og det samme, men forventede et andet resultat… Vi er simpelthen indimellem nødt til at forsøge noget nyt.

Loopet kan være noget nyt.

En af de ting, som klubgolfere, der ikke går til træning, med meget, meget stor fordel kan prøve, er således enkelt det tidlige loop i tilbagesvinget.

Det KAN være vejen frem.

Og faktisk går det særdeles effektivt hånd i hånd med håndledstillingerne, som kan oparbejdes netop fra små korte chips over kvarte, halve og hele pitch til drivet.

Venstre håndled: i lige forlængelse af underarmen. Ikke noget venstre og højre ”slør!” – ydersiden af venstre hånd skal være vinkelret på målet i træføjeblikket. Det er en del af pointen med et godt sving.

Højre håndled: fastholdes igennem træffet i en vinkel bagud. 

Køllehovedet må ikke komme før hænderne til bolden.

Alle loops – og alle perfekte tilbage og fremsving – vil dø en stille død, hvis håndleddene flipper udstrakt mod målet – før eller i boldtræffet.

Et dæk kan på udmærket vis erstatte en rigtig impact bag:

 

 

Det er en god grundtræning for længde og præcision. 

Prøv det med og uden loop i tilbagesvinget.

Man kan flytte bildæk med et godt golfslag – og gå en tur i haven… – men kun, hvis hænderne kommer først forbi dækket. Et ”flip” vil altid koste længde på en golfbane – og kan ikke få et dæk fremad. 

Man kan efterhånden flytte dækket mere og mere til venstre, men stadig fastholde positionen. Det er derfor ikke stejlt ned og op igen, men naturligt udfladende ned mod et tænkt bundpunkt langt efter bolden.

Prøv også denne træfstilling til et simpelt  chip med en golfbold og fasthold køllen, så den ender i en lodret position. Det KAN give bedre præcision og mere følelse for ”chip-and-run.” Og prøv det eventuelt med et lille loop i tilbagesvinget.

Det kan være en god idé i starten at gøre det med en tennisbold, hvor træffet netop skal vare lidt længere. Nu kan man bedre holde øje med håndleddene.

Ethvert tilløb til ”flip” og ”skovle” vil vel altid forsvinde med tiden – men for mange kan dette forsvindingsnummer lettest og hurtigst ske med et loop i starten af tilbagesvinget. På (nu!) lange drives og kortere præcise chips.

 

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer