Golferens Blog: Måske en julegave - længere slag | Golf.dk
Tiger Woods er et eksempel på en spiller, der har udført ting på en golfbane med stor ekvilibrisme.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Måske en julegave - længere slag

18/12 - 2018 | Søren Meinertsen

Principielt bør gaver ikke byttes. ”Man skal ikke skue given hest på tænderne.”

Julegaven – længere slag – kan ikke byttes, men hvis du blot får lyst til en overvejelse om eventuel anvendelse, når du læser, er jeg så rigelig tilfreds!

Tom Wishon, der er ingeniør og clubdesigner og forfatter til en lang række af de mest anerkendte bøger og artikler om golfudstyr, har sagt om Club Speed, at det er den mest betydningsfulde faktor for distance. Det er der god grund til, set fra et udstyrssynspunkt: En clubfitter, en customfitter, en ekspedient i en golfforretning eller proshop – alle, der skal råde og vejlede eller tilrette, vil se på Club Speed i forhold til spilleren.

Passer skaftlængden. Passer skaftvægt og svingvægt. Passer grips osv. osv.

Der er heldigvis en tendens til, at flere og flere er klar over, at golfkøller måske ikke er det smarteste at købe på nettet, men kræver den personlige vejledning – og ofte tilretning – som kun kan gives af et levende menneske, som har interesse i, at en spiller får optimalt udstyr. Hvad der er optimalt, kan altid diskuteres, for når vi hører om tourspillere, der kan bruge fjorten dage på et driverskaft, så må jeg som de fleste andre klubgolfere melde hus forbi. Så giver en træner-lektion mere. For mig.

Alligevel er der noget sundt i princippet om, at vi skal søge skræddersyet udstyr – også selv om vi kan grine lidt ad den gamle TaylorMade-vittighed (”Skræddersyet til hvem?!!”)

For det er der såmænd noget rigtigt i: Ingen kan udvikle sig så hurtigt som en klubgolfer. For nylig kunne vi læse en særdeles positiv historie på golf.dk om en ung mand, der på blot to sæsoner gik fra et skyhøjt begynderhandicap til et elitehandicap - og minsandten blev klubmester. Hvis du ikke allerede har læst denne dejlige historie, kan du gøre det her. https://www.golf.dk/nyhed/fra-nybegynder-til-klubmester-p%C3%A5-%C3%A5r.

Vi får ikke at vide, hvilket udstyr, der er blevet anvendt, men vi kan gætte os frem til, at der nok er foretaget et par skift undervejs.

Engang imellem kan vi se billeder af en masse udstyr med navne på. Eksempelvis kunne vi i en artikel se et stativ med 10 – 15 wedges med Sergio Garcia’s navn på. En ødelagt wedge betyder ikke noget – der tages blot en identisk ned fra stativet, for Sergio Garcia skal ikke have nogen ændringer. Hans sving er ens år ud og år ind – og så er køllerne altid skræddersyet. Endda TaylorMade.

Tom Wishon fortæller om Alex Cejka, der havde mistet sin bag før en stor turnering – og lånte et mere eller mindre tilfældigt sæt i en forretning og gik rundt i imponerende + 2.

Dygtige spillere kan vel spille med alt. Klubgolfere er faktisk mere afhængige af godt tilpasset, ”skræddersyet” udstyr.

Noget skræddersyet på ét tidspunkt kan meget vel være forkert efter en endog kortere periode med mere spil og øget træningsindsats.

Det koster penge at spille golf, og det koster mere, hvis man ”ikke ønsker at gå ned på udstyr.” Men det koster endnu mere ikke at få god vejledning ved køb.

Golf er også en leg for mange af os. Og leg leder tanken hen på legetøj. Selvfølgelig skal vi da prøve en ny putter eller driver – eller selv købe den hybrid, som måske var årsagen til, at vi tabte til vores svoger i weekenden.

Men køber vi med fornuft i samråd med et levende menneske, der som funktion har at være os behjælpelige, så kan vi så nogenlunde være sikre på, at det primære råd vil koncentrere sig om Club Speed.

Anderledes, hvis vi henvender os til en træner.

En træner er primært interesseret i Ball Speed. Det kan kræve mange vanskelige ændringer i bevægelserne, men det kan også være små ting, der eksempelvis kan eliminere et distancedræbende slice eller et lige så distancedræbende dårligt træf på bolden osv.

En træner er ofte vores livline til spillet på banen.

En træner vil i høj grad se på Smash Factor, som er et tal for udnyttelse af en given Club Speed. (Smash Factor = Ball Speed/ Club Speed.)

Vi ser også, at der er en slags ”ingenmandsland” – et område mellem Club Speed og Ball Speed. Det kan være vanskeligt at forklare, men tager vi udgangspunkt i, at vi har fået udstyr, der giver os optimal Club Speed, og at en træner har givet os gode ændringer og måske øvelser, så har vi stadig ikke nogen garanti for, at alle disse gaver, som vi har givet os selv (eller fået på et gavekort til jul), at alle disse tiltag giver os en bedre score på banen, selv om vi måske slår optimalt og så langt, vi overhovedet kan på hvert eneste hul.

Lad os se bort fra detaljer omkring det sædvanlige ”spøgelse,” som kan være enhver klubgolfers usynlige caddie på en runde: Spøgelset går under mange navne, men ”kiks” er vist det mest udbredte.

Det glemmer vi!

Nu gælder det kun de gode slag!

(med tilladelse fra Dell Incorporated)

Hvis du forestillede dig, at du havde en gammeldags vogn med træhjul og store egre, og at et af hjulene en dag kørte fast i noget mudder, og at du var ude af stand til at skubbe bagpå for at få hjulet fri, så måtte du kigge nærmere på det hjul, der sad fast.

De fleste ville uden betænkning enten skubbe nedad på en af de vandrette egre med brug af kroppens store muskler og ben eller forsøge at trække opad og stemme imod med benene. Dermed kan den kinetiske energi bevares til næste træk eller skub. De fleste ville også intuitivt gøre det tæt på periferien, længst muligt fra center.

Vi ved, at køllehovedet beskriver en bue i et sving, og at vi – lige som hjulet kan overvinde centrifugalkraften ved at fastholde forbindelsen mellem center og periferi, og det er egre på hjulet og skaftet på en golfkølle, forbindelsen mellem spiller og køllehoved, og at skaftes kan loades og dermed bevare kinetisk energi. Lidt forenklet kender vi det fra en pisk, hvor vi med små bevægelser kan udløse en gevaldig fart, der kan gennembryde lydmuren i spidsen.

Men der er mere i et golfsving som vi kan udnytte, hvis blot vi er opmærksomme på, at når vi skal bruge kraft, skal vi bruge den det rigtige sted. På hjulet var det udnyttelse af moment, og det kan det også være i et golfsving, endda på en særdeles finurlig måde, som kan være svær at gennemskue.

I princippet kan vi se to forskellige slags golfsving (for slet ikke at tale om alle de mellemveje, som vi som klubgolfere kan fremvise!): 1. Som rotation, hvor især hofter får lov til at dreje hele vejen rundt sammen med skuldrene. 2. Som opspænding, hvor skuldrene drejer nøjagtigt dobbelt så meget som hofterne.

Med opspænding skabes mulighed for at energi kan bevares i tilbagesvinget og føres fra underkrop gennem kroppens kerne til armene og skaftet. Det er bølger – store bølger – og så store, at de ikke kan overføres til køllehovedet fra det tynde skaft. Til gengæld er der skabt fart i skaftet og dermed i køllehovedet, som kan aflevere sin masse til bolden, som vi kan se på Smash Factor definitionen: (1 + COR) x M / (M + m), hvor M er køllehovedmassen og m er boldmassen, og hvor Club Speed glimrer ved sit fravær.

Alligevel er vi klar over, at Club Speed er en særdeles afgørende faktor for vores distance, som vi kan se af: Ball Speed = Club Speed x Smash Factor.

Vi kan gøre Smash Factor bedre med gode centertræf, men det primære for distance er Club Speed, som Tom Wishon siger.

Den kan vi forøge med forståelse for en markant udvidelse af hjulet.

Det er delvis usynlige kræfter, der er i spil. Et godt eksempel er månen, som drejer rundt om Jorden i samme hastighed og i samme afstand – år ud og år ind i milliarder af år. En aldrig ændret udgangshastighed og en tyngdekraft. Månen ER.

På mig har det altid virket – om ikke uforståeligt – så dog imponerende. Lige så imponeret er jeg over opfindelser, eksempelvis de gamle krigsmaskiner, kaldet blider eller trebuchets.

(Billede fra Wikipedia og www. og Tutelman

Rod White er fysiker fra New Zealand. I 2008 præsenterede han på power point og i artikler et gennemgående studie af golfsvingets fysik, bl.a. med udgangspunkt i den gamle krigsmaskine fra tiden før krudt blev opfundet.

Ideen med at vise bliden er det dobbelte pendul, formet af en fast arm og en ekstra påsat bevægelig del. Med lidt fantasi kan det overføres til golfsvinget, selv om det er modsat retning og nedefra og op.

Vi lægger især mærke til forsinkelsen mellem hænder og skaft og den voldsomme fart, som stenen eller køllehovedet for enden af de to penduler må have, selv om center – kroppen – ikke bevæges sig synderligt meget. Samtidig kan vi se, at vinklen mellem ”skaft og arme” fastholdes i meget lang tid – helt ud til vandret modsat spilleretningen. Hvis vi ikke fastholder vinklen, men ”slår fra toppen” for at følge centrifugalkraften, der ”trækker” i køllehovedet, mister vi den oparbejdede energi, der gemmer sig i det dobbelte pendul. Hastigheden yderst kan blive utrolig høj – og ”utrolig” skal i denne golfsammenhæng forstås som langt, langt højere end den ellers ville være. Men det kræver, at vinklen mellem arme og skaft bevares, og at vi forstår – som med det gamle hjul – at vi skal trække nedad i starten af tilsvinget, INDEN – og gerne så sent som overhovedet muligt - køllehovedet begynder at svinge rundt som hjulet. Hvor meget lettere er det ikke at tænke på, at vi blot kunne skubbe hjulet rundt ved at gribe fat i fælgen, (så slår vi kun med armenes hastighed). Det er trækket opad eller skubbet nedad på en godt placeret eger, der giver mest fart. Det gælder også det tydelige træk nedad fra toppen af tilbagesvinget. De røde prikkers afstand illustrerer køllehovedets hastighed i forhold til de blå prikker, som er hændernes hastighed.

Nogle kan gøre det ekvilibristisk med svimlende længder til følge – eksempelvis Tiger Woods – mens andre kun har lidt af det og andre igen simpelthen slår fra toppen og lader svinget følge køllehovedets ønske om at fortsætte væk fra os – i stedet for nedad, inden skaftet for alvor sættes i gang.

Mekanismen kan også give en vis forståelse for et slice, for hvis køllehovedet får lov til at komme væk fra os og ud over targetlinjen kan vi reelt kun komme udefra og slå mod venstre, medmindre vi lige korrigerer til allersidst – med et åbent køllehoved. Slicen er næsten sikker.

For at kunne fastholde og forsinke udløsningen af skaftet skal især hænderne hjælpe til, men på en særdeles passiv måde: Venstre hånds håndled skal primært holdes strakt – og måske endda lidt overdrevet bøje fremad mod målet - i hele svinget fra start, til bolden helt tydeligt er væk. Højre hånds håndled skal bevares vinklet imod spilleretning fra opstilling til impact. Kaldes også for en ”flyvende vinkel” (Flying Wedge).

Trekanter med stabile vinkler er forudsætning for gode konstruktioner, som det ses på bliden. Det gælder også golf: Med fordel kan man bevare vinklen mellem venstre og højre arm i hele tilbagesvinget for maksimal bevarelse af vinklen mellem skaft og arme i nedsvinget. Man kan træne denne detalje med en fodbold i pres mellem armene, og de fleste lægger omgående mærke til, at der kommer mere vidde i svinget.

Udnyttelsen af det dobbelte pendul kræver to ting: 1. Tilbagesvinget skal være bredt og uden nogen form for tilførelse af ekstra fleks i håndleddet. På vej mod toppen af tilbagesvinget vil højre hånds håndled flekse mere af sig selv, og det fleks skal bevares, når der TRÆKKES nedad.

På en blide – og på eksempelvis det berømte billede af Bobby Jones med det dobbelte pendul i praksis, fornemmes det, at hændernes fart aftager, mens køllehovedets hastighed forøges med så meget fart, at det overhaler hænderne i gennemsvinget. Men ikke før! Ellers er det et distancedræbende ”flip.”

Bobby Jones golf swing with red and blue curves to illustrate(

Billede fra www.clubmaker-online.com

Det er værd at øve sig på – og det kan være lettere at øve skiftevis med venstre og højre hånd.

Ellers kan du ønske dig et gavekort med lektioner hos din træner.

Den slags gaver skal i hvert fald aldrig byttes!

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer