Golferens Blog: Med udgangspunkt i bolden | Golf.dk
Kan man slå flere end 1000 bolde med venstre arm på en uge? Vores blogger har forsøgt. Her slår John Daly et slag med venstre under en træningsrunde op til The Open i 2002.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Med udgangspunkt i bolden

26/11 - 2019 | Søren Meinertsen

Ingen, der spiller golf, er i tvivl om, at det er bolden, det drejer sig om. Vi starter på et teested i punktet A, og når bolden falder til hvile i punktet B, bliver det vort nye A-punkt – og sådan går det, slag i slag – eller rettere: slag efter slag. Bolden er det altdominerende omdrejningspunkt.

Vore bestræbelser i træning har også bolden som det målbare, når vi stræber efter at blive bedre – eller blot holde status quo, for det handler vedvarende træning også om.

Det er fristende for de fleste af os i en træningsfase ”at skyde os ind på målet” – nogenlunde efter følgende mønster:

 Hvis vi gerne vil have retningen R og en distance D, som skal bringe bolden til målet M, men får en retning R-øv og/eller en distance D-øv, retter vi omgående på os selv, for bolden nåede ikke M, men derimod M-øv. 

Måske retter vi på slagretning, måske på slagkraft – og måske lykkes det efterhånden for os at nå målet M med R og D, som det styrende.

Bold efter bold, indtil vi er tilfredse – eller ikke gider mere.

Træningen kunne være virkningsfuld, hvis vi virkelig var i stand til at kunne fastholde lige akkurat det slag og det sving, som fik vores bold til at ramme M, for så ville de forudgående kiksere blot illustrere det egentlig meget logiske, nemlig at vi blev bedre og bedre, men sandheden er formentlig en anden: Hvis vi ikke er i stand til at kunne udføre det optimale slag, der fik bolden til at nå M, på banen, er vi lige vidt, og det er det, de fleste af os oplever, nemlig at vi kun kan nå det optimale slag, hvis vi kan få lov til at korrigere os frem til det med en del forsøg.

Det kan vi imidlertid ikke på banen, og det er da også det, der er baggrunden for, at mange instruktører og trænere vender tommelfingrene ned over for den form for træning.

Hvis man virkelig vil øve noget – et element i et sving – kræves der utroligt meget mere end de fleste af os forestiller os.

Efter en længevarende skade (en frossen venstre skulder som dog især indvirker på den sidste del af tilbagesvinget), opdagede jeg, at mit venstre håndled tilsyneladende bukkede indad. Det er galt, men også svært at rette. Venstre håndled er en væsentlig del af køllehovedhastigheden og er med til at bringe kompressionen på bolden op.

Det kan man læse i gode instruktionsbøger – og i ”bibelen:” Homer Kelley’s The Golfing Machine. Venstre håndled skal være fuldt udstrakt. Her gemmer der sig en anselig boldhastighed – ikke mindst, fordi det er væsentligt lettere med et strakt venstre håndled at fastholde vinklen på højre håndled, således at det ikke bliver et ”flip” men et klart og tydeligt ”skub”med et fastholdt og vinklet håndled, den såkaldte ”flying wedge.”  

. I en golfinstruktionsbog for elitespillere kan man læse om problemet med at få venstrearmen og dermed også håndleddet til at strække helt ud i gennemsvinget.

Det er forholdsvist indlysende, hvis man kun anvender venstre arm, at man derved frembringer et ”hammer-slag.”

Det vil jeg prøve, men…

Det foreslås, at der anvendes en øvelse, hvor der kun slås bolde med venstre hånd. Nogle få tusinde slag på denne måde…

Få tusinde? 1000 – 2000 slag? Det er fra 35 til 70 spande bolde!

Med venstre hånd for at øve en lille detalje!

Så tror pokker, at elitespillere er så gode, og at en klubgolfer som jeg er på vej til at lægge bogen væk med et højlydt suk.

Men der står lidt mere, som fanger min interesse, for venstre arm og hånd spiller en større rolle, end man umiddelbart forestiller sig.

De pågældende instruktionsbog er på omkring tusind tætskrevne sider, og jeg har sikkert skrålæst en hel del, inden jeg blev fanget af de 1000 – 2000 slag med venstre arm alene.

Jeg var netop blevet medlem af ”Gå-til-golf” og som medlemsfordel tilkøbt ubegrænset brug af indendørs såkaldt ”Sim-Golf,” og da jeg i høj grad var klar over, at eftervirkningerne af den frosne skulder havde givet en vis slaphed med tydelig tendens til bukning i tilbagesvinget og tæt på en kyllingevinge i gennemsvinget, var det ikke helt uden interesse at læse om venstrearmens betydning.

 Venstre arm – og hånd - er givetvis betydningsfuld, og sidder man i en lænestol med tanke om gerne at ville spille godt igen, kan det være let at aftvinge sig selv et løfte, baseret på et forsæt. 

Det kunne selvfølgelig være sjovt at prøve at slå bolde kun med venstre arm, og måske ville øvelsen hjælpe på skavankerne.

1000 bolde på en uge – det er ca. 150 om dagen. Det måtte kunne gøres, og en uge går hurtigt – og med dette våde efterår var der ingen ”forstyrrende” golfaftaler, og da Indoor Centret har åbent fra 8 – 23, burde det være rimeligt nemt at finde en times tid hver dag.

På en time kan man let indendørs nå 150 slag – chip og hele- og halve pitchslag med venstre arm alene.

Den pågældende simulator har sikkert aldrig før målt 150 elendige slag i træk, og det var lige før, jeg forventede en klappepræmie, selv om der intet – absolut intet var at klappe ad. 

Det var til grin. Helt til grin, og jeg sluttede af med et par almindelige slag. Slut med den slags træning – jeg var jo heller ikke elitespiller…

Der er mange undskyldninger, når målsætninger og forsætter skal begraves.

På vej hjem i bilen opdagede jeg imidlertid, at de ellers meget vedholdende smerter i venstre arm, når rattet skulle drejes, var aftaget ganske betydeligt.

Det er virkelig motiverende, hvis ellers vedholdne smerter mindskes.

Golf er sundt!

Måske ville jeg ikke blive en bedre golfspiller, men hvis skuldersmerterne kunne forsvinde, skulle jeg med glæde fortsætte med øvelsen.

Egentlig var det vel heller ikke alle 150 slag, der var dårlige. Der var da bestemt nogle gode imellem. Men kedeligt var det unægtelig.

Det er også kedeligt at have smerter.

Op på hesten igen – og af sted på anden-dagen!

Anden og tredjedagen blev chips pludselig markant bedre. Det var faktisk let blot at lade venstre skulder centrere det lille slag, ja, faktisk var det egentlig slet ikke noget slag, men blot køllens egenvægt, der dappede ned i bolden, hvor jeg blot skulle holde øje med, om arm og håndled var pænt strakt.

Fjerdedagen oplevede jeg lidt af det samme med et halvt pitch og pludselig slog det mig, at jeg havde læst om noget lignende i Homer Kelley’s ”The Golfing Machine.”

I bogen fortæller Kelley om de to eneste svingtyper, der findes: En ”hitter” og en ”swinger.” Hitteren er en, der forlader sig på energi fra kroppens muskler, mens svingeren er en, der forlader sig på centrifugal- og tyngdekraft.

Hitteren er typisk en spiller, der har lært spillet i en højere alder, mens svingeren ofte har lært spillet som barn, hvor køller ikke umiddelbart kan svinges rundt om kroppen alene med spinkle barnemuskler. Et barn vil derfor typisk lade centrifugalkraften være en hjælp.

Det er lidt af det samme, der sker, når man kun bruger en hånd til at svinge en kølle. Den er ganske simpelt for tung, og det er indlysende, at man udnytter centrifugal- og tyngdekraften og blot lader køllehovedet dumpe ind i bolden.

Pointen er, at en hitter kan have svært ved at komme væk fra armenes muskler og derfor let falder i den grøft, hvor der slås fra toppen. Man kan lære at svinge, men her kan fejlen være, at selv den mindste smule muskelkraft eller manipulation i hænderne kan hæmme slaget alvorligt. Man skal simpelthen stole på fysikken og ikke ”hjælpe til” med kroppens egen fysik. 

Vi kender så nogenlunde billedet fra de forkølede chips, der kan opstå, når man som spiller forsøger at hjælpe en bold i luften, i stedet for at stole på den fysik, der gemmer sig i køllehovedets loft.

Det er ikke umiddelbart let at forstå, hvad der egentlig menes med ”hitter” og ”swinger,” når man læser The Golfing Machine, men det bliver på det nærmeste mejslet i sten, når man står og slår bolde med kun én hånd alene, og hvis man ikke tidligere har haft tillid til Homer Kelley, så får man det i hvert fald, når det går op for en, hvad helt objektiv fysik kan hjælpe en golfspiller med. Det giver i høj grad mening, at Homer Kelley hævder, vi skal prøve at efterligne en maskine, når vi spiller golf: Den højt eftertragtede ensartethed i bevægelserne, der kan gentages igen og igen. Det er just det maskinelle, vi eftertragter i gentagelsen. 

Det halve pitch er næsten et fuldt golfsving, men med én hånd går det langsomt. De første mange slag var jeg ikke i nærheden af at ramme bolden solidt, hvorimod det langt kortere chip forløb uden problemer, og de var på det nærmeste snorlige. Forskellen på et chip og et pitch er egentlig kun at den strakte arm kommer lidt højere op i et pitch. 

Hvad i alverden sker der, når jeg svinger blot et par centimeter højre op?

En hel masse!

For jeg kunne simpelthen se, at mit køllehoved skulle drejes gevaldigt meget rundt for at slagfladen kunne ramme bolden. På det kortere chip var det langt, langt mindre, og jeg kunne faktisk ikke nå at gøre noget som helst.

Det er nøglen. 

Når man skal slå 150 bolde på en time, kan man tillade sig forsøg i alle retninger. Mit forsøg var nu simpelthen at lade være med at kigge på køllehovedet og i stedet bilde mig selv ind, at det ikke var et pitch, men blot et chip, som jeg jo var blevet god til.

Det er virkelig nøglen:

Det er på det nærmeste uhyggeligt, at fysiske størrelser som centrifugalkraft og tyngdekraft, der er en fast forankret del af vor tilværelse – ikke mindst, når vi cykler og kører bil, at disse kræfter ikke erkendes fuldt ud i et golfsving.

Det er mageløst at se, hvordan et køllehoved i et chip, et halvt pitch og til sidst også i et fuldt pitch, fuldstændig som på kommando og helt af sig selv drejer ind på plads og ender solidt og godt midt i bolden. Hvis jeg foretager mig noget med hænderne – manipulerende – bliver slaget kikset, fordi jeg rammer bolden dårligt.

Jeg kan stole på fysik, men åbenbart ikke på mine egne bevægelser.

Lige så let er det at erkende, når man står og slår bolde kun med venstre arm, at hvis kraft sættes ind fra højre arm, når albueleddet strækkes ud og på det nærmeste skubber køllehovedet ned i bolden, at den kraft blot forstærker det, venstre arm og kroppen har lagt op til. Nu giver det pludselig mening, at højre albue holdes tæt ind til kroppen og blot ”skubber” indefra og ned – for køllehovedet kommer tilsyneladende flyvende i en gevaldig fart af sig selv ind og ned i bolden.

Det er en øjenåbner af karat.

I udgangspositionen, når der startes med venstre hånd alene, er det svært ikke at være negativ, ikke mindst, når eksempelvis Ben Hogan har sagt, at han ville ønske, at han havde to højre hænder. Hvorfor så slå bolde med venstre hånd?!

Men sjovt nok giver det mening, fordi den gode Ben Hogan naturligvis har ”opdraget” sin venstre hånd og arm, for hvis venstre arm er velopdraget, så kan man virkelig ”fyre højrehånden af” på en måde, som gør, at vi kun ville ønske, at vi havde endnu mere kraft. 

At slå bolde med venstre hånd bliver således en form for opdragelse.

En opdragelse til sving.

Vi SVINGER, og med højre hånd tilfører vi svinget al den kraft, vi overhovedet kan, men kun på det absolut rigtige sted., og det er lige præcis FØRST, når højre hånd kommer i plan med højre hofte og derfra forbi til venstre hoftekam. Hænderne bevæger sig lidt, men kommer før køllehovedet forbi bolden, og køllehovedets fart er på det nærmeste tidobbelt i forhold til hændernes fart. Tilsyneladende af sig selv.

I mange år har jeg haft stor respekt for selve boldtræffet, og min svingtanke har altid været ”Ram bolden!” Nu må jeg få en ny svingtanke, for da de 7 dage var gået og 1050 bolde slået med venstre hånd alene, har jeg ikke engang fantasi til at forestille mig, at en bold ikke bliver ramt solidt. Endda virker det nu nærmest selvforstærkende at komme indefra.

Det er – nu! - selvfølgeligt, at det indefra kommende slag er mest effektivt med mest mulig kraft på en kortere afstand uden ”svinkeærinder og omveje.

 

Umiddelbart er den form for elitetræning af delelementer en ordentlig mundfuld, og jeg er ikke engang sikker på, at det er nok. Jeg glæder mig imidlertid til at se, om chip og pitch er blevet bedre på banen, og muligvis kan jeg vende tilbage til hidtidige længder med en nu bedre teknik og bedre forståelse.

Normalt hygger jeg mig med at slå nogle spande bolde. Ugen med de mere end tusind slag var hårdt arbejde, og det er nok det, der karakteriserer vore elite- og stjernespilleres indsats – dag efter dag, uge efter uge, og jeg tror faktisk, at mange af dem ville kunne klare mit ugeprojekt på en halv dag – en halv ganske almindelig arbejdsdag – for dem.

Men bestemt ikke for mig!

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer